Som filosofisk term kredser eksistentialisme ofte omkring individets valg i mere eller mindre aktiverende vendinger. Når det afgørende enten eller opstilles som humanistisk kampskrift, i ironisk selvbeskuen på egen eksistens eller i en universel etik gældende for menneskeheden. Alt sammen luftigt materie og dog så håndgribeligt, at eksistentialismen i sig selv forbliver tidsløst almengyldig på tværs af religiøsitet og ateisme. Derfor er det heller ikke underligt, at instruktør Terrence Malick, der har undervist i netop filosofi og oversat Martin Heidegger fra tysk til engelsk, endnu engang poetisk forener livets store spørgsmål i levende billeder.
Baseret på fortællingen om bonden Franz Jägerstätter starter begivenhederne i flækken Radegund ved indgangen af 2. verdenskrig. Nazismen splintrer ikke alene idyllen i den østrigske landsby, men også katolske Jägerstätter i forhold til at tilslutte sig Hitlers sag. Udråbt til landsforræder risikerer familiefaderen fængsling og henrettelse, da han stilfærdigt, men stædigt nægter at rette ind.
Med "A Hidden Life", en titel nappet fra George Eliots litterære klassiker "Middlemarch", skrues helt op for det refleksionsstrømmende. Maleriske sturm und drang-naturbilleder, fritsvævende kameraføring og meditativ voice over mødes i Malick'sk symbolladet symbiose og henfalder indimellem i bagkataloget over i uvedkommende, prætentiøst og vævende, ja, nonsens. Andre gange overvælder den amerikanske auteur med sit filmsprog i sådan en grad, at det næsten føles livsforandrende.
Det forunderlige ved "A Hidden Life" er sammensmeltningen. Handlingen træder aldrig ned i samme flod flere gange, selvom temaet repetitivt forbliver det samme. Samme spørgsmål stilles til et persongalleri, der nærmer sig kategorierne i Kierkegaards eksistensfilosofi, når de skal forholde sig til Franz Jägerstätters absolutte valg om at frasige sig nazismens dogmer. Hvad end spidsborgere, æstetikere eller etikere mødes på den simple bondes livsvej, trænger vi ind i sindets fragmenterede overvejelser om moral og egen position. Nok højstemt, men aldrig andet end i flydende form. Aldrig fordømmende eller forløsende, men fritsvævende i nuancerne mellem pligt for mennesket eller for nationen. The devil is in the detail synes at være Terrence Malicks mantra. Når små gode gerninger tavst gør en forskel, når frøet til spirende medmenneskelighed lægges. Men til hvilken pris?
På ærefrygtig vis samles alt i en højere enhed. Imponerende subtilt og dog tilgængeligt kommer vi ind under huden i dissekeringen af valgets menneskelige anatomi – til trods for Malicks karakteristiske tonale og tålmodige filmsprog over tre timer. Ja, det er lang tid i selskab med dvælende sekvenser og slæbende dramaturgi, der har mere tilfælles med "Sidste år i Marienbad" end seneste skud fra Hollywood. Rørende, hypnotisk og angstprovokerende taler "A Hidden Life" imidlertid direkte til ens egne eksistentielle standpunkter – understøttet til perfektion af James Newton Howards indtagende score, Jörg Widmers mesterlige kameraarbejde og altid suveræne August Diehl i hovedrollen som Jägerstätter.
Terrence Malick har en tendens til at være hit or miss, og lad os være ærlige – mesterinstruktøren har ikke været på sit højeste med de fire film efter "The Tree of Life". "A Hidden Life" er derimod en imponerende retur til det filmsprog, der gør Malick så unik, og samtidig én af New Hollywood-filmskaberens mest tilgængelige og dragende film.
★★★★★★0lad os være ærlige – mesterinstruktøren har ikke været på sit højeste med de fire film efter "The Tree of Life.
Jeg er delvis uenig. Knight of Cups er svær at komme igennem, men To the Wonder er fin og Song to Song er fantastisk.
Men det lyder eddermame godt, at han er tilbage i topform. Og Last Year in Marienbad er bedre end de fleste nye skud fra Hollywood :)
★★★★0Jeg laver lige "en venter". Kan se den har fået ret gode anmeldelser, men læser jeg Todd McCarthy og Peter Bradshaw, så er der nogle indvendinger, som jeg selv er inklineret til at have med Mallicks filmstil og filmen undgår vist helt at fortælle Jägerstätters sande persona.
"The pic is nearly perverse in its avoidance of dramatic meat."
★★★★★★0Som udgangspunkt er jeg naturligvis nysgerrig, nu det er Mallick. Jeg har dog ikke været top begejstret siden The Thin Red Line.
T. Nielsen13-02-20 08:30
★★★★★★0Bestemt en film der skal ses. Men der skal tages tilløb - 3 timer med lange billedsekvenser kræver tålmodighed.
★★★★★0Badlands, Thin Red Line og Tree of Life er fantastiske imens Days Of Heaven, New World og Song To Song er gode i mine øjne - resten er so-so. Lyder satme nice at manden skulle have lavet endnu et mesterværk! Glæder mig =)
David Lund13-02-20 08:52
★★★0Ingen tvivl om, at persona og persongalleriet nok mere er filosofiske skakbrikker i Malicks spil end heeeelt autentiske. :) Det skal man selvfølgeligt acceptere, og at den poetiske tone er enormt højtflyvende. Selv har jeg det blandet med TM, og så derfor også filmen to gange for at se/mærke om den blev siddende begge gange. For mit vedkommende gjorde den (åbenlyst) netop det. :)
Dolphinfriendly13-02-20 12:04
★★★★0Ingen tvivl om, at persona og persongalleriet nok mere er filosofiske skakbrikker i Malicks spil end heeeelt autentiske. :) Det skal man selvfølgeligt acceptere, og at den poetiske tone er enormt højtflyvende. Selv har jeg det blandet med TM, og så derfor også filmen to gange for at se/mærke om den blev siddende begge gange. For mit vedkommende gjorde den (åbenlyst) netop det. :)
Tak :) Jeg sætter den lige på "awaiting further" ;)
0Skal helt klart ikke ses
en anmelder der syntes godt om "The Tree of Life" har på ingen måde samme filmsmag som mig