Min søster skal have første omgang kemo i dag, og jeg sidder og krydser fingre for, at det går godt, at hendes krop tager mod behandlingen, og at hun kun får de mindste bivirkninger.
Det har været noget af en rutsjebanetur, siden hun blev diagnosticeret med livmoderkræft for ni uger siden.
Hun var hos egen læge for at blive tjekket, fordi hun havde haft smerter i underlivet i et stykke tid. Hun blev så sendt direkte på hospitalet, fordi de ikke kunne stoppe blødningen, da de ville tage et skrab for at lave en celleprøve.
I første omgang regnede de bare med, at det var en muskelknude, et fibrom, som mange kvinder åbenbart får. Så viste det sig desværre at være kræft.
Hun skulle oprindeligt have haft fjernet hele underlivet for en måned siden, men da de lavede nogle ekstra scanninger for at være helt sikker på, hvor tumoren sad, så viste det sig at være spredt til lymfekirtlerne helt op til halsen.
Hun er nu uhelbredelig syg. Dvs. hun er en af dem, der "lever med kræft" og kun kan modtage det, de kalder for "livsforlængende behandling." De kan ikke længere operere det, og de kan ikke tilbyde andet end kemoterapi. Forhåbentligt kan det slå kræften ned og tage de værste af smerterne. De siger dog, at kræften stadigvæk vil være tilbage i hendes krop efter behandlingen, og at den vil komme tilbage på et eller andet tidspunkt.
Det er lidt et lotteri, for det hele afhænger af, hvordan hendes krop reagerer på kemoen. Hun kan være uheldig og kun få tre måneder, men hun kan også være heldig og leve med det i ti år eller mere.
Det er ret voldsomt, når hun er alene med en datter på 18 år, der lige er blevet færdig med 1.G.
Der er også virkeligt svært at være pårørende til, fordi man intet kan gøre. Jeg prøver selvfølgelig at være der så meget for hende, tale med hende og min niece. Var bl.a. lige en uge i Sønderborg i forrige uge for at være sammen med dem allesammen, inden kemo-showet gik i gang.
Jeg kan mærke, at det berører mig på en helt anden måde, end mine forældres sygdomme har gjort. Min mor har været gennem utallige kræftforløb gennem årene - hun fik også fjernet underlivet for tyve år siden og har siden både haft kræft i skjoldbruskkirtlen og flere omgang med læbekræft og hudkræft. Måske er vi bare blevet vante til, at nå ja, nu skal mor i gang med en ny behandling igen, for hun er åbenbart sej, og det er jo altid endt godt.
Min far var gennem en større hjerteoperation for et par år siden og fik et tilbagefald sidste år, men ham har jeg altid haft et anstrengt forhold til, så det har aldrig berørt mig på samme måde.
Men det her med min søster gør virkeligt nas. Sikkert fordi vi ligner hinanden på mange måder, har samme humor, nogle af de samme interesser og altid har fundet et fællesskab i rulle med øjnene over vores forældre sammen.
Så jeg håber, håber, håber virkeligt, at hun bliver en af dem, der får mindst ti år mere ...