Tredje sæson af "True Detective" mister Jeremy Saulnier som instruktør

Jeremy Saulnier nåede at instruere to afsnit af HBO-serien, der er på vej med sin tredje sæson.

Tilbage i 2014 blev første sæson af HBO-serien "True Detective" udråbt som et moderne mesterværk, mens Nic Pizzolattos værk efterfølgende skuffede mange med sin anden sæson. Siden har der været meget snak om en tredje sæson, og da den sidste år blev annonceret, kunne fans ånde lettet op, eftersom indie-darlingen Jeremy Saulnier ("Blue Ruin", "Green Room") var ombord som instruktør. Desværre forlyder det nu, at instruktøren har måttet forlade serien.

Ifølge flere rapporter lyder HBO's officielle udtalelse, at det skyldes problemer i instruktørens kalender, mens han selv på sin Twitter-profil har skrevet "Ingen kommentarer". Jeremy Saulnier var hyret til at instruere sæsonens otte afsnit i samarbejde med Nic Pizolatto, men har altså nu måtte trække sig. Det bekræftes dog, at Saulnier nåede at instruere sæsonens to første afsnit. 

Flere medier spekulerer på, at der muligvis er opstået splid mellem Nic Pizolatto og Jeremy Saulnier. Pizolatto er berygtet for at være notorisk svær at samarbejde med, hvilket blandt andet førte til en fejde mellem ham selv og Cary Joji Fukunaga, som var instruktør på første sæson af "True Detective".

Til at afløse Jeremy Saulnier har HBO hyret den erfarne tv-instruktør Daniel Sackheim, der har instrueret afsnit for hitserier såsom "Game of Thrones", "The Americans", "House", "The Leftovers" og "X-Files".

Tredje sæson af "True Detective" forventes at få premiere på HBO næste år, og på rollelisten kan blandt andre Mahershala Ali ("Moonlight"), Stephen Dorff ("Somewhere") og Carmen Ejogo ("It Comes at Night") ses.

Kommentarer

Tredje sæson af "True Detective" mister Jeremy Saulnier som instruktør

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen