Anmeldelse: De forbandede år
Råt for usødet efterlades publikum med det uundgåelige spørgsmål: Hvad ville man selv have gjort under besættelsen?
Besættelsestiden under 2. verdenskrig fremstilles typisk som en "Den grimme ælling"-fortælling, hvor underdogs springer ud og mod forventning besejrer overmagten. De forbandede år fra april 1940 til maj 1945 er nemlig en selvfortælling om dansk heltemod – men var det også det? Rutinerede Anders Refn stiller dét smertelige spørgsmål i portræt af en tid, alle har en mening om, men få kan sætte sig ind i. Uhøjtideligt skiller Refns sig ud fra tidligere danske film om besættelsen med sin nuancerede tilgang til de umulige valg, danskerne dengang stod overfor.
Karl Skov (Jesper Christensen) er ejer af en succesfuld elektronikfabrik. Han har kone (Bodil Jørgensen) og fem børn. Sammen lever de et privilegeret liv på Strandvejen, nord for København. Da nazisterne besætter Danmark i april 1940, må Skov gøre op med sig selv, sin kone og sin samvittighed, hvor langt han som menneske og forretningsmand er villig til at gå for at redde virksomhed og arbejdspladser. Og ikke mindst holde sammen på familien, hvor også børnene må tage individuel stilling til, hvor de står.
I spidsen af en imponerende besætning, der byder på både erfarne skuespillere og nye talenter, står Jesper Christensen. Sidste år spillede den 71-årige skuespiller den altoverskyggende hovedrolle i "Før frosten", hvor københavneren – som i "De forbandede år" – spillede familieoverhovedet, der måtte træffe ekstreme valg for familiens skyld. Christensen leverer endnu engang en mindeværdig præstation, hvor den konstante tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert, står skrevet på både krop og sjæl.
"De forbandede år" har meget andet at byde på end stærkt skuespil. Fra filmens første billeder gribes publikum fat, mens den ubehagelige følelse af tvivl og frygt sniger sig ind under huden. Konstant sigtes det altoverskyggende tema om moralsk tvivl og pligt mod seerne. Hele tiden tvinges vi til at forholde os til, hvad man selv ville gøre i samme situation. For ja! Det er let at sidde hjemme i stuen eller på Facebook og ytre sig, men når virkeligheden trænger sig på, er der andet på spil. Refns fjerde spillefilm som instruktør har flere styrker. Én af de væsentligste er, at den skildrer samtlige facetter af, hvad det vil sige at opleve krig og besættelse i sin baghave, mens hverdagen skal fungere i et uvis tid. Filmens store politiske problemstilling, samarbejdet mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt, skildres med udgangspunkt i den velhavende Skov-familie og viser de mange nuancer af en tilværelse, der var alt andet end sort og hvid. Gennem familiens fem børn, der hver især træffer deres valg på baggrund af krigens udvikling, understreges fortællingen om en familie – og et land – i opløsning.
Eneste svaghed er manuskriptets til tider kluntede dialog. Det og ofte umotiverede hop frem i tiden giver "De forbandede år" en indimellem unaturlig fremdrift. Dermed ikke sagt, at Anders Refn og Flemming Quist Møllers manuskript er svagt. Tværtimod. Via eminent skuespil og netop manuskriptets knivskarpe fokus på den overordnede problematik fastholdes retningen. Til trods for sine 153 minutter bliver filmen aldrig uinteressant, men er derimod for kort. En halv time længere med flydende overgange havde pyntet på fortællingens fremdrift samt givet mere kød på de fem børns historier, der til tider skydes hurtigt afsted.
Dansk film har startet det nye år med en film, der meget vel kan blive årets bedste. "De forbandede år" er et lavmælt, underspillet og rørende drama, hvis eneste svaghed er, at den er for kort trods længden på 153 minutter. Anders Refn løfter ikke pegefingeren. I stedet efterlades publikum med moralske spørgsmål uden entydige svar – summende i den danske selvbevidsthed.