Forum - Forum-tråd: What we saw

What we saw

  • ★★★★★★0

    Det gør jeg gerne, genser originalen. Min filmiske interesse kan dog godt få mig til at se dette remake, selv om jeg forventer netop det du og Hr. Lund nævner. Jeg kan ofte godt “lide” at se hvad de har gjort og så småanalysere lidt på dette, for nu at lyde lidt højpandet:D Men ellers bliver det nok mest hvis pigerne støder på den på, på en streamingtjeneste (vi har trods alt 3 forskellige og skal også have Disney+) at jeg måske ser med. 

    Indrømmer gerne at min interesse for at se såkaldte familiefilm er rent personligt blevet mindre, efter at mine pigerne er blevet så store at de og dermed vi ser så meget af den slags. Jeg fandt stor fornøjelse i Toy Story 4, men havde den liggende pænt længe inden jeg fik taget mig sammen til at se den. Det var ikke sket for 5-6 år siden. 

    Jeg satte Toy Story 4 på for et par måneder siden, men den fængede ikke rigtigt, så den fik kun et kvarter - men jeg skal da se den færdig :-)

    Wayne30-05-20 10:39

  • ★★★★★★0

    Jeg satte Toy Story 4 på for et par måneder siden, men den fængede ikke rigtigt, så den fik kun et kvarter - men jeg skal da se den færdig :-)

    Af samme årsager eller blot fordi netop den ikke fængede?

    T. Nielsen30-05-20 10:48

  • ★★★★★★0

    Af samme årsager eller blot fordi netop den ikke fængede?

    Tror bare der er stor forskel om man ser den sammen med børn som lever sig helt ind i en plasticgaffels problemer ;-)

    Wayne30-05-20 17:09

  • ★★★★★★0

    MIB : International

    Serien er en gang komplet nonsens, og denne er ingen undtagelse. Eneste berettigelse er et cool design og lejlighedsvis humor samt god kemi mellem hovedpersonerne.

    MIB 3 gav serien et nyt liv - efter en kedelig 2’er - denne udgave sender det tættere på en fortjent aflivning

    5/10

    Wayne31-05-20 00:46

  • ★★★★0

    Set de sidste 14 dages tid:

    8/10

    The Greatest Showman.

    7/10

    The Spiderwick Chronicles.

    Legend of the Guardians: The Owls of Ga'Hoole (Gensyn, tilsyneladende).

    Swinger.

    6/10

    Focus.

    Lying and Stealing.

    The Rewrite.

    Arthur Newman.

    4/10

    The Night we called it a Day.

    When in Rome.

    3/10

    The Rage: Carrie 2.

    Åkepool 1-06-20 01:16

  • ★★★★★0

    8/10

    The Greatest Showman.

    Fedt!! Den kunne jeg også godt li’ =)

    David Lund 1-06-20 09:10

  • ★★★★0

    Fedt!! Den kunne jeg også godt li’ =)

    Jeg synes bare at den har en fed energi, et godt soundtrack og et par uovertrufne dansesekvenser.

    Åkepool 1-06-20 11:16

  • ★★★★★0

    Jeg synes bare at den har en fed energi, et godt soundtrack og et par uovertrufne dansesekvenser.

    Den er svulstig og ALT for meget - men på den gode måde!

    David Lund 1-06-20 15:52

  • ★★★★0

    Den er svulstig og ALT for meget - men på den gode måde!

    Just præcis.

    Åkepool 1-06-20 21:06

  • ★★★★0

    Just Before Dawn (1981)

    Jeg kunne sgu vældig godt lide den. Modsat mange andre slashere fra samme æra, så undgår denne her at falde i de oplagte fælder og byder sågar også en smule på karakter udvikling. Det hjælper også på oplevelsen at Brad Fiedel komponerer et lækkert musikscore. Og så er den tilmed placeret i dragende, naturskønne omgivelser. Perfekt til en sen sommer aften filmhygge. Fint ensemble uden de her irriterende typer man blot ønsker skal dø, sådan er det ikke her. I den henseende virker den mere beslægtet med Deliverance end Fredag d. 13. 8/10

    Babo 1-06-20 22:12

  • 1

    Hostiles (2017)

    Scott Cooper der i 2013 stod bag den ligeledes følelsesmæssigt dystre og melankolske tragedie "Out of the Furnace" - som også havde en forpint Christian Bale i hovedrollen - tager med den barske og brutale "Hostiles" atter et nådesløst greb om sammenlignelige temaer.

    Denne gang er Coopers martrede antihelt dog placeret i et mageløst western scenarie om at råde bod på fortidens synder og forsøge at finde sjælefred i en verden, hvor kun den stærkeste og mest viljefaste overlever.

    I en umiddelbar simpelt skrevet historie, hvor der på de ydre linjer er skåret ind til benet, spiller Christian Bale den altoverskyggende hovedrolle som den dybt traumatiserede kaptajn i hæren Joseph Blocker, der efter utallige blodige kampe mod de vilde indfødte indianere og med adskillige massakre til følge har udviklet sig til en bitter, lettere fortabt og gusten knudemand med meget lidt sympati for og interesse i sine omgivelser andet end de militære forpligtelser.

    Derfor falder det bestemt heller ikke i god jord, da den tæt på pensionerede kaptajn tvinges ad sine overordnede og præsidenten til at fragte sin døende gamle nemesis Yellow Hawk (Wes Studi) og hans familie  - som tidligere har siddet fængslet - tilbage til deres hjemstavn i Montana, hvor Hawk gerne vil begraves.

    Modvilligt og med en broget flok soldater som medhjælpere, påtager Blocker sig dog opgaven der tager den umage flok ud på en længere rejse, hvor de undervejs får følgeskab af den svært traumatiserede Rosalie Quaid (Rosamund Pike), hvis liv ligger i ruiner efter et brutalt sammenstød med en gruppe Comanche-indianere, der ikke bare sådan har tænkt sig at lade deres bytte slippe væk.

    Presset af omstændighederne og fortidens spøgelser må den umage flok nu forsøge at overvinde deres fordomme og samarbejde, hvis de skal have bare en lille chance for at slippe fra den udmattende rejse med forstanden og ikke mindst livet i behold.

    "Hostiles" er med sin fåmælte hovedperson, sine ofte sparsomme replik-udvekslinger, samt ofte dvælende og eftertænksomme tempo - der alt sammen komplimenteres af en yderst smuk og melankolsk billedside - en film der minder om Terrence Malick, når denne er allerbedst.

    Men Scott Cooper lader det på ingen måde være ved det og når traumerne og følelserne koger over på karakterens indre linjer, hvor den vigtigste faktor i historien kommer til udtryk, eksploderer scenerne i ophedet intensitet og hårdtslående og sjæleflænsende vold, der på brutal og effektiv vis understøtter deres ar på sjælen og kampen mod de indre dæmoner.

    Selv om alle inklusiv de store og små biroller medvirker til at holde et højt niveau, er det hos Rosamund Pike og ikke mindst hos Christian Bale, at man finder skuespil i ren verdensklasse. Pike er ikke set bedre siden "Gone Girl" og leverer en præstation så sensibel nærmest på randen af kollaps, at det er nærmest ubærlig at følge hendes forsøg på at overvinde sin desillusionerede eksistens.

    Og Christian Bale er atter helt suveræn i sit mageløse portræt af en mand så smadret af krig, død og ødelæggelse, at han knap kan holde tilværelsen ud men alligevel gør det fordi, at han langt nede under overfladen af traumer og had alligevel har et ønske om at forbedre sig og blive et bedre menneske vel vidende, at han med sin måde at anskue verden på tidligere selv har været medskyldig i at skabe en tilbagevendende ond cirkel af kaos og død mennesker imellem.

    Bale viser dette primært ved at underspille i sit kropssprog og sine ansigtsudtryk og udstiller dermed en hjerteskærende smerte så stor, at han er tæt på at implodere af indebrændte følelser.

    "Hostiles" er trods sin simple præmis en af de bedste westerns, jeg har set i nyere tid. Det er ubestridt Scott Coopers bedste film og han har i mine øjne sågar begået intet mindre end et lille mesterværk, der taler til både hjerne og hjerte hos tilskueren, med en række budskaber som godt nok er set før, men som vi alle har godt at blive mindet om i ny og næ.

    10/10

    Godt skrevet. (Så slap jeg for selv at skrive en anmeldelse. :-) ) Jeg er helt enig. Og jeg giver også filmen: 10/10

    BN 2020 2-06-20 06:53

  • ★★★★1

    Godt vi er så enige om den film. Den er pt ‘kun’ en 9’er her. 

    Babo 2-06-20 09:07

  • ★★★★★★0

    Invasion of the Body Snatchers (1978)

     

    Instruktør Philip Kaufman’s intelligente og filmisk vellykkede genindspilning af Jack Finney’s romanforlæg, der også med succes blev indspillet i 1956 med Don Siegel til at styre løjerne, er en krybende paranoia fremkaldende sci-fic horrorfilm.

    Helt fra start sættes tonen og den holdes og intensiveres helt frem til den ikonisk mindeværdige og skræmmende slutning.

    I hovedrollen er Donald Sutherland forrygende, men også omgivet af mere eller mindre kendte skuespillere der ligeledes rammer deres karakterer lige på kornet.

    Tematisk virker filmen i øvrigt lige så frisk og aktuel i dag, som dengang i 70’erne, hvor den slog på frygten for at miste sig selv og sin egen identitet, i et samfund hvor vi alle skal være lige, ens og hvor teknologien overtager mere og mere.

     

    Bedømmelse: 9/10

    T. Nielsen 2-06-20 10:54

  • ★★★★★★0

    Ad Astra 

    Her kan man godt nok tale om tabt potentiale. Det kunne have været en poetisk og eftertænksom sci fi, men den er skæmmet af noget ligegyldig action og et meget banalt plot. Den er ikke dårlig, men den finder aldrig rigtig sig selv. 

    6/10

    Guldager 2-06-20 21:22

  • ★★★★★0

    A Rainy Day In New York (2018)

    På det fashionable og elitære Yardley College går livet sin trivielle gang for evighedsstudenten Gatsby Welles (Timothee Chalamat), der hellere ser sig selv som filosofisk fritsvævende libertiner end at være fastlåst i sine velhavende forældres -  samt det bedre borgerskabs - højtravende traditionelle forestillinger om finkulturel etikette.

    Så da hans eventyrlystne, lettere drikfældige  kæreste og journalist in spe, Ashleigh (Elle Fanning) begejstret kan berette om en mulighed for et eksklusivt interview med mesterinstruktøren Rolland Pollan (Liev Schreiber) i New York, griber den unge Gatsby straks chancen for at tage hende med på en eksistentiel og romantisk dannelsesrejse i hans elskede hjemstavn.

    Men ikke længe efter ankomsten står det dog klart, at de to umiddelbare turtelduers fascination af The Big Apple er vidt forskellige og at det forførende arkitektoniske landskab og dets kulørte persongalleri gradvist trækker dem ud på en uforudsigelige og erotisk deroute, da Gatsby midt i sin romantiserede melankoli falder for den unge skuespillerinde Chan (Selena Gomez), mens Ashleigh i sin kåde jagt på et scoop lader sig besnære af både Polland, hans producer Ted Davikoff (Jude Law) og den selvfede flødebolle-skuespiller Francisco Vega (Diego Luna).

    ---

    "A Rainy Day In New York" blev takket være selvudnævnte smagsdommere - bestående af en større gruppe studentikose og faktaresistente individer med et årligt abonnement på "Historieløse Tidende" - kørt godt og grundigt ud på et sidespor af dimensioner efter sin færdiggørelse tilbage i 2018, da Woody Allen på absurd vis pludselig endte i Metoo-bevægelsens spotlight, hvor han trods tidligere efterforskning der beviste hans uskyld alligevel blev udråbt som en anden superskurk.

    Sidenhen er det heldigvis lykkedes at få filmen ud i udvalgte biografer i Europa, inden den så endelig dukkede op på Bluray og streaming her i 2020. Det store spørgsmål var så om Woody Allens nyeste værk har været ventetiden værd og til det er der blot at svare et rungende ja.

    For selvom titlen måske antyder det modsatte, er "A Rainy Day In New York" på ingen måde en spand kold vand i ansigtet men derimod en hyggelig, klukkende morsom og yderst charmerende nostalgisk vandretur ned af mindernes allé via New Yorks regnvåde gader, og en ubetinget jazzet kærlighedserklæring til Woody Allens elskede kulturelle miljø på Manhattan.

