Optagelserne til Obi-Wan Kenobi-serien er skudt i gang

Miniserien om den legendariske jedi-ridder finder sted 10 år efter "Star Wars: Episode III - Sith-fyrsternes hævn".

Optagelserne til Disneys meget imødesete "Star Wars"-serie om Obi-Wan Kenobi er nu omsider gået i gang.

Det afslørede Ewan McGregor i forbindelse med et dugfrisk onlineinterview med talkshowværten Jimmy Kimmel. Den 50-årige skuespiller fortalte også, at han på Star Wars Day, 4. maj, optog en meget speciel scene med en helt særlig person i McGregors liv, og at serien har nogle fremragende manuskripter.

Læs også: Endnu en skuespiller slutter sig til Obi-Wan Kenobi-serien

Udover McGregors comeback i rollen som Jedi-mesteren Obi-Wan Kenobi byder miniserien også på et gensyn med Hayden Christensen. Han skal endnu engang portrættere Anakin Skywalker/Darth Vader, mens Joel Edgerton og Bonnie Piesse ligeledes gør comeback i rollerne som Owen og Beru Lars.

Til gengæld vender Jar Jar Binks som tidligere rapporteret ikke tilbage i denne omgang.

Der har desuden været rygter fremme om, at en purung Luke Skywalker måske dukker op i serien, og til det har McGregor tidligere udtalt: "Det er meget muligt. Jeg ved det ikke."

Obi-Wan Kenobi-miniserien forventes at lande på Disney+ engang i 2022.

Kommentarer

Optagelserne til Obi-Wan Kenobi-serien er skudt i gang

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen