Anmeldelse: Everest (Blu-ray)

Mens der findes utallige autentiske dramaer, som reducerer virkelige tragedier til ækel, forsimplet følelsesporno, så er "Everest" til gengæld en respektfuld og sober cadeau til ofrene og deres pårørende. Men ligesom verdens højeste bjerg er "Everest" desværre også enormt ujævn.

Men man må altså rose instruktøren, islandske Baltasar Kormákur, og hans manuskriptforfattere for at have lavet en så forfriskende mådeholden og troværdig katastrofefilm, der aldrig forfalder til den slags iøjnefaldende, men også distancerende action, der præger lignende film som "Cliffhanger", "K2" og "Vertical Limit". Ja, der eksisterer vel efterhånden så mange film om fatale bjergbestigninger, at de har udformet deres egen genre. Men Kormákur og Co. holder sig på dydens smalle sti og skildrer snestormen på Mount Everest i 1996, der dræbte otte bjergbestigere, uden at ty til klassiske klicheer som pågående musik, overgearede oneliners eller slowmotion-spring mellem gigantiske kløfter. Beundringsværdigt.

Knap så beundringsværdigt er filmens rodede narrativ. Den ene af filmens to manuskriptforfattere, den Oscar-belønnede Simon Beaufoy, har tidligere forfattet et autentisk drama om en katastrofal klatreulykke: Danny Boyles blændende "127 Hours", som fik os så langt ind under huden på vovehalsen Aron Ralston, at hans kamp for overlevelse blev nærmest ulideligt gribende. Men Boyles perle stillede altså også skarpt på ét individ. Persongalleriet i "Everest" ville til gengæld formentlig hæve sig over Mount Everest, hvis man stablede alle karaktererne oven på hinanden.

Og det er hér, filmens respekt for virkelighedens hændelser forvandler sig fra styrke til hæmsko. For det lader simpelthen til, at filmmagerne – måske af frygt for at virke ufølsomme – ikke har nænnet at give nogen af karaktererne mere plads i rampelyset end andre. Det har den uheldige konsekvens, at vi aldrig kommer tæt nok på en eneste af historiens dristige eventyrere. Vi får kun få minutters baggrundshistorie at gøre godt med, før ekskursionen begynder, hvorefter det næsten bliver umuligt at skelne de snedækkede personer fra hinanden, særligt fordi de hellere vil diskutere iltflasker og temperaturer end tanker og følelser. Jeg må forlegent indrømme, at jeg stadig ikke kan huske navnet på én eneste af filmens hovedpersoner...

Til gengæld spilles hovedpersonerne af dygtige skuespillere – deriblandt Jason Clarke, Josh Brolin, Jake Gyllenhaal, Emma Watson og Keira Knightley. Det er nærmest utroligt, at man husker så få af karaktererne i en film med så mange dygtige folk foran kameraet, men vi lærer dem bare ikke godt nok at kende. Turguiden Rob Hall (Clarke) er det tætteste, vi kommer på en decideret protagonist, men han laver ikke frygteligt meget andet end at stirre bekymret på sine medrejsende. Superstjernen Gyllenhaal spiller den erfarne klatrer Scott Fischer og er meget med, men jeg husker ærlig talt kun, at Gyllenhaal indimellem masserer sit store fuldskæg og slingrer som en drukkenbolt. 

Skuespillerne gør det til gengæld så godt, at selv ikke det ufokuserede manus kan forhindre lidt bølgeskvulp i tårekanalerne – eksempelvis under en sidste, hjerteskærende telefonsamtale mellem en bjergbestiger og hans hustru. Puha. Ja, "Everest" er glimtvis rørende, men filmens slagkraft svækkes desværre tit af de påfaldende kunstige kulisser og computereffekter. Da bjergbestigerne når toppen af Everest, er det forbavsende tydeligt, at de i virkeligheden står på en bitte bakke i et green screen-studie. Øv. Til gengæld kompenserer Dario Marianellis smukke, følelsesladede musik ofte for billedsidens mangler.

Summa summarum: "Everest" har, ligesom bjergkæden, vitterligt sine højdepunkter, men den er simpelthen ikke bjergtagende nok til at retfærdiggøre en uforbeholden anbefaling. Giv jer i stedet i kast med det fænomenale, engelske dokudrama "Touching the Void", hvis I er på udkig efter en solid og autentisk bjergfilm. Det er den allerbedste af slagsen!

BILLEDE & LYD

Transferet er så knivskarpt, at man formentlig kan pause filmen og tælle alle de enkelte snefnug. Til tider er skarpheden endda så exceptionel, at billedet fremstår helt tredimensionelt, hvorfor man indimellem får et stærkt sug i maven, når karaktererne kigger ned ad det stejle bjerg. Kontrasten er også superb, og jeg bemærkede ingen edge-enhancement eller utilsigtet støj. Til gengæld virkede farverne indimellem lettere drænede (hudfarverne har eksempelvis en tendens til at være en anelse blege – ja, selv før bjergbestigerne når de luftfattige, iskolde højder), men aldrig i et distraherende omfang, og det lader til at være et bevidst stilvalg, som selve transferet altså ikke kan klandres for.

Diskens Dolby Atmos-mix er til gengæld fuldkommen upåklageligt. Både musikken, replikkerne og lydeffekterne kommer igennem med en lamslående klarhed – man kan tydeligt fornemme alt fra de små vibrationer i stigerne, når karaktererne kravler op ad dem, til de små, sagte vindpust, der strejfer bjergbestigernes telte, før den store storm går amok. Og så snart dét sker, vågner lydsporet for alvor op til dåd og forkæler øregangene med talløse sublime panoreringer og kraftig subwoofer-rumlen, der får skillelinjen mellem hjemmebiografen og bjergtoppen til at sygne hen. Wow.

EKSTRAMATERIALE

I alt fire featuretter medfølger, der tilsammen varer cirka 28 minutter, og som stiller skarpt på skuespillernes enorme forberedelsesarbejde, de udfordrende location-optagelser i Nepal, filmens visuelle effekter og den autentiske historie, der ligger til grund for filmen – et par af de ægte overlevende og pårørende udtaler sig endda, og man bliver helt ked af, at der ikke er flere interviews med dem. Desuden har instruktøren Baltasar Kormákur indtalt et ganske informativt kommentarspor til filmen, hvor han kommer fint rundt om filmens forskellige facetter. Islændingens engelske accent er dog så tyk, at jeg indimellem skulle anstrenge mig lidt for at forstå ham.