Moovy Exclusive: Fem serieanbefalinger, der kan streames i en corona-tid

Fra afsporet kemilærer til David Lynch og fem idioter i Philadelphia udpeger Moovy fem serieanbefalinger, som kan streames hjemmefra i disse krisetider.

I disse krisetider med coronavirus, hvor de fleste sidder hjemme, kan det være svært at få tiden til at passere. For hvad skal der ske, når opvasken er taget, og ungerne lagt i seng? Vi har allesammen brug for en pause fra virkeligheden, og derfor er det oplagt at bruge tiden på at udforske nogle af de tusindvis af serier og film, som streamingtjenesterne udbyder. Moovy har i denne omgang kigget på fem af tidens bedste serier – i vilkårlig rækkefølge – som kan streames direkte fra sofaen.

"The Leftovers"

Skabt af "Lost"-forfatteren Damon Lindelof og Tom Perrotta, som også har skrevet bogen af samme navn, har de to med "The Leftovers" lavet en formidabel dystopisk serie. En dag forsvinder to procent af verdensbefolkningen, hvilket får fatale konsekvenser. Serien starter tre år efter denne verdensomspændende begivenhed, hvor depression, nihilisme, og afmagt er blevet en del af den kollektive sindstilstand. Imens forsøger både religiøse bevægelser og en mystisk kult at påvirke de efterladte med hver deres motiver.

Første sæson af "The Leftovers" er dyster i sin tone, mens de sidste to sæsoner finder en balance mellem det meningsløse, absurde og humoristiske i tilværelsen. Mystikken er effektiv, og modsat Lindelofs "Lost" er der faktisk tilfredsstillende svar at finde på de store gåder.

"The Leftovers" kan ses på HBO Nordic.

"Twin Peaks"

Trænger du til en udfordring i disse isolationstider, skal David Lynchs skelsættende "Twin Peaks" nok give lektier for. En surrealistisk blanding mellem high school-drama, sort komedie og potent krimi. Til lyden af Angelo Badalamentis legendariske musik findes den unge kvinde Laura Palmer myrdet. Det forfærder den lille by Twin Peaks, mens den kulørte FBI-agent Dale Cooper ankommer for at lede efterforskningen.

"Twin Peaks" skrev i sin tid tv-historie. Serien udvidede rammerne for, hvad der kunne lade sig gøre på tv med sin mystik, underlige humor og parodi på amerikanske værdier. "Twin Peaks" kræver et åbent sind, hvor prequel-filmen "Twin Peaks: Fire Walk with Me" og især fortsættelsen fra 2017, "Twin Peaks: The Return", udfordrer seeren til fulde. Her vendes der i et virvar af langsommelighed og Lynchs abstraktioner op og ned på alt, som kan forventes af en moderne tv-serie. "Twin Peaks" er ulig noget andet på tv-fronten.

"Twin Peaks" og "Twin Peaks: The Return" kan ses på HBO Nordic. "Twin Peaks: Fire Walk with Me" kan ses på Netflix.

"24 Timer"

Fra virkelighed og surrealisme til ren og skær eskapisme. "24 timer" handler om Counter Terrorist Unit-agenten Jack Bauer (Kiefer Sutherland). Truslen mod Amerika skifter fra sæson til sæson, men faktum er, at Bauer altid har 24 timer til at redde sit land. Koste hvad det vil!

Salgspunktet i "24 timer" er, at en sæson udspiller sig i realtid, hvor Jack Bauers kamp mod terroristerne følges minut for minut (sådan næsten). Serien har bestemt sine svagheder, når forfatterne forsøger at trække tiden ud, men størstedelen af de mange timer er henlagt til effektiv spænding og medrivende terrordrama. Jack Bauer-karakteren er alfa-omega for seriens langvarige succes. Som agent er han badass, men han lider også. Gang på gang ofrer Bauer sig selv for at redde både familie og civile. Med effektive resultater kombinerer serien spionage, adrenalinpumpende action og chokerende drama på bedste vis.

"24 timer" kan ses på Viaplay.

"Breaking Bad"-universet

Mange anser "Breaking Bad" som en af de bedste serier nogensinde – og med god grund. At bevidne kemilæreren Walter Whites transformation fra almen familiefar til ultimativ drug lord er karakterudvikling, som har dannet skole for de mange antihelte, serieverdenen siden har budt.

Skaberen Vince Gilligan har dog også formået at gøre noget ekstraordinært ved at lave "Better Call Saul". Spin-off-serien er baseret på karakteren Saul Goodman, en slesk advokat, og er en fantastisk forlængelse af et i forvejen fyldestgjort univers. Det samme kan siges om sidste års spin-off-film "El Camino: A Breaking Bad Movie", der giver unge Jesse en tilfredsstillende konklusion. "Breaking Bad"-universet er gennemtænkt og veludført, og det er et mindre mirakel, at Gilligan har kunnet holde så godt styr på sit materiale.

"Breaking Bad", "Better Call Saul" og "El Camino: A Breaking Movie" kan ses på Netflix.

"It's Always Sunny in Philadelphia"

I forskellige scenarier følger vi fem idioter. Charlie (Charlie Day), Dennis (Glenn Howerton), Mac (Rob McElhenney), Dee (Kaitlin Olson) og Frank (Danny DeVito), som ejer baren Pattys Pub i Philadelphia. Sammen har de ambitioner for baren, men individuelt tænker de hver især på deres eget bedste. Loyalitet er et fremmedord i Rusland, misforståelser sker gang på gang, og grænser eksisterer kun for at blive brudt, når etik og morale står for fald.

"It's Always Sunny in Philadelphia" er offensiv, politisk ukorrekt og fornærmende på alle ledder og kanter. Men det er hele pointen og her, at magien sker. Glenn Howerton og Rob McElhenney, som også har skabt serien, udfordrer tabuer, sociale normer og grupperinger. Alt og alle står for skud, når grænser skubbes på humoristisk vis. Heldigvis ender det altid værst for de fem venner. Resultatet er tåkrummende sjovt, sadistisk og en af de sjoveste serier, der eksisterer. Især da denne sitcom har formået at bevare sin høje kvalitet ovenpå hele 14 sæsoner(!). Serien er ikke for sarte sjæle, men det kan anbefales at bruge tid med disse fem alkoholiserede idioter i en tid, hvor alle kan trænge til et godt grin.

"It's Always Sunny in Philadelphia" kan ses på Viaplay.

Kommentarer

Fem serieanbefalinger, der kan streames i en corona-tid

  • ★★★0

    Uh tak for påmindelsen, havde helt glemt jeg har Twin Peaks liggende, har stadig ikke set den den nye. Så tror det er hvad jeg vil se nu når jeg er færdig med The Crown og tager en pause fra Star Trek The Next Generation. 

    MOVIE100028-03-20 12:34

  • ★★★★★★0

    Uh tak for påmindelsen, havde helt glemt jeg har Twin Peaks liggende, har stadig ikke set den den nye. Så tror det er hvad jeg vil se nu når jeg er færdig med The Crown og tager en pause fra Star Trek The Next Generation. 

    Kreativiteten er bestemt ikke faldende med årerne, hos Lynch.

    Syret, men fantastisk.

    Wayne28-03-20 17:35

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen