Sidste sæson af "Stranger Things" får endelig premieredato(er)

The Duffer Brothers’ kultserie nærmer sig sin afslutning.

Det er efterhånden tre år siden, at fjerde sæson af Netflix’ umådeligt populære serie, "Stranger Things", løb over skærmen.

Siden da har fans af sci-fi-fænomenet utålmodigt ventet på seriens femte og sidste sæson. Og nu har vi så endelig fået premieredatoen. Eller snarere datoerne. Sidste sæson udkommer nemlig ad tre omgange, og første del får premiere på Netflix den 26. november, mens anden del kan streames fra 25. december. Det hele ender bogstaveligt talt med et brag, når tredje og sidste del af femte og altså sidste sæson bliver frigivet nytårsaftensdag, den 31. december

Hele seriens cast er tilbage med navne som Millie Bobby Brown, Winona Ryder, David Harbour og Finn Wolfhard foran kameraet. De får bl.a. selskab af selveste "Terminator"-stjernen Linda Hamilton, der optræder i en gådefuld rolle.

Læs også: Animeret "Stranger Things"-spin-off på vej

"Stranger Things" så oprindeligt dagens lys tilbage i 2016 og blev hurtigt et populærkulturelt fænomen – ikke mindst på grund af seriens hyldest til 1980'ernes populærkultur med nok referencer til at tilfredsstille selv den største sci-fi- og filmnørd.

Serien, der er skrevet og instrueret af The Duffer Brothers, finder sted i Hawkins, Indiana. Sidst vi var i selskab med Eleven, Jim Hopper, Joyce Byers, Mike Wheeler og alle de andre karakterer, var vi nået til 1986, hvor et nyt monster fra Vrangsiden - eller The Upside Down - terroriserede byen og dens indbyggere.

Der er lagt i kakkelovnen til en episk kulmination på små 10 års tv-historie, når sidste sæson af "Stranger Things" altså når sin finale i slutningen af 2025.

Ud over premieredatoerne kan vi samtidigt dele en kort teaser til sæson 5, der primært byder på højdepunkter fra seriens fire første årgange, men også et par ultrakorte uddrag fra seriens sidste kapitler:

Kommentarer

Sidste sæson af "Stranger Things" får endelig premieredato(er)

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen