Anmeldelse: Train to Busan 2: Peninsula

I modsætning til forgængeren er samtlige karakterer i "Train to Busan 2: Peninsula" så ligegyldige, at det ikke er interessant, om de overlever eller ej.

En af de sidste par års mest vellykkede zombiefilm, "Train to Busan" fra 2016, har fået sin længe ventede efterfølger. En efterfølger, der desværre har reduceret det sydkoreanske zombieunivers til noget, som minder om det, Hollywood skamløst producerer, når en film har været en succes og efterfølgende skal malkes. Fortsættelsen "Train to Busan 2: Peninsula" er en hån mod sin forgænger. Det gør ondt at se så megen potentiale gå til spilde.

"Train to Busan 2: Peninsula" tager sit udgangspunkt fire år efter den katastrofe, der forvandlede Sydkorea til et land plaget af aggressive zombier. Al trafik ind og ud af landet er lukket ned. Det til trods lever der stadig almindelige mennesker, som kæmper for overlevelse – alt imens de beskyttes af bevæbnede militser, der kræver absolut lydighed. Det ændrer sig, da den tidligere sydkoreanske soldat Jung-seok tilbydes et job, han ikke kan sige nej til. Den forhenværende kaptajn skal sammen med en udvalgt gruppe mennesker finde en lastbil med 20 millioner dollars og bringe den fra en havneby i Sydkorea tilbage til Hong Kong.

Som ovenstående resume antyder, er der ikke meget originalitet at finde i Sang-ho Yeons efterfølger til sin egen kæmpesucces fra 2016. Manuskriptet giver hverken spænding til publikum eller noget at arbejde med for filmens skuespillere, der ellers leverer hæderlige præstationer. Historien er idéforladt og adskiller sig så meget fra sin forgænger, at det er forkasteligt at kalde den en efterfølger – eller blot sætte de to film i relation til hinanden. Hvor "Train to Busan" var intens, stressende og til tider klaustrofobisk, er "Train to Busan 2: Peninsula" intetsigende, hvor højdepunktet er en 15 minutter lang CGI-biljagt.

I "Train to Busan" var det nok at overvære en desperat far forsøge at redde sig selv og sin datter, fordi der forinden var blevet skabt et bånd mellem de to og publikum. De var omringet af mennesker, der ikke var decideret onde, men ligesom dem blot forsøgte at overleve. De stressende situationer blev afspejlet i karakterernes valg, sådan at selv de mest egoistiske beslutninger forekom menneskelige og dermed tilgivelige. I "Train to Busan 2: Peninsula" skildres de gode og de onde tåkrummende pinligt. Skurkene er endimensionelt onde, og deres handlinger forekommer totalt umotiverede. På den anden side er de gode til tider kvalmende gode – og gode til alt. Blandt andet portrætteret gennem en ung pige, hvis evner bag et rat ville have gjort Paul Walker zombie-grøn i hovedet af misundelse. Netop disse utroværdige evner understreger, hvordan universet har udviklet sig fra realistisk zombie-apokalyptisk til tom og intetsigende action. I stedet er der mere fokus på biljagt og hurtige gearskift end på at skildre mennesket i en forfalden verden.

I modsætning til forgængeren er samtlige karakterer i "Train to Busan 2: Peninsula" så ligegyldige, at det ikke er interessant, om de overlever eller ej. Med sine knap to timer kunne Yeon sagtens have brugt tid på at skabe et interessant persongalleri. Eller prøvet at forklare, hvordan halvøen er endt i totalt kaos – og dermed givet publikum andel i denne udvikling. I stedet kastes publikum hovedkulds ind i et univers, der adskiller sig så meget fra det, vi efterlod i forgængeren. En eller anden form for overgang, enten via flashbacks, dialog eller andet, ville have gjort underværker. Men nej.

Er du til The Rock-inspirerede actionfilm uden noget på hjerte, er "Train to Busan 2: Peninsula" måske noget for dig. Er du fan af den vellykkede "Train to Busan" og havde set frem til en værdig efterfølger, vil jeg på det kraftigste fraråde at bruge tid på den offentlige transport til biffen.