Josh Trank: Jeg skred selv fra Boba Fett-film

Officielt blev den kontroversielle "Fantastic Four"-instruktør ellers fyret fra det droppede "Star Wars"-projekt.

Hollywood lå tilsyneladende for Josh Tranks fødder, da den dengang blot 27-årige instruktør udgav sin kritikerroste spillefilmsdebut, sci-fi-thrilleren "Chronicle", i 2012.

Han blev hurtigt derefter hyret til at lave superheltefilmen "Fantastic Four" og kørt i stilling til at lave en "Star Wars"-film om dusørjægeren Boba Fett. Men Tranks Hollywood-eventyr udartede sig hurtigt til et mareridt.

Tranks beslutninger bag kameraet blev ofte omstødt af filmselskabet og hans ældre, mere erfarne producere. Samtidig har der længe floreret rygter om, at Trank var utilregnelig under optagelserne og smadrede det hus, som filmselskabet havde lejet til ham, mens han arbejdede på filmen.

Læs også: "Fantastic Four"-instruktør anmelder (og sviner) sin egen film på Letterboxd

I sidste ende blev Boba Fett-filmen skrottet (angiveligt efter et opkald mellem Disneys ledelse og "Fantastic Four"-produceren Simon Kinberg), og "Fantastic Four" endte som et nedsablet flop, som Trank selv tog afstand fra i et Twitter-opslag, som han hurtigt fjernede igen.

Nu er Trank omsider snart filmaktuel igen med Al Capone-dramaet "Capone" med Tom Hardy, og i et dybdeborende interview med Polygon insisterer Trank, at han selv valgte at forlade Boba Fett-projektet:

"Jeg skred, fordi jeg vidste, at jeg ville blive fyret, hvis jeg ikke selv skred."

I det hudløst ærlige interview fortæller Trank, at hans dårlige oplevelser under produktionen af "Fantastic Four" fik ham til at kontakte sin manager og sige, at han ikke længere var interesseret i at lave en "Star Wars"-film eller andre store Hollywood-produktioner.

Ovenpå en hård skilsmisse og mange alvorlige selvmordstanker begyndte Trank at gå til terapi, og han fik det lykkeligvis bedre. "Capone" udkommer på VOD senere på måneden.

Kommentarer

Josh Trank: Jeg skred selv fra Boba Fett-film

  • ★★★★★0

    Det komplette interview kan virkelig anbefales, i øvrigt. Fremragende arbejde. Ender helt med at sidde og krydse fingre for, at "Capone" bliver et hit - og selvfølgelig også er god!

    The Insider 7-05-20 15:41

  • ★★★★★★1

    Det komplette interview kan virkelig anbefales, i øvrigt. Fremragende arbejde. Ender helt med at sidde og krydse fingre for, at "Capone" bliver et hit - og selvfølgelig også er god!

    Det må jeg tjekke ud ved lejlighed.

    Zero Cool 7-05-20 15:44

  • ★★★★0

    Jeg synes godt nok ikke den ser god ud Capone. Men man kan blive positivt overrasket. 

    Babo 7-05-20 15:45

  • ★★★★★0

    Man kan sikkert sige meget om Josh Trank som instruktør, men hans foreløbige "karriere" er i hvert fald en god historie. Jeg håber et eller andet sted også, at den kan ende godt. Manden er trods alt ung endnu. 

    Lars! 7-05-20 18:06

  • ★★★★★★0

    Kevin Smith lavede et interview med Trank, op til udgivelsen af Fantastic Four og det var meningen at der skulle komme en opfølgning, men så ramte lorten ventilatoren og det skete aldrig.

    Det interview gav mig en ret stor portion sympati for Trank og hvad jeg har læst om ham efterfølgende, har kun understøttet, at han virker som en reel og ret sympatisk dude, som måske var ude for et karaktermord i forbindelse med, at alle skubbede ansvaret fra sig, da FF fejlede.

    Zero Cool 7-05-20 18:20

  • ★★0

    Ærgerligt det gik sådan med Trank. Polygons portræt er virkelig skarpt, og tegner en meget sympatisk fyr, som kom ind i noget han slet ikke var polstret til. Håber Capone bliver et comeback af de store.

    Mikkel Abel 8-05-20 11:49

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen