Ny "Star Trek"-serie på vej om Enterprises tidlige eventyr

Anson Mount og Ethan Peck vender tilbage som hhv. kaptajn Pike og mr. Spock i "Star Trek: Strange New Worlds".

Et par af science fiction-genrens helt store helte vender snart tilbage på flimmerkassen. I 2. sæson af "Star Trek: Discovery" mødte vi bl.a. en ung Spock og hans galante kaptajn, Christopher Pike, som i "Star Trek"-universet kommanderer rumskibet Enterprise omtrent 10 år før James T. Kirks intergalaktiske eventyr i den første "Star Trek"-serie fra 1960'erne.

Pike og Spock blev spillet af hhv. Anson Mount og Ethan Peck (Gregory Pecks barnebarn), og både d'herrers præstationer og manuskriptforfatternes håndtering af karaktererne blev rost af både fans og kritikere.

I vores anmeldelse af sæsonen her på Moovy skrev vi også: Pike og Co. er det suverænt bedste ved sæsonen og føles slet ikke som forceret fyld.

Læs også: Quentin Tarantino håber stadig, at hans "Star Trek"-film bliver lavet

Mange fans har tryglet franchisens producere om en ny serie, der fokuserer på Pike og Co., og nu har den serie officielt fået grønt lys: "Star Trek: Strange New Worlds".

Ifølge en pressemeddelelse vil serien følge Pike og Spock om bord på Enterprise helt frem til, at Kirk overtager kaptajnstolen på broen engang i det 23. århundrede.

Det vides ikke, hvornår "Star Trek: Strange New Worlds" udkommer. Der er i forvejen et væld af "Star Trek"-serier og -spillefilm på tegnebrættet i øjeblikket.

I en ny video takker flere af seriens skuespillere franchisens fans for at have sikret, at serien bliver til noget:

Kommentarer

Ny "Star Trek"-serie på vej om Enterprises tidlige eventyr

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen