Anmeldelse: Platformen (Netflix)

Det er vel at mærke i en passende tid, Netflix vælger at udgive "Platformen", hvor isolation, hamstring af mad og solidaritet udstilles i en djævelsk allegori.

Isolation, hamstring af mad og menneskelig solidaritet lyder givetvis som virkelighedens leveforhold i denne tumultariske tid. Med instruktørdebuten "Platformen" fokuserer spanske Galder Gaztelu-Urrutia dog ikke på en verdensomspændende virus, men nærmere hele den socioøkonomiske struktur, som samfundet er bygget på – symboliseret gennem en djævelsk allegori.

Den horisontale tog-klassekamp i Oscar-vinder Bong Joon-hos "Snowpiercer" er vendt 90 grader. Et veldesignet, vertikalt fængsel kaldet The Pit, hvor fangerne i etager bor to og to, er den eneste location, som filmen gør brug af. Det lyder måske klaustrofobisk og indsnævrende, men det er også præcis, hvad denne fængselsfilm er. I midten af cellerne er der et stort, firkantet hul med en platform, der to minutter hver dag fyldes med gastronomisk ekstravagance. Bordet starter selvsagt i øverste celle, hvorefter det rejser ned gennem resten af de utallige indelukkede rum. Med kun et par minutter til at spise kan fangerne i toppen mæske sig i massevis af mad, mens resten nederst må bøde for et øde bord af føde.

Hovedpersonen Goreng vågner i fængslets mørke op til en gammel mands rå stemme. Kyniske Trimagasi har kæmpet flere måneder i hullet og kender den daglige rutine ud og ind, alt imens Goreng begynder livet i hullet lige dele spørgelysten og frastødt. Dialogen er på en og samme tid ekspositionsdreven og selvbevidst mellem de to fanger, for alle indledende spørgsmål bliver afveget med et simpelt "det er oplagt" fra Trimagasis kolde side. Ordene fra denne mystiske mand giver genklang i publikums kranier. Filmen er oplagt, og den er åbenlys. Men det ved den godt selv. Hvor eksempelvis "Parasite" jonglerer klasseskelskampens subtile såvel som synlige bolde, går "Platformen" efter at kaste de synlige lige i krydderen på publikum.

Gaztelu-Urratia lader ikke filmen være statisk eller stillestående, da der hurtigt vises, at The Pit omrokerer de indespærrede månedligt. En slags lønseddel, der kan være alt fra en krone til en million, og som sørger for sult eller spise. Goreng og Trimagasi kan vågne op i alt fra celle 48 til 3 – og så til 99. Det betyder, at alle kan være øverst, at alle føler sig berettiget til magt, og at alle vil grovæde maksimalt. Det er en makaber og underholdende måde at vise menneskets selviske, selvdestruktive natur på, men dette bramfri portræt af social mobilitet er undertiden et overforbrug i sig selv. Den samme kapitalismekritiske ret bliver serveret gang på gang, og ganen efterlades efterhånden indifferent for smagen.

Den insisterende, industrielle lyd af en buzzer annoncerer ankomsten af den overdådige mad. Som Pavlovs hunde står Goreng og de andre tilfangetagede simultant savlende og ængstelige. Er der mad i dag eller blot efterladenskaber? Generelt er der en overflod af kropslige væsker og andre ildelugtende levninger, men når værdiladede filmskabere dykker ned i menneskets kamp for retfærdighed, magt og overlevelse, er der øjensynligt ingen vej udenom blod, lugte og fækalier. Ret blot blikket mod Pasolinis vederstyggelige "Salò eller de 120 dage i Sodoma" eller førnævnte "Parasite".

Det er vel at mærke i en passende tid, at Netflix vælger at udgive "Platformen". Hele befolkninger sidder tilnærmelsesvist fastlåst foran flimmerkassen i disse stillestående dage, og selvom filmen har et klart – om end svagt – budskab, fungerer den også som et passioneret opråb. Så frem for at skrige ind i puden af frustration i aften kunne denne rebelske fanfare gøre det i stedet.