Så simpelt er det ikke helt.
Det koster adskillige milliarder at udvikle og teste medicin - og usikkerheden omkring investeringerne i forskning og udvikling af medicin er kæmpe stor. Lige så ofte viser det sig at det lægemiddel man har investeret 6-7 milliarder i, pludselig fejler de sikkerhedstests man laver. Og så må man starte forfra.
Typisk har medicinalfirmaerne patent på den medicin de udvikler i 20 år. Men godkendelsesprocessen af ny medicin tager 10-12 år før det må sælges. Og så har medicinalfirmaet pludselig kun 8-10 år til at tjene deres investering hjem igen (og mindre end det hvis der bliver smidt et kopi-produkt på markedet før tid - hvilket der ofte gør).
Det kan som sådan være nemt nok at tjene investeringen hjem igen hvis man har udviklet den vildeste hovedpinepille eller noget andet som har relevans for milliarder af mennesker. Men henvender den medicin, man har udviklet, sig kun til en meget lille del af befolkningen, så bliver det straks en del sværere at tjene pengene hjem igen.
Så når der kun findes ét lægemiddel på markedet, så er det typisk fordi dem der har udviklet det stadigvæk er igang med at tjene deres investering hjem igen - og det er et ret afgørende for incitamentet for udviklingen af nye lægemidler.
Der er en grund til at de er så økonomisk velpolstrede - de skal retfærdigvis ikke ligestilles med gangstere - det er en vigtig funktion de udfører.
Men forskerne er uddannede for bl.a. danske skattekroner, så det er ikke kun virksomhederne der investerer.
Og husk på, der er tale om særdeles profitable virksomheder, som mange tjener penge på gennem bl.a. aktier.
Investorerne forventer høje afkast, og bestyrelser/direktioner er aflønnet af hvor højt afkastet er.