Anmeldelse: Fremad (Blu-ray)

"Fremad" er solid og rørende underholdning for både børn og voksne, men der er intet nyt under solen.

Animationsstudiet Pixar har siden sine gyldne dage med eksempelvis "Toy Story", "Find Nemo" og "WALL·E" haft svært ved at finde deres næste genredefinerende mesterværk. Selvom Pixar har haft enkelte deciderede fejlskud, har de trods alt opretholdt en høj standard, og det er måske for meget at forlange endnu en klassiker af dem. Én ting har de nutidige Pixar-film dog tilfælles – de går følelsesmæssigt lige i hjertet. "Coco" var en tåreperser af de helt store, og her følger årets første Pixar-film trop. Det er ikke kun det sentimentale niveau, der her tåler sammenligning, for både "Coco" og "Fremad" befinder sig i hver deres eventyrlige miljø – med et lille twist.

Den introverte Ian Lightfoot (Tom Holland) har på sin 16-års fødselsdag fået en gave fra sin afdøde far. En tryllestav og en remse til at få ham tilbage fra de døde for en dag. Der er kun ét problem – verdens magi er blevet glemt. Ian giver det et forsøg sammen med sin rollespillende storebror Barley (Chris Pratt). Naturligvis går det galt, og de ender med kun at fremkalde den nederste halvdel af deres far. Sammen tager de to elverbrødre på en udflugt for at finde en magisk sten, der skal få den anden halvdel af ham frem, men tiden går, og talrige problemer opstår på deres rejse.

Plotmæssigt fortæller "Fremad" en lille og indadvendt historie om opvækst, forældretab og glemt magi. Der er noget smukt ved det enkle i filmens dannelsesrejse, og de evigt relevante moraler er muligvis ikke synderligt originale, men besidder til stadighed en tilpas gennemslagskraft. En stor del af filmen, inklusiv dens vittigheder, vækker minder om 1980'ernes "Weekend med Bernie", når børnene slæber rundt på et par ben, men selv i nye klæder er det ganske morsomt. Det er dog filmens følelsesmæssige aspekt, der hæver "Fremad" over det middelmådige. Sentimentaliteten virker for en gangs skyld oprigtig, og især slutningen vil sætte næsten enhver forælders tårekanaler i sving.

På trods af de mange gode takter mangler "Fremad" stadig den originalitet, der kendetegner Pixars allerstørste film. At placere filmen i et eventyrmiljø gør naturligvis historien mere farverig og tilpasset målgruppen, men derudover bruges miljøet ikke til meget mere end et par velplacerede vittigheder. På sin vis kunne filmen ligeså godt være et socialrealistisk live-action drama med grobund i den virkelige verden, uden at fortællingen ville tage skade af det, men den klassisk nutidige ide, om at teknologien har suget eventyret ud af verden, fungerer som springbræt for en række kreative indslag. Disse hæmmer til tider filmens tempo, men er alligevel svære at skulle undvære i en film som "Fremad".

For første gang siden "Biler" er Pixars karakterdesigns skuffende. Baggrundene er endnu engang af allerhøjeste kaliber, hvor både storbyerne og naturlandskaberne er overvældende smukt animeret, men de simple figurer mangler de detaljer, der kunne gøre dem charmerende og mindeværdige. Stemmeskuespillet, især på det engelske lydspor, hjælper heldigvis med at give dem identitet, men på den detaljerede baggrund virker de malplacerede.

"Fremad" ligger helt naturligt i forlængelse af det sidste årtis Pixar-film. Siden "Inderst inde" har animationsstudiet forsøgt at nå samme høje niveau med de samme virkemidler. Det er endnu ikke trættende at overvære, men hvis deres næste film fortsætter med samme opskrift, krydser jeg fingre for, at det er den sidste af sin slags. "Fremad" er trods alt stadig solid og rørende underholdning for både børn og voksne, men der er intet nyt under solen.

Billede & Lyd

Man forventer efterhånden ikke mindre end perfektion, når det kommer til billedkvaliteten på Hollywoods største animationsfilm, og perfektion er lige præcis, hvad man får med "Fremad". De rene linjer og det knivskarpe billede er imponerende skruet sammen, men især udgivelsens kontrast sidder lige i skabet. Om scenerne foregår i dagslys eller om natten er underordnet – hvert et sekund er hamrende smukt. Det engelske DTS-HD MA-lydspor er også glimrende. Volumen skal skrues lidt højere op end normalt, men ellers er dialogen konstant tydelig og bassen tilpas. Der mangler lidt detaljer i baghøjtalerne, men overordnet set spiller det hele fint sammen. Der er ikke den store forskel på det danske Dolby Digital 5.1-lydspor – her ligger stemmerne dog en smule højere i lydbilledet.

Ekstramateriale

Kommentarsporet med instruktøren og produceren kommer godt bag om filmens ideer – både de tekniske og kreative. Det er en smule tungt for de yngste, men for folk med større interesse i animationsfilm er det ganske informativt. Derudover indeholder udgivelsen to featurettes på sammenlagt 20 minutter, der egentlig gennemgår meget af det samme som kommentarsporet, blot mindre fyldestgørende og en smule mindre tørt leveret.