Shiiit, jeg glæder mig til mere fra Mando & Grogu. This certainly is the Way.
Varm op til 3. sæson af "The Mandalorian" med ny stemningsfuld video
Om en måneds tid er Baby Yoda og den maskerede dusørjæger klar på nye eventyr i den succesrige "Star Wars"-serie.
Streaming-premieren på 3. sæson af den populære "Star Wars"-serie "The Mandalorian" nærmer sig med hastige skridt. Til at forsøde ventetiden har Lucasfilm lanceret en spritny video, der viser, hvor stort et popkulturelt fænomen serien er blevet siden premieren på Disney+ i november 2019. Videoen kan ses herunder.
Succesen skyldes især introduktionen af den mandalorianske dusørjæger Din Djarin og hans nuttede følgesvend, Grogu, der nok stadig er bedst kendt som Baby Yoda.
Derudover har "The Mandalorian" undervejs budt på et par artige overraskelser, som har fået alverdens "Star Wars"-fans til at gå i selvsving af begejstring. I slutningen af 2. sæson dukkede selveste Luke Skywalker nemlig op ud af det blå for at sparke seriøs jedi-røv – for så at drage afsted med Grogu for at oplære den grønne fætter i jedi-ordenens ædle kunst.
Se også: "The Mandalorian": Baby Yoda og mandalorianeren møder nye trusler i trailer til 3. sæson af "Star Wars"-serien
I 3. sæson af "The Mandalorian" vender Pedro Pascal ("The Last of Us") selvfølgelig tilbage som dusørjægeren Din Djarin, der nu er blevet genforenet med Grogu.
De to kammesjukker roder sig vanen tro ud i nogle actionfyldte eventyr, hvor Djarin kæmper for at genvinde sin ære, alt imens en anden mandalorianer, Bo-Katan Kryze, vil have titelhelten til at overgive det såkaldte Darksaber-våben.
Undervejs besøger makkerparret også Den Nye Republiks hjemstavn, Coruscant, som vi tidligere tidligere har set i bl.a. de tre "Star Wars"-prequels og streamingserien "Andor".
Ud over Pedro Pascal medvirker bl.a. Katee Sackhoff, Carl Weathers, Giancarlo Esposito og tilmed selveste Christopher Lloyd i den næste sæson af "The Mandalorian", der kickstartes på Disney+ den 1. marts. Den omtalte featurette kan ses her: