Moovy Exclusive: Top Tirsdag: Fem supersplattede zombiefilm

I forbindelse med den danske biografpremiere på zombiefilmen "Train to Busan 2: Peninsula" kigger vi nærmere på nogle af de blodigste film inden for genren.

Zombierne lever! I hvert fald i populærkulturen. Igennem det sidste årti har zombier og zombiefilmene opnået en hidtil uset popularitet, godt hjulpet på vej af tv-succesen "The Walking Dead" og store biografhits som "World War Z", "28 dage senere" og "Zombieland". Det var dog nok de færreste, der havde spået, at en sydkoreansk zombiefilm ville blive så stort et hit, at den ville slå flere salgsrekorder i hjemlandet, internationalt og bane vejen for flere asiatiske biografsucceser i Vesten.

De levende døde er gået fra at være brikker i mere eller mindre obskure b-film til i dag at være ét af de mest genkendelige og ikoniske filmmonstre, der spiller overfor Brad Pitt i kæmpe biografsucceser og finder vej ind i stort set alle hjem.

Nøglen til zombiernes succes kan muligvis findes i deres brede appel. De levende døde taler til vores angst for civilisationens sammenbrud og vores frygt for hinanden. Således findes en markant social kritik i langt de fleste zombiefilm. Hvad end kritikken er rettet mod vores kølige forbrugerisme eller vores frygt for det fremmede, så bliver zombierne et symbol på vores egen ondskab, som vi må se i øjnene. Det kræver blot et hurtigt blik på "The Walking Dead" for at erkende, at zombierne blot spiller andenviolin, og at den faktiske trussel kommer fra andre – levende – mennesker.

Siger man zombier, må man selvfølgelig også sige splat. Zombier æder mennesker, hvilket selvsagt må betyde et værre blodbad, når der ringes med middagsklokken. I anledningen af premieren på "Train to Busan 2" kigger vi derfor nærmere på nogle af de mere splattede af slagsen. Velbekomme.

"The Return of the Living Dead" (1985)

"The Return of the Living Dead" er skrevet og instrueret af Dan O'Bannon, der også skrev "Alien", og er lige dele komik, gys og splat. I "The Return of the Living Dead" udspiller handlingen sig omkring et medicinalvarehus og en nærliggende kirkegård (selvfølgelig). Historien går på, at "Night of the Living Dead" fra 1968 rent faktisk skete. De levende døde er så ved en fejl havnet i nogle tønder i kælderen i varehuset. Her går det hverken værre eller bedre, end at der går hul på en af tønderne, og straks bryder helvede løs, mens en gruppe unge punkere er fanget midt i det hele.

"The Return of the Living Dead" var et af de første eksempler på løbende og talende zombier. Hele idéen om, at zombierne spiser hjerner, stammer fra netop denne film. Ud af flere højdepunkter er interviewet med en fastspændt zombie fantastisk bizart, men klamhedsfaktoren toppes i scenen, hvor filmens oprindelige zombie – en sært udseende, slimet fætter – bider skallen af en af filmens punkere. Lækkert...

"Zombie Flesh Eaters" (1979)

Også kendt som "Zombi 2", "Zombie", "The Island of the Living Dead" og "Woodoo". Kært barn har mange navne. I 70'ernes Italien var regler omkring copyright lidt løsere end i Hollywood. Derfor førte flere amerikanske filmsucceser til et hav af mere eller mindre uofficielle italienske efterfølgere. Og heldigvis for det.

I 1978 fik George A. Romero ret stor succes med zombiemesterværket "Dawn of the Dead", der i Italien gik under navnet "Zombi". Derfor var det selvskrevet, at der skulle prøves kræfter med en fortsættelse. Fortsættelsen fik titlen "Zombi 2", og Lucio Fulci blev hyret, da instruktøren havde vist stort talent for at skabe blodige og voldelige scener. Filmen har som sådan intet at gøre med "Dawn of the Dead", men er stadig en markant og stemningsmættet affære, båret godt på vej af nogle vanvittige scener. En modbydelig scene med en dame, der får prikket sit øje ud, tager kegler for sin klamhed. Men det er især undervandsscenen, hvor en zombie kæmper mod en haj, der "stikker" ud. Selv i dag kan scenen vække opsigt og undren. Ikke mindst da det er tydeligt for enhver, at der er tale om en vaskeægte, levende haj og ikke en kunstig én som i "Dødens gab". Orker man ikke hele filmen, kan scenen søges frem på YouTube. Bestemt et kig værd.

"Day of the Dead" (1985)

I modsætning til "Zombie Flesh Eaters" er "Day of the Dead" faktisk en reel opfølger til "Dawn of the Dead". Den er – desværre – kriminelt overset, ikke mindst i forhold til sin forgænger. Selvom den måske ikke når samme højder, er det stadigvæk en fantastisk blodig gang samfundskritik.

"Day of the Dead" udspiller sig på en underjordisk militærbase, en rum tid efter at civilisationen er brudt sammen. Tilbage er kun en gruppe forskere og en gruppe soldater, der hver især har deres måde at håndtere situationen på. I sidste ende er det deres manglende evne til at kommunikere og samarbejde, der får skovlen under menneskeheden. Filmen er en særdeles blodig affære. Ikke mindst scenen, hvor en af filmens usympatiske officerer overmandes og ædes levende af en gruppe zombier, er aldeles blodig og grufuld. Skrig, blod og indvolde i en stor pærevælling. Adr.

"Braindead" (1992)

Længe før "Ringenes herre" rendte en ung Peter Jackson rundt i New Zealand og lavede nogle ret så vanvittige film. "Braindead" er ingen undtagelse. Det er ikke bare den blodigste film på denne liste, men måske den blodigste. Nogensinde.

Filmens hovedperson, Lionel, bor sammen med sin forfærdelige og dominerende mor. En dag bides hun af en rotteabe(!) fra Sumatra, hvorefter hun langsomt forvandles til et altædende monster, der spiser kæledyr, naboer og venner. Enhver, der bides af hende, forvandles til en zombie, og snart har Lionel kælderen fuld af uregerlige levende døde. "Braindead" er særdeles underholdende og klam, men den absolut mest bloddryppende scene involverer Lionel, der bruger en plæneklipper som våben. I løbet af et par minutter forvandles alt til blodig mos, og Lionel står tilbage badet i indvolde og kropsvæsker. Et absolut must-see.

"Evil Dead II" (1987)

Okay, det kan diskuteres, hvorvidt "Evil Dead II" rent faktisk er en zombiefilm. I filmen kaldes monstrene for deadites, og de er måske mere beslægtede med dæmoner. Heldigvis skal det ikke handle om semantik, og da "Evil Dead II" er fremragende, fortjener den en plads på listen.

I en hytte ude i skoven er en gruppe unge mennesker taget på weekendtur. Desværre for dem er onde kræfter sluppet løs. "Evil Dead II" starter op, hvor filmens hovedperson, Ash, er ladt alene tilbage i hytten. Ene mand mod ondskaben. En helt igennem syret filmoplevelse med utallige liter blod i røde, sorte og grønne nuancer. Ash er sidenhen blevet lidt af en legendarisk karakter i egen ret. Ikke mindst i kraft af opfølgeren "Army of Darkness" og tv-serien "Ash vs Evil Dead". Af alle franchisens dele er "Evil Dead II" dog det absolutte højdepunkt. Det er en kunstart at skabe en film, der både er skræmmende, sjov og ulækker. Desuden er filmens effekter i en klasse for sig. Alt er med vilje blevet overdrevet i en grad, så det næsten ligner en tegnefilm. Men det fungerer. Oh boy, hvor det fungerer. Hvis man er nysgerrig på, hvordan man erstatter sin ene hånd med en motorsav, er "Evil Dead II" ikke til at komme uden om.

Top Tirsdag er Moovys faste ugentlige topliste. Hver tirsdag oplister vi personlige favoritter, aktuelle filmskabere og de knapt så aktuelle, mere skæve temaer.