Susanne Biers "The Undoing" sætter rekord i Danmark

Serien står for den bedste åbning for en første sæson nogensinde på HBO i Danmark.

Susanne Biers nye HBO-serie "The Undoing" er kommet særdeles godt fra start siden premieren 26. oktober. Miniserien har således haft den bedste åbning for en første sæson nogensinde på HBO i Danmark – målt i procentandelen af brugere, der har set med. Det skriver Deadline.com.

Derudover er det også den bedste åbning i Danmark blandt samtlige serier med premiere på HBO Nordic i hele 2020. Det gælder både blandt de tilbagevendende serier (med nye sæsoner) og blandt de helt nye serier.

I resten af Norden og i Centraleuropa går det også strygende, hvor "The Undoing" ligeledes har den bedste åbning i 2020 ved første sæson af en serie. I USA alene har indtil videre seks millioner set første afsnit af den seks episoder lange serie. Fjerde afsnit vises nu på mandag på HBO Nordic.

Læs også: Hugh Grant vil gerne lave en deprimerende "Notting Hill 2"

Susanne Bier er instruktør på alle seks episoder af den stjernespækkede serie. David E. Kelley står bag seriens manuskript og er også executive producer sammen med Nicole Kidman, Per Saari, Bruna Papandrea og Susanne Bier. Serien er baseret på bogen "Det burde du have vidst" af Jean Hanff Korelitz.

I "The Undoing" følges Grace og Jonathan Fraser (Nicole Kidman og Hugh Grant), der lever det perfekte liv på Manhattan med deres fælles søn, Henry (Joah Jupe). Men i løbet af en enkelt nat åbner der sig en kløft i deres liv, som involverer et voldsomt dødsfald og fører en række gruopvækkende afsløringer med sig.

Foruden Kidman, Grant og Jupe medvirker også Sofie Gråbøl i en fremtrædende birolle. Andre stjerner tæller navne som Donald Sutherland, Edgar Ramirez, Lily Rabe, Ismael Cruz Cordova, Matilda De Angelis og Noma Dumezweni.

Kommentarer

Susanne Biers "The Undoing" sætter rekord i Danmark

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen