Skaberen af "The Last of Us" forlader serien før sæson 3

Når Abby og Ellie vender tilbage, bliver det uden Neil Druckmann ved roret.

Inden længe begynder produktionen på den næste sæson af hitserien "The Last of Us". Denne gang bliver det dog med nogle markante ændringer bag kameraet, da spillets skaber, Neil Druckmann, har valgt at trække sig fra produktionen.

Sammen med manuskriptforfatter Craig Mazin var Druckmann ansvarlig for at tilpasse spillets fortælling til tv-serieformatet, så det er en af de absolut tungeste drenge, der nu er ude. 

Druckmann, der også er kreativ chef hos spilfirmaet Naughty Dog – som står bag "The Last of Us"-spillene – har besluttet at vende sit fokus mod spilverdenen igen for at skrive Naughty Dogs næste store spilsatsning: "Intergalactic: The Heretic Prophet".

LÆS OGSÅ: "THE LAST OF US"-SKABER BEKRÆFTER, AT SERIEN VIL HAVE EN ANDEN SLUTNING END SPILLET

Neil Druckmann er ikke den eneste, der trækker sig fra produktionen, da manuskriptforfatter og producer Halley Gross også har valgt at stoppe. Gross var medforfatter på spillet "The Last of Us: Part II" og en central del af manuskriptet til seriens anden sæson.

"The Last of Us" blev lynhurtigt en gigantisk succes for HBO, og første sæson gik rent hjem hos både fans og anmeldere. Seri­ens anden sæson blev stadig positivt modtaget, men de første revner i lakken og kritikpunkter begyndte så småt at vise sig – ikke mindst i forhold til seriens måde at håndtere spillets kronologi og fortællingens tempo på.

LÆS OGSÅ: 50 CENT SKAL SPILLE BALROG I KOMMENDE "STREET FIGHTER"-FILM

Hvordan seriens tredje sæson ender, er dog endnu uvist. Fortællingen vil, som i spillets anden del, rette sit fokus mod karakteren Abby, så hvordan seerne vil tage imod dette fokusskift, finder vi først ud af, når tredje sæson af "The Last of Us" får premiere i løbet af 2027.

Kommentarer

Skaberen af "The Last of Us" forlader serien før sæson 3

  • ★★★★★0

    Det gir god mening for mig, det dælme også noget af et projekt at sku være på en af de store tv-serier og samtidig så stadigvæk stå for stor del af Naugthy Dog, dels er der Intergallactic deres nye kommende spil, som Druck er lead på og de er også i gang med et andet unavngiven projekt.

    Så en TV serie produktion er måske lidt meget at gabe over, ved ikke med Halley Gross, men ku forstille mig hun måske joiner Neil på et af hans andre projekter da de jo var sammen på Last of Us Part 2.

    Elwood 4-07-25 12:42

  • ★★★★★★2

    Jeg er nødt til at sige, at jeg ikke gider se serien pga. hende pigen. Hun er forfærdelig. Jeg ved godt at det ikke er velset, men hun har bare ikke noget talent. Og det ærgre mig, da jeg ellers godt kan lide den slags ramasjang. Men bare hendes fremtoning ødelægger det hele for mig. Jeg behøver ikke gå i detaljer hvorfor, men jeg synes det er ret åbenlyst. 

    davenport 4-07-25 13:19

  • 2

    Jeg behøver ikke gå i detaljer hvorfor, men jeg synes det er ret åbenlyst. 

    Jeg synes ikke det er åbenlyst, gå endelig i detaljer. 

    Jeg har ikke selv spillet TLOU, så på sin vis er jeg "heldig" ift. serien. Jeg synes sæson 1 var fænomenal. Sæson 2 var god, men ikke i nærheden af 1'eren. Måske hvis sæson 2 havde haft 14 og ikke 7 afsnit, så der faktisk var tid og handlingen ikke behøvedes sparkes i gang.

    steadi 6-07-25 21:29

  • ★★★★★★0

    Jeg er før blevet bashet for det, og nu er det jo bare min subjektive mening, men jeg synes hun er grim og irriterende. Hun ødelægger det hele for mig. Sorry, men det synes jeg bare. 

    davenport 6-07-25 22:02

  • 0

    Jeg er før blevet bashet for det, og nu er det jo bare min subjektive mening, men jeg synes hun er grim og irriterende. Hun ødelægger det hele for mig. Sorry, men det synes jeg bare. 

    Jeg synes hun var meget god i GoT. Men med TLOU bliver jeg i tvivl om, om det er meningen, at man ikke skal bryde sig om hende? Altså, som i GoT, hvor det er meningen, at man skal finde f.eks. Joffrey irriterende. For jeg finder hende(s karakter) aldeles frygtelig.

    Jeg har ikke spillet spillet, og jeg har ikke set sæson 2 af serien, for 1'eren - selvom den havde en fin præmis - var så "urealistisk" på mig. Jeg nægter simpelthen at tro, at folk født og opvokset i dét miljø, kan opføre sig på den måde. Dertil kom en mængde politiske/identitetspolitiske elementer, som jeg fandt tvivlsomme. Måske det var med i spillet, I don't know. Men det forstyrrede historien, IMO.

    nwinther 7-07-25 12:45

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen