Anmeldelse: Wild Rose

Socialrealisme, sukkersødme og musikfilm fusioneres til de smukkeste toner.

De sidste par år har budt på en lang række musikfilm af svingende kvalitet. Blandt de mest vellykkede finder vi "A Star Is Born" og "Rocketman". Og nu rammer endnu en musikfilm de danske biografer. "Wild Rose", der hylder countrymusikkens simpelhed, står bestemt ikke i skyggen af de førnævnte titler. En stor del af æren for dette tilfalder hovedrolleindehaveren, Jessie Buckley, der stråler og viser, at endnu en stjerne er født.

Det unge country-talent Rose-Lynn (Buckley) er netop blevet løsladt fra fængslet i Glasgow i Skotland. Begrænset med fodlænke skal alenemoderen skaffe sig job og passe sine to børn, som hendes mor, Marion (Julie Walters), har taget sig af, mens hun sad inde. Derudover har hun en drøm om at blive professionel country-sangerinde. Da den unge kvinde bliver rengøringspige hos velhavende Susannah (Sophie Okonedo), dukker en uventet mulighed op for Rose.

Jessie Buckley ses i den altoverskyggende hovedrolle som den unge Rose-Lynn, og der er ikke én finger at sætte på hendes præstation. Den irsk-fødte skuespiller stjæler billedet i samtlige sine scener. På elegant vis formår Buckley at sætte Roses sårbarhed i perfekt balance med en enorm selvtillid, når hun på den ene side er forsømmende mor og på den anden vil følge sin drøm. I rollerne som Marion og Susannah er de Oscar-nominerede Walters og Okonedo skønne at overvære, når de hver især forsøger at hjælpe Rose som henholdsvis mor til to og spirende country-sangerinde. Trekløveret giver tilsammen de nuancer, der gør, at "Wild Rose" aldrig mister hverken charme eller troværdighed.

I sin grundform hverken overrasker eller tilføjer "Wild Rose" genren noget nyt. Det til trods er det en sand fornøjelse at være vidne til, hvordan filmen i sin simpelhed formår at understrege kærligheden til country-musikken, der passende beskrives som three chords and the truth. Og netop denne italesættelse passer perfekt på en film, der aldrig går på kompromis med sin enkelthed. Nicole Taylor, der med "Wild Rose" debuterer som spillefilmsmanuskriptforfatter, har formået at fange countrymusikkens essens og overført den til en film, hvor socialrealisme, sukkersødme og musikfilm fusioneres til de smukkeste toner.

Som mange andre film, der handler om unge menneskers jagt på drømme, er klichéerne uundgåelige. "Wild Rose" er ingen undtagelse. Men klichéer kan noget ganske særligt, hvis de anvendes på den rigtige måde og ikke tager unødigt fokus. Dette undgår "Wild Rose" gennem det velskrevne manuskript og en topcharmerende hovedkarakter. Det er umuligt ikke at elske Rose – til trods for hendes adskillige uheldige og dumme valg. Hver gang en kliché synes for kvalmende, kommer Roses vildskab i vejen. Det sukkersøde må vie for den frustration, der dukker op, når Rose gang på gang smider sine muligheder væk, fordi hendes spontanitet og vilde livsstil tager over.

"Wild Rose" er en film, hvor musik, hjerte og sjæl mødes i perfekt fusion. Mest af alt som hyldest til det simple liv, hvor håb og store drømme ikke behøver at stå i kontrast til livet som solomor.