"Reacher"-spin-off med danske Maria Sten på vej

Jack Reachers nærmeste allierede tager snart på sine helt egne actionfyldte tv-eventyr.

Amazon Studios' "Reacher"-serie er på rekordtid blevet en kritikerrost megasucces med seertal i særklasse. Føljetonen er baseret på Lee Childs enormt populære bogserie om ekssoldaten Jack Reacher, der rejser rundt i USA og efterforsker alskens forbrydelser.

Det gør han side om side med diverse retskafne medborgere og medlemmer af ordensmagten – bl.a. Reachers tidligere soldaterkammerat, Frances Neagley, som i serien spilles af danske Maria Sten.

Og mens Neagley har spillet en nøglerolle i seriens to første sæsoner og også optræder i den kommende sæson 3, så rapporterer Deadline nu, at Amazon Studios er på nippet til at give grønt lys til en "Neagley"-spin-off.

Læs også: "Reacher"-stjernen Alan Ritchson vil gerne spille Batman

Men selvom "Neagley" naturligvis har sin titelhelt som omdrejningspunkt, så er det planen, at Alan Ritchson også dukker op i ny og næ i rollen som Reacher.

Vi ved naturligvis intet om plottet endnu, men efter hun forlod militæret, tog Neagley hul på en karriere som privatansat sikkerhedskonsulent. Så mon ikke hun hyres til at tage sig af en sag, der kræver netop hendes særlige evner som hacker, strateg og snigskytte?

"Neagley" har heller ikke fået en premieredato endnu, men vi kan se frem til et gensyn med Ritchson og Sten, når 3. sæson af "Reacher" kickstartes på Prime Video engang tidligt i 2025. Og herunder kan I se Moovy TV's interview med Sten og et par af hendes "Reacher"-kollegaer:

Kommentarer

"Reacher"-spin-off med danske Maria Sten på vej

  • ★★★★★★2

    Fin nyhed - jeg ser gerne mere til Maria - især hvis hun fortsætter som bad-ass action pige :-)

    Wayne 5-09-24 15:43

  • ★★★★1

    Jeg ved ikke, om hun kan bære en serie selv. Men det er helt sikkert noget der skal tjekkes ud. Hun var ganske glimrende i sæson 2. Og jeg gad godt se mere til den seje danske chick. 

    S. Rico 5-09-24 18:32

  • ★★★★0

    Mnjah, er mere bekymret omkring - selve Reacher!? 

    Yup! Beklager, men fandt ikke samme glæde(læs go'vold!) ved sæson 2, som i 1.

    PS Bevares, JEG ER dog blevet en dårligere Team-player, med årene...

    Gasivodo 5-09-24 22:32

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen