Ny udgave af "Buster" får premiere næste år

Optagelserne til ny filmatisering af Bjarne Reuters elskede børnebog starter til august.

Som vel nok en af de få danske børnebøger, som har kultstatus som både filmatisering og bog, står "Busters verden" mange hjerter på tværs af generationer nært. Nu får historien om Buster Oregon Mortensen nyt liv i form af en kommende spillefilm. Det oplyser Hammer PR & Kommunikation i en pressemeddelelse.

I bogen følges den 11-årige dreng, der i sin hverdag er båret af kærlighed og optimisme til livet og sine omgivelser. Nok kan livet kan være hårdt, men ved hjælp af mere eller mindre vellykket trylleri går det (som regel) nok.

"At filmatisere historien om Buster i en opdateret version, synes vi, tiden og en ny generation kalder på. En nyfortolkning, som vores børn fuldt kan relatere til," fortæller filmens producer. "Kernehistorien i bogen og karakteren Buster, der er så udødelig og vigtig, trænger til et reboot til de generationer, der er nu. At viderebringe historien om en dreng, et menneske, der bare er, hvad han er, med de midler, han har (og ikke har). Han er dog elsket og elsker, og han kan trylle. Han drømmer. Og det lever han efter."

"Buster" starter optagelser 10. august og har bl.a. Manfred Weber, Kerstin Jannerup Gjesing, Ibi Støving, Magnus Millang og Henning Jensen på rollelisten. Instruktør er Martin Miehe-Renard, og manuskript står Jesper Nicolaj Christiansen for. Som noget interessant produceres filmen af CroneUngfelt Productions ApS i samarbejde med Det Danske Filminstituts markedsordning samt FilmFyn i håb om at fremme filmproduktion på Fyn.

Kommentarer

Ny udgave af "Buster" får premiere næste år

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen