Måske en søndag på Netflix, hvis der ikke er andet der frister mere.
Anmeldelse: Jojo Rabbit (4K UHD)
Med Hitler-komedien foregiver Taika Waititi at gøre noget kontroversielt, men filmen er lige så harmløs som titelkarakterens øgenavn.
Newzealandske Taika Waititi har som få andre lavet et succesfyldt skifte fra indie-scenen til frygtindgydende Hollywood. Fra små film i hjemlandet, heriblandt gennembrudsfilmen "What We Do in the Shadows", til at blive en del af Marvels hof med buldrende "Thor: Ragnarok" har instruktøren kun set fremad. En kommende "Star Wars"-film er på vej, men inden da har Waititi karrieremæssigt toppet med nazikomedien "Jojo Rabbit", som tidligere på året indbragte en Oscar-statuette. Instruktøren har i sandhed filmbyen i sin hule hånd, men i rollen som parodierende Hitler lader succesen på selvsmagende vis til at være steget spasmageren til hovedet.
"Jojo Rabbit" udspiller sig i Tyskland under 2. verdenskrig og omhandler den unge Johannes "Jojo" Betzler, der stræber efter at blive verdens bedste nazist. Akkompagneret af sin bedste ven, en fantasiudgave af Hitler (spillet af Taika Waititi selv), gør Jojo sit bedste for at leve op til nazisternes strenge idealer og dyrke sit jødehad. Følelserne bliver dog udfordret, da drengen opdager, at hans modstandsdygtige mor gemmer en ung jødepige i hjemmets pulterrum. Pludselig må Jojo vælge mellem sin alliance med Hitler eller næstekærlighed overfor et menneske, der måske ikke er så slemt, som propagandaen siger.
På papiret kunne "Jojo Rabbit" være den perfekte sketch. Hypet instruktør-skuespiller giver den gas som fjollet fantasi-Hitler, og lattermusklen kan komme på prøve, når en uskyldig, sød dreng kaster om sig med grove jøde- og nazivittigheder – som drengen nok ikke helt selv forstår. Men herved ligger problemet også. Taika Waititis kugleskøre nazikomedie er nemlig en bedre gimmick, end den er en film. Med et karaktergalleri og en tone, der tangerer Wes Anderson-plagiat, er der nemlig ikke meget ophidsende ved denne genoplivelse af Hitler.
At kalde Taika Waititis forsøg på en moderne "Diktatoren" for enten politisk ukorrekt eller tematisk offensiv er en grov overvurdering. Charlie Chaplin havde nosserne til at gøre nar af Der Führer, mens lederen stadigvæk sad ved magten, samtidig med at der var et bankende hjerte af menneskelighed i kontrast. Waititis største es i ærmet er primært tøhø-humor, der lader Hitler danse åndssvagt eller spise enhjørning til aftensmad. Lamt og uinspireret, og det tager unødvendigt fokus fra det, filmen glimtvis vil fortælle os om ondskabens arv og fascismens absurde væsen.
Trods at have Hitler, unge nazister og skjulte jøder på menuen er "Jojo Rabbit" paradoksalt nok ligeså harmløs, som den kanin, Jojo ikke tør dræbe under gruppepres, hvilket skaber hans øgenavn. Mest af alt virker projektet som Taika Waititis eget forfængelighedsprojekt. Hvor han har kunnet klæde og te sig fjollet i den gode sags tjeneste ved at tilsværte en mand, som vi forhåbentlig alle i forvejen er enige om er historiens nok største svin. Det er ærgerligt, at den newzealandske filmmager forpurrer sin egen film. Scarlett Johansson leverer en Oscar-værdig præstation som Jojos charmerende mor, Rosie, mens unge Roman Griffin Davis og Thomasin McKenzie udgør et sødt venskab, der til forveksling kunne ligne en "Moonrise Kingdom 2". Taika Waititi er dog mest optaget af at spasse ud foran kameraet for egen underholdnings skyld. Gid det så bare var grænseoverskridende eller bedre udtænkt, nu præmissen i sig selv er ganske sjov.
LYD & BILLEDE
"Jojo Rabbit" er dødlækker at kigge på og har et varmt og crisp look. De varme gule sommerfarver, når Jojo er på Hitlerjugend-camp og derhjemme, står i stærk kontrast til landsbyens og tredje akts mere grå, golde udseende. DTS HD Master Audio 5.1-lydsporet banker også derudad og kommer filmens rockspillende soundtrack til gode, hvad end det er David Bowie eller sprøde Tom Waits.
EKSTRAMATERIALE
Inkluderet er tre slettede scener af samlet ti minutters varighed, der med rette kunne kaldes Taika Waititis soloshow. Her speedtaler han som Hitler i ligegyldige monologer og jokes, der aldrig lander, som klogeligt er klippet ud af filmen. En mildt underholdende gag reel er også at finde sammen med et kommentarspor til filmen af Waititi selv, der efterlader meget til fantasien. Sluttelig er der også segmentet "Inside Jojo Rabbit", som henover 30 minutter kigger nærmere på holdets tanker bag filmen.