    På trods af at man har været her før og at alle traditionerne fra Woody Allens lange bagkatalog er på plads  - side om side med genkendelige virkemidler som voice-over, et blandet score bestående af jazz og klassisk, samt en historie der foregår i Woody Allens kreative baggård - var jeg nemlig rigtig godt underholdt fra start til slut.

    Dette skyldtes især at både instruktionen, manuskriptet, dialogerne, oneliners og samtlige skuespilspræstationer sad lige i skabet og dermed var en klokkeklar bekræftelse i, at den gamle mesterinstruktør på ingen måde har mistet sit magiske touch trods en alder på 84 år.

    Der er en legende lethed, nærmest zen-buddhistisk ro og enorm rutine i Woody Allens måde at håndtere sin historie og ikke mindst sine skuespillere på der gør, at alle både de yngre og ældre altid leverer deres bedste.

    Særligt kommer dette til udtryk hos Timothee Chalamet der skaber en perfekt imitation af den mandlige protagonist, som Woody Allen selv har spillet tidligere, men hvor der også levnes plads til en mere Chalametsk introvert og underspillet variant, der giver de romantiske forviklinger og sarkastiske oneliners en ekstra dimension af ungdommelig melankoli.

    Som Timothee Chalamets diametrale modsætning er Elle Fanning ligeledes en sand fornøjelse, når hun går Diane Keaton i bedene og giver den fuld skrue på de humoristiske tangenter. At overvære Elle Fanning her er som at se en person, der blev født med et evigt overskud af koffein i kroppen, når hun nærmest manisk ikke kan styre sin begejstring og idoldyrkelse, hvilket bl.a medfører et par klukkende morsomme bivirkninger ved en nervøs hikken og en ukontrollerbar liderlighed, når hun har fået for meget rødvin indenbords.

    Popstjernen Selena Gomez er dog den af de yngre skuespillere, som overrasker mest i sin rolle med en herlig bitchy Brooklyn attitude, der bare taler lige ud af posen og ikke finder sig i noget pis fra famlende kurtiserende mandfolk med slet skjulte liderlige hensigter, hvilket står i skærende kontrast til Timothee Chalamets karakter og er en af de væsentligste årsager til, at han forelsker sig i hende.

    Som titlen understreger regner det en god del af tiden i "A Rainy Day In New York", hvilket skaber en vidunderlig romantisk og skøn fortryllende stemning, som den erfarne cinematograf Vittorio Storaro indfanger og illustrerer på mesterlig vis som et hypnotisk forførende baggrundstæppe, der fornemt understøtter karakterernes kvaler med kærligheden. Og indendørs byder Storaro på en kontrastfyldt verden med billeder, der nærmest gløder i varme farvetoninger, som er mindst ligeså betagende.

    Tilbage er der blot at konstatere, at Woody Allen atter har formået at lave en fremragende film, der i mine øjne er hans bedste siden "Blue Jasmine". Godt nok er "A Rainy Day In New York" fyldt med traditioner og klicheer men Allen formår på sofistikeret og underholdende vis alligevel at stepdanse ind og ud iblandt dem, så man egentlig ikke tænker nærmere over det men i stedet lader sig omfavne af filmens romantiske magi.

    9/10

    NightHawk 3-06-20 19:06

  • ★★★★★0

    "A Rainy Day In New York" kan i øvrigt fra i dag af ses på Netflix, hvis man skulle have fået lyst til at se filmen. :) 

    NightHawk 3-06-20 23:07

  • ★★★★★★1

    Ford v Ferrari (2019)

     

    Instruktør James Mangold har med vanlig tæft for det fantastisk filmhåndværk, iscenesat en film der er virkelig lækker at se (og høre) på, veldesignet i samtlige visuelle detaljer og teknisk perfekt udført.

    Racerscenerne er fremragende, forstærket af en lydside der sparker røv og filmens tempo er godt afstemt, så man føler sig konstant underholdt. Filmen er tillige fyldt med skuespillere, der alene med deres persona kan løfte en film.

    Alt dette gør jo ”Le Mans '66” (som den hedder herhjemme) til en rigtig god oplevelse, man nyder at overvære. Det kniber dog så mere på indholdssiden.

    Handlingen er forudsigelig som smagen fra en pakke discounttoast fra Aldi. Så den glider ned som et stykke ristet med ost. Men man overraskes ikke og får ikke det store med sig.

    Desuden er persongalleriet firkantet, enstrenget og mangelfuldt, men heldigvis så velsmurt spillende, at man næsten glemmer dette under filmen.

    Det er en film der ligner klassisk godt filmarbejde, Hollywood når det er bedst og vil ramme det brede publikum med solide film. Derfor er det også en film, som i hvert fald jeg nok vil kunne have fornøjelse af at gense igen om nogle år.

    Det ændrer ikke på at konflikten er tegnet sort og hvidt op, hvor man aldrig er i tvivl om hvem der er skurke og hvem der er helte. Selv i Marvels cinematiske superhelteunivers virker det næsten mere nuanceret, selv om man der nemmere ville kunne tilgive at tingene var skåret ud i pap.

    Og ja, hvorfor skal vi holde med Ford og folkene bag Ford’s reklamefremstød, fremfor med Ferrari og de mennesker der gemmer sig bag det italienske bilmærke?

    En film skal selvfølgelig have sine helte og skurke, hvis det er en sådan type film og det skal man nok bare erkende, at det er denne og så bare more sig. Det er jo en tydelig og typisk historie, set med og for amerikanske øjne. Igen med en hyldest til en ”lille” mand, ikke den store koncern bag ham.

    I hovedrollerne brillerer Christian Bale med fornøjeligt og for ham, ofte typisk fysisk overspil. Han er ikke altid overbevisende som karakteren, men han er sjov at følge, uden at man helt opbygger massiv sympati for eller forståelse af ham som menneske.

    Matt Damon leverer så heldigvis netop tilpas med sympatisk og nedtonet charme, til at det opvejer det lidt, selv om man heller aldrig helt lærer ham at kende. Men som karakterer fungerer de alligevel trods mangler, om ikke andet via deres store karisma. Desuden er filmen virkelig velcastet.

     

    Bedømmelse: 7/10

    T. Nielsen 4-06-20 08:37

  • ★★★★★★2

    Cats (2019)

    I går så jeg Cats, sammen med en flok frivillige fra Husets Biograf. I løbet af sommeren, har vi fået lov til at få en dag om ugen, hvor vi kan se film sammen og vi har talt om Cats, siden vi så traileren og endnu mere, efter vi læste anmeldelserne.

    Og ja, den er præcis så dårlig som forventet, men desværre ofte ikke på den sjove måde. Bevares, der er nogle virkelig sjove scener undervejs, især når Ian McKellen dukker op, da det virker som om at han enten er skidefuld eller har røget lidt for meget Hobbit Weed, da han optog sine scener.

    Jeg har intet forhold til tidligere udgaver af Cats og har aldrig set den før, men jeg håber at teaterudgaverne og evt. tidligere filmatiseringer holder lidt pauser i ny og næ, hvor castet faktisk snakker, fordi jeg følte virkelig at jeg blev tæppebombet af sange. Det var så slemt, at det nærmest føltes som en væg af støj.

    Der er masser af beslutninger i denne film, jeg slet, slet ikke forstår, men jeg har en klar fornemmelse af at Tom Hooper er en furry, og sidder hjemme og wanker som en galning til det såkaldte butthole-cut.

    2/10

    Zero Cool 4-06-20 09:08

  • ★★★★★★0

    Ford v Ferrari (2019)

     

    Instruktør James Mangold har med vanlig tæft for det fantastisk filmhåndværk, iscenesat en film der er virkelig lækker at se (og høre) på, veldesignet i samtlige visuelle detaljer og teknisk perfekt udført.

    Racerscenerne er fremragende, forstærket af en lydside der sparker røv og filmens tempo er godt afstemt, så man føler sig konstant underholdt. Filmen er tillige fyldt med skuespillere, der alene med deres persona kan løfte en film.

    Alt dette gør jo ”Le Mans '66” (som den hedder herhjemme) til en rigtig god oplevelse, man nyder at overvære. Det kniber dog så mere på indholdssiden.

    Handlingen er forudsigelig som smagen fra en pakke discounttoast fra Aldi. Så den glider ned som et stykke ristet med ost. Men man overraskes ikke og får ikke det store med sig.

    Desuden er persongalleriet firkantet, enstrenget og mangelfuldt, men heldigvis så velsmurt spillende, at man næsten glemmer dette under filmen.

    Det er en film der ligner klassisk godt filmarbejde, Hollywood når det er bedst og vil ramme det brede publikum med solide film. Derfor er det også en film, som i hvert fald jeg nok vil kunne have fornøjelse af at gense igen om nogle år.

    Det ændrer ikke på at konflikten er tegnet sort og hvidt op, hvor man aldrig er i tvivl om hvem der er skurke og hvem der er helte. Selv i Marvels cinematiske superhelteunivers virker det næsten mere nuanceret, selv om man der nemmere ville kunne tilgive at tingene var skåret ud i pap.

    Og ja, hvorfor skal vi holde med Ford og folkene bag Ford’s reklamefremstød, fremfor med Ferrari og de mennesker der gemmer sig bag det italienske bilmærke?

    En film skal selvfølgelig have sine helte og skurke, hvis det er en sådan type film og det skal man nok bare erkende, at det er denne og så bare more sig. Det er jo en tydelig og typisk historie, set med og for amerikanske øjne. Igen med en hyldest til en ”lille” mand, ikke den store koncern bag ham.

    I hovedrollerne brillerer Christian Bale med fornøjeligt og for ham, ofte typisk fysisk overspil. Han er ikke altid overbevisende som karakteren, men han er sjov at følge, uden at man helt opbygger massiv sympati for eller forståelse af ham som menneske.

    Matt Damon leverer så heldigvis netop tilpas med sympatisk og nedtonet charme, til at det opvejer det lidt, selv om man heller aldrig helt lærer ham at kende. Men som karakterer fungerer de alligevel trods mangler, om ikke andet via deres store karisma. Desuden er filmen virkelig velcastet.

     

    Bedømmelse: 7/10

    Lidt længere resume, denne gang :-)

    Handlingen er forudsigelig som smagen fra en pakke discounttoast fra Aldi.

    Fed kommentar ;-)

    Jeg er enig med dig i at der ikke er de store overraskelser at hente - men det opvejes fuldstændig af den feel good oplevelse det er at være pakket ind i 60érnes direktions maghoni parret med garager, baner og motorbrøl.

    Som du selv påpeger opvejer Damons charme, Bales stille eksistens - og det fungerer i min optik til topkarakter.

    Jeg forstår din karaktergivning, hvis man nøgternt kigger på historien - men jeg synes at filmen er mere end netop historien.

    Den er også en umami oplevelse - hvis vi skal blive i din fødevare analogi :-)

    Man kan simpelthen mærke skuespillernes kemi sammen - de nyder at spille rollerne, og det hæver det hele betragteligt - og det gælder hele vejen rundt;

    Fra reklamedirektørens møde med Enzo Ferrari (og alt omkring dem) - fra vicedirektørens (den onde) fights med Damons figur - den enfoldige (helten Bale) i klinch med den smarte Damon (som virkelig sætter alt på spil) - over den forkælede Ford - som korrekt beskrives af Ferrari, som bare Henry Ford ll.

    Godt nok gennemskueligt - men også bare så lækkert lavet at jeg måtte overgive mig - både første og anden gang.

    Men som sagt, så kræver det jo at man føler filmen - gør man ikke så forstår jeg dine 7/10 - men jeg fastholder mine 9/10

    Wayne 4-06-20 09:18

  • ★★★★★★1

    Lidt længere resume, denne gang :-)

    Handlingen er forudsigelig som smagen fra en pakke discounttoast fra Aldi.

    Fed kommentar ;-)

    Jeg er enig med dig i at der ikke er de store overraskelser at hente - men det opvejes fuldstændig af den feel good oplevelse det er at være pakket ind i 60érnes direktions maghoni parret med garager, baner og motorbrøl.

    Som du selv påpeger opvejer Damons charme, Bales stille eksistens - og det fungerer i min optik til topkarakter.

    Jeg forstår din karaktergivning, hvis man nøgternt kigger på historien - men jeg synes at filmen er mere end netop historien.

    Den er også en umami oplevelse - hvis vi skal blive i din fødevare analogi :-)

    Man kan simpelthen mærke skuespillernes kemi sammen - de nyder at spille rollerne, og det hæver det hele betragteligt - og det gælder hele vejen rundt;

    Fra reklamedirektørens møde med Enzo Ferrari (og alt omkring dem) - fra vicedirektørens (den onde) fights med Damons figur - den enfoldige (helten Bale) i klinch med den smarte Damon (som virkelig sætter alt på spil) - over den forkælede Ford - som korrekt beskrives af Ferrari, som bare Henry Ford ll.

    Godt nok gennemskueligt - men også bare så lækkert lavet at jeg måtte overgive mig - både første og anden gang.

    Men som sagt, så kræver det jo at man føler filmen - gør man ikke så forstår jeg dine 7/10 - men jeg fastholder mine 9/10

    Jeg er slet ikke uenig med dig i mange af dine betragtninger. Jeg var bare ikke så fænget som du og det skyldes sandsynligvis de ting jeg påpeger. Det er jo en film, der normalt er lige i min boldgade. Så på en måde kan man godt sige, at jeg blev skuffet. Film er også en visuel oplevelse og der leverer denne max. Men jeg var overrasket over, at den var så klodset skildret i dens manglende nuancering af hvem der var de "gode" og hvem der var de "mindre gode". F.eks. synes jeg det virker plat, når man flere gange ser den køreren fra Ferrari skule ondt på Bale og ligne en skurk fra en mere kulørt film.

    T. Nielsen 4-06-20 10:22

  • ★★★★★★1

    Jeg er slet ikke uenig med dig i mange af dine betragtninger. Jeg var bare ikke så fænget som du og det skyldes sandsynligvis de ting jeg påpeger. Det er jo en film, der normalt er lige i min boldgade. Så på en måde kan man godt sige, at jeg blev skuffet. Film er også en visuel oplevelse og der leverer denne max. Men jeg var overrasket over, at den var så klodset skildret i dens manglende nuancering af hvem der var de "gode" og hvem der var de "mindre gode". F.eks. synes jeg det virker plat, når man flere gange ser den køreren fra Ferrari skule ondt på Bale og ligne en skurk fra en mere kulørt film.

    Helt fair - vi bider jo mærke i forskellige detaljer. Normalt elsker jeg også at blive overrasket - og større nuancer i god/ond. Men det betød bare mindre i helheden, for mig.

    Jeg så den første gang i en IMAX biograf med fantastisk lyd og billede, hvilket sikkert også bidrog til en ekstra god oplevelse. Men set fra sofaen var det stadig et godt gensyn.

    Wayne 4-06-20 10:37

  • ★★★★0

    Jeg kunne vældigt godt lide den. Det var en veludført kliché. På mange måder. Omend har jeg ikke behov for flere gennemsyn. Så skulle det være for lyden alene. 

    Babo 4-06-20 10:38

  • ★★★★★★0

    Helt fair - vi bider jo mærke i forskellige detaljer. Normalt elsker jeg også at blive overrasket - og større nuancer i god/ond. Men det betød bare mindre i helheden, for mig.

    Jeg så den første gang i en IMAX biograf med fantastisk lyd og billede, hvilket sikkert også bidrog til en ekstra god oplevelse. Men set fra sofaen var det stadig et godt gensyn.

    Nuvel, det jo stadig en god film. Fik lyst til at stille den sammen med Steve McQueen's "Le Mans" på filmhylden. En film som dog desværre heller ikke udgør noget større mesterværk.

    T. Nielsen 4-06-20 10:42

  • ★★★★★★0

    Nuvel, det jo stadig en god film. Fik lyst til at stille den sammen med Steve McQueen's "Le Mans" på filmhylden. En film som dog desværre heller ikke udgør noget større mesterværk.

    Et mesterværk er den kun på stemning, billede og lyd.

    Wayne 4-06-20 10:46

  • ★★★★★★0

    Et mesterværk er den kun på stemning, billede og lyd.

    Ja McQueen's film? Altså McQueen er jo definitionen af coolness synes jeg og hans karisma kan bære meget. Men uden at mindes den ret godt, så bilder jeg mig ind at det var en ret ufokuseret film på indholdssiden.

    T. Nielsen 4-06-20 10:56

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen