Podcast: Top 5: Tony Scott (Top Gun, True Romance, Man on Fire m.fl.)

Moovy Podcast hylder den legendariske actioninstruktør, der i år ville være fyldt 80, og som har beriget verden med film som "Top Gun", "Enemy of the State" og "The Last Boy Scout".

Som 68-årig mistede vi alt for tidligt den legendariske actioninstruktør Tony Scott, som i 2012 på tragisk vis begik selvmod. I år ville filmmageren være fyldt 80 år, og i anledning af den runde fødselsdag hylder Moovy Podcast Tony Scott.

Podcastens to værter, Joachim Jelle og Mikkel Abel, elsker nemlig Tony Scotts actionbaskere, og det bliver derfor også en udfordring, når de skal kåre Scotts fem allerbedste film.

Den flittige instruktør var nemlig med til at forme den moderne actionfilm op igennem 1980'erne og 1990'erne med perler som kæmpesuccesen "Top Gun", Bruce Willis-hittet "The Last Boy Scout" og den Quentin Tarantino-skrevne "True Romance".

HØR OGSÅ: TOP 5 - DENZEL WASHINGTON

Episoden kommer også nærmere omkring, hvad Tony Scott lige præcis var for en type instruktør. For som bror til Ridley Scott, en baggrund som reklamemand og faste samarbejder med actionguruerne Jerry Bruckheimer og Don Simpson får man både en tumultarisk og hæsblæsende, adrenalinsøgende karriere.

Denzel Washington kommer også til at fylde i dagens episode. Skuespilleren var en af Tony Scotts faste samarbejdspartnere, og mon ikke der bliver plads til nogle af deres film i en top fem, såsom "Crimson Tide", "Man on Fire" og "Unstoppable"?

Forbered dig på højoktan action, masser af hurtige klip og et kamera, der aldrig står stille, når Tony Scotts aftryk på filmhistorien kommer under luppen og hyldes med manér.

Vi lyttes ved!

00:00:00 - Introduktion + Tony Scotts karriere

00:25:40 – 5. og 4. pladsen

00:45:58  – 3. og 2. pladsen

01:07:12 – Bobler!

01:22:40 – 1. pladsen

01:33:35 – Opsummering + afslutning

Moovy Podcast kan høres, hvor du normalt lytter til dine podcasts, såsom iTunes, Podimo, Spotify, Anchor, Castbox, Pocket Casts m.m.

Hvis du bruger en anden afspiller, kan du abonnere via vores RSS-link.

Kommentarer

Top 5: Tony Scott (Top Gun, True Romance, Man on Fire m.fl.)

  • ★★★★★★0

    Jeg er ikke helt enig i jeres liste - men vi er enige om at True Romance er fantastisk. Er det en Tony Scott film? Jeg er med på at han laver nogle kunstneriske tilføjelser - men det er så tydeligt at det alligevel er Tarantino som står bag. For mig er den mere i familie med Tarantinos produktion, end Tony Scott's - men håndværket er i orden, og det har måske inspireret Tarantino i hans senere film - især Pulp Fiction har samme følelse.

    Bortset fra det, så er jeg i tvivl om om jeg ikke ville toppe listen med Top Gun - yes den er cheezy som bare fanden. Men den er også lækkert lavet, og jeg er ikke enig i at 2'eren skulle være bedre.

    Jeg tror min top 5 liste ville ende sådan;

    1. Top Gun
    2. True Romance
    3. Crimson Tide
    4. Enemy of The State
    5. The Last Boy Scout

    Lige herefter bobler Beverly Hills Cop II og Deja Vu - ellers synes jeg hans film er til det jævne.

    Min placering af Top Gun i toppen bunder selvfølgelig også i at jeg kun er en anelse yngre end Tom Cruise, og sagtens kunne sætte mig i figurens sted - i følelserne af trods, ren adrenalin og udødelighed.

    Wayne27-11-24 16:05

  • ★★★★0

    Jeg er ikke den store Tony Scott fan, men han har da lavet en håndfuld rigtig gode. 

    1. Crimson Tide

    2. Enemy of the State

    3. Deja Vu

    4. Beverly Hills Cup II

    5. Top Gun

     

    Jeg har for nyligt genset The Last Boy Scout og True Romance. Og de gjorde desvære slet ikke noget for mig længere.

    S. Rico27-11-24 17:57

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen