Engage!
Optagelserne til 2. sæson af "Star Trek: Picard" går snart i gang
Pandemien tvang sci-fi-seriens filmhold til at stille produktionen i bero, men kameraerne begynder snart at rulle.
Tidligere i år gentog 80-årige Patrick Stewart sin glansrolle som den nu pensionerede Starfleet-kaptajn Jean-Luc Picard i 1. sæson af "Star Trek: Picard".
Stewart spillede Picard i syv sæsoner af tv-serien "Star Trek: The Next Generation" og i alt fire spillefilm – senest "Star Trek: Nemesis" tilbage i 2002.
Og Picards tilbagevenden (som herhjemme kunne/kan ses på Amazon Prime) blev så stor en succes, at der hurtigt blev givet grønt lys til produktionen af sæson 2.
Læs også: Kate Mulgrew vender tilbage som kaptajn Janeway i ny "Star Trek"-serie
Og på trods af coronapandemien afslørede chefen for ViacomCBS, Marc Debevoise, tilbage i august, at sæson 2 af "Star Trek: Picard" ville udkomme som planlagt i 2021.
Men trekkies har forståeligt været nervøse for endnu en udskydelse, idet vi ikke har hørt noget konkret fra seriens skabere eller skuespillere om produktionens status – altså indtil nu.
Skuespilleren Jeri Ryan, som fik sit store gennembrud i "Star Trek: Voyager" (1995-2001) i rollen som den tidligere borg-drone Seven of Nine, og som gentog rollen i 1. sæson af "Star Trek: Picard", har netop afsløret på Twitter, at optagelserne går i gang 1. februar næste år.
I så fald er der naturligvis også en chance for, at sæsonen også når at udkomme før 2022. Vi ved intet om plottet i seriens næste sæson, men noget tyder på, at den guddommelige spasmager Q måske vil terrorisere Picard igen.