USA´s små biografkæder kritiserer historisk VOD-aftale mellem Universal og landets største biografer

"Det her er virkelig et hårdt spark i skridtet."

For nylig indgik filmselskabet Universal og USA's største biografkæde, AMC, en historisk aftale, der betyder, at splinternye film nu må udkomme digitalt på VOD blot 17 dage efter biografpremieren – altså cirka 60 dage tidligere end normalt.

Landets biografer er selvfølgelig kommet under hårdt, finansielt pres på grund af coronapandemien, som især har ramt USA hårdt, og derfor har AMC sikkert været villige til at indgå en aftale, som de nok ville have afvist kategorisk forinden pandemien.

For det giver sig selv, at biograferne sikkert vil tjene langt færre penge fremover, når nu de kun har filmene eksklusivt i et par uger, før de bliver tilgængelige online.

"Vi forsøger alle sammen at overleve"

Og USA's mindre biografkæder er bestemt ikke tilfredse med aftalen. Ejerne af flere mindre biografer i USA har ikke turdet tale med Variety af frygt for at blive blacklistet af filmselskaberne, men Jeff Logan, som ejer den mindre biografkæde Logan Luxury Theatres, tager uden tøven bladet fra munden:

"Det her er virkelig er hårdt spark i skridtet på de små, uafhængige biografer. Vi forsøger alle sammen at overleve, men det er svært. Hvis din lokale biograf i en lille by eller New York lukker, så bebrejd [AMC-ejeren Adam Aron]. Ansvaret ligger på hans skuldre."

Et af problemerne er, at mange af de små biografer har færre sale (eller måske kun én) og derfor ikke lynhurtigt kan udskifte deres filmtitler. Derfor risikerer de først at have de nye film, efter at de er blevet tilgængelige på VOD.

De uafhængige biografers forbund, Independent Cinema Alliance, udtaler også over for Variety:

"Ligesom under enhver krise bør industri-forandrende forhandlinger under pandemien tage afsæt i langsigtede mål, der bevarer og forbedrer biografoplevelsen, frem for panikdrevne beslutninger, der træffes i håbet om at sikre øjeblikkelig, kortsigtet tryghed."

Flere af de små biografer overvejer angiveligt også at boykotte Universals mindre titler i protest mod aftalen mellem filmselskabet og AMC.

Kommentarer

USA´s små biografkæder kritiserer historisk VOD-aftale mellem Universal og landets største biografer

  • 0

    Jeg håber at der her bliver det nye normal globalt, så 17 dage efter en film har biograf premiere kan den lejes online globalt 

    Daxtin 5-08-20 10:39

  • 0

    Der er virkeligt ved at ske et skred her. Jeg kunne tænke, at det vil gå som med Blockbuster, at tiden stille og roligt vil løbe fra biograferne. Måske ikke de helt store, der stadig kan levere en oplevelse, men de mindre som her, der ikke vil have en chance

    Ronni Pedersen 8-08-20 12:00

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen