Ny Netflix-serie om svensk kendiskriminel på vej

Bill "Pennywise" Skarskård spiller Clark Olofsson i miniserie instrueret af Jonas Åkerlund.  

I dag annoncerede Netflix en kommende dramaserie på seks episoder om den notoriske svenske forbryder Clark Olofsson. "Gangsterbossen", som Olofsson blev kaldt, formåede blandt andet at bryde ud af flere fængsler og begik røverier over hele Europa.

Baseret på både løgnene og sandhederne fra Clark Olofssons selvbiografi, "Vafan var det som hände", beskæftiger filmen sig med størstedelen af Clarks liv. Den kriminelle løbebane startede i 1960'erne. Som dømt i adskillige sager indenfor narkohandel, mordforsøg, overgreb, tyveri og dusinvis af røverier har Olofsson tilbragt over halvdelen af sit liv bag tremmer. I 1970'erne gav Clark anledning til fænomenet om "Stockholmsyndromet" i forbindelse med et fejlslået røveri i Stockholm. Siden da har han bibeholdt positionen som den kendis-kriminelle, der manipulerede Sverige til at forelskes i ham.

Løgn og ultravold 

"Clark er historien om den mest politisk ukorrekte mand, der levede det mest politisk ukorrekte liv," fortæller "Lords of Chaos"-instruktør Jonas Åkerlund i en pressemeddelelse. "Det er den slags historier, jeg altid leder efter. Det er en ultravoldelig, vittig, emotionel, ægte og surrealistisk biografi. Det handler om hele hans liv og det, der gjorde ham til den, han er – sandhederne og løgnene omkring hans utrolige karriere."

Clark Olofsson vil blive spillet af Bill Skarsgård, bedst kendt for portrætteringen af Pennywise i Stephen King-sagaen "It". Senere i år har svenskeren en af hovedrollerne i Netflix-filmen "The Devil All the Time" og i Sundance-hittet "Nine Days". Senest har Skarsgård medvirket i "Castle Rock", en psykologisk dramaserie af J.J. Abrams og Stephen King. 

"Clark" produceres af Scandinavian Content Group og vises eksklusivt på Netflix. Der er endnu ikke offentliggjort premieredato.

Kommentarer

Ny Netflix-serie om svensk kendiskriminel på vej

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen