Anmeldelse: Concussion

Fortjente Will Smith en Oscar-nominering eller ej? Det har været det helt store spørgsmål i de amerikanske medier i forbindelse med "Concussion". Men det burde det ikke have været. For bag al Oscar-snakken gemmer der sig en fortælling, der i den grad fortjener omtale: At ligaen for amerikansk fodbold, NFL, har forsøgt at sabotere forskning, der viser, at sporten kan føre til permanent hjerneskade. Det er en sensationel historie, som i den grad har fortjent sin egen spillefilm.

Vi følger Bennet Omalu (Will Smith), en idealistisk læge fra Nigeria, der prøver at falde til i USA. Han er ikke helt som de andre. Når han obducerer, taler han til ligene, som han oven i købet skærer i med sine egne medbragte instrumenter. Trods sine kollegers misbilligelse fornemmer man, at han er et godt menneske. Men også et blåøjet et af slagsen. For da han ved et tilfælde opdager, at de mange fysiske sammenstød i amerikansk fodbold ofte resulterer i permanente hjerneskader, forventer han, at NFL vil tage imod hans forskning med kyshånd. Det kunne ikke være mere forkert. I stedet forsøger ligaen at miskreditere hans opdagelse, der ellers kan redde menneskeliv. De vil gøre alt for ikke at stille sporten i et dårligt lys.

"Concussion" er en klassisk David mod Goliat-fortælling. Det er historien om en retskaffen idealist, der bekæmper et korrupt system for at få sandheden frem. Det er set hundrede gange før. Bare tag "Spotlight", der næsten lige har fået dansk biografpremiere. Heldigvis er stoffet så opsigtsvækkende, at man gerne ser den klassisk opbyggede fortælling udspille sig endnu en gang. For det forarger, at en virksomhed så stor som NFL kan opføre sig så uansvarligt, som det er tilfældet her.

Desværre har instruktør Peter Landesman ikke formået at omsætte det opsigtsvækkende materiale til en synderligt spændende spillefilm. Én ting er, at der mangler nuancer: Kontrasten mellem de skruppelløse NFL-chefer og Bennet Omalu, der bruger sin fritid på at opklare forbrydelser i retten, kunne ikke være større. Hvad værre er, er at kampen for at få den banebrydende forskning anerkendt aldrig for alvor bliver spændende. Landesman forsøger ellers at skabe en stemning af paranoia undervejs, men at filmens hovedpersoner for alvor skulle være i fare, føler man aldrig. 

Mens filmens virkemidler ikke altid er lige overbevisende, så er der omvendt ikke en finger at sætte på skuespillet. Også selvom flere store navne – heriblandt Alec Baldwin og Albert Brooks – må nøjes med relativt anonyme biroller. Will Smith er filmens helt store attraktion, og han gør det fortrinligt. Selvom hans nigerianske accent måske er faretruende tæt på det karikerede, så formår han at leve sig ind i sin rolle på så overbevisende vis, at man glemmer alt om eventuelle unøjagtigheder i udtalen.

Det er ret sigende, at "Concussion" gør meget ud af at understrege, hvor vigtigt gode amerikanske værdier er. For når nu filmens hovedperson er nigeriansk, ender den tykke patriotisme med at fremstå noget påklistret. Dette kunstneriske valg vidner desværre meget godt om, hvor frustrerende mangelfuld formidlingen af den ellers gode historie er. "Concussion" er måske ikke ligefrem hovedrystende dårlig, men når nu fortællingen havde potentiale til et stensikkert touchdown, kan det godt ærgre mig lidt, at resultatet er så forglemmeligt.