"Star Trek"-skuespilleren Rene Auberjonois er død, 79 år gammel

I syv år spillede Auberjonois sikkerhedschefen Odo i "Star Trek: Deep Space Nine", og han medvirkede også i bl.a. Robert Altmans "MASH".

Skuespilleren døde tidligere i dag, søndag, i sit hjem i Los Angeles. Hans søn, Rèmy-Luc, har fortalt den amerikanske presse, at årsagen var lungekræft.

Den Emmy-nominerede skuespiller optrådte hyppigt på både de skrå brædder, i tv-serier og i spillefilm. I "MASH" spillede han Father John Mulcahy, og i adskillige sæsoner af "Boston Legal" spillede han advokaten Paul Lewiston.

Auberjonois' alenlange IMDb-profil understreger også, at skuespilleren ofte var i lydstudiet for at indtale replikker til tegnefilm og spil.

Men han er nok bedst kendt for sin rolle i den succesfulde "Star Trek"-spinoff "Star Trek: Deep Space Nine", som blev produceret fra 1993 til 1999. Her spillede han en såkaldt shape shifter ved navn Odo, som var den retskafne sikkerhedschef om bord på rumstationen Deep Space Nine.

Auberjonois efterlader sig to børn, tre børnebørn samt sin hustru gennem 56 år, Judith.

Kommentarer

"Star Trek"-skuespilleren Rene Auberjonois er død, 79 år gammel

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen