Trine Dyrholm spiller hovedrollen i ny sæson af "Forhøret"

Få uger efter premieren på 1. sæson er næste sæson planlagt.

Streaming-serien "Forhøret" har været en stor succes som den til dato den mest sete Viaplay Original-produktion i Norden. Så stor, at en ny sæson nu er blevet godkendt. Miso Film er klar til at sætte optagelserne i gang på 2. sæson af Christoffer Boes krimiserie, som Hr. Boe også står bag denne gang. 

Det er ikke mere end to uger siden, at "Forhøret" så dagens lys. 1. sæson har prominente navne som Ulrich Thomsen, Lars Mikkelsen, Trine Dyrholm, Nikolaj Lie Kaas, Søren Malling, Lars Ranthe og David Dencik i rollerne. I den nye sæson af "Forhøret" er Trine Dyrholm i den bærende hovedrolle. Som i første sæson bliver det igennem en række intense og altafgørende møder, at handlingen og sandheden rulles ud.

Handlingen tager fart, da Susanne (Trine Dyrholm) forsøger at komme sig over tabet af sin datter og genoptager sit arbejde som praktiserende psykolog. Da hun lægger en klient i hypnose i forbindelse med et banalt rygestop, åbnes en dør ind til hans underbevidsthed. Manden afslører under hypnosen, at han har slået en række unge kvinder ihjel for penge – og at et nyt offer allerede er bestil. Afsløringen får Susanne til at kaste sig ud i en livsfarlig rejse for at forhindre, at en ung uskyldig pige bliver dræbt. Men ingen er uskyldig – heller ikke Susanne.

Optagelserne til "Forhøret 2" påbegyndes i foråret 2020 med forventet premiere i 2021.

Kommentarer

Trine Dyrholm spiller hovedrollen i ny sæson af "Forhøret"

  • ★★★★0

    Da hun lægger en klient i hypnose i forbindelse med et banalt rygestop, åbnes en dør ind til hans underbevidsthed. Manden afslører under hypnosen, at han har slået en række unge kvinder ihjel for penge

    Hvis jeg havde slået en række unge kvinder ihjel for penge, var hypnose nok ikke det første jeg ville vælge i forbindelse med et rygestop...

    chandler75 2-12-19 15:47

  • ★★★★★★0

    Det er godt nok hurtigt at der er en drejebog klar.

    Første sæson var rimelig, og det hele bæres først og fremmest af fine enkelt præstationer.

    Wayne 4-12-19 10:20

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen