Anmeldelse: A Beautiful Day in the Neighborhood (Blu-ray)

Det Oscar-nominerede og autentiske drama er ikke blot ekstremt aktuelt, men også ekstremt godt, og fortjener at være i ethvert nabolags filmsamling.

"A Beautiful Day in the Neighborhood" fik både en premieredato og en sød, dansk titel ("En ven for livet"), før den i foråret pludselig forsvandt fra den danske biografkalender. Umiddelbart var årsagen fuldt forståelig: Filmen handler om en pioner inden for amerikansk børne-tv, Fred Rogers (alias Mister Rogers), som døde i 2003 og aldrig har optrådt på Danmarks sendeflade. Jovist, filmen har Tom Hanks på plakaten og en Oscar-nominering i bagagen, men man ville vel heller ikke klandre en amerikansk distributør for at ignorere et dansk drama om Povl Kjøller?

Men ironisk nok er "A Beautiful Day in the Neighborhood" en film, som alle bør se, fordi den med stor ildhu og oprigtighed slår et slag for venlighed, forsoning og forståelse i en tid, hvor de dyder ikke gror på træerne. Og det er vel at mærke en film, der også kan ses af alle, uanset hvor meget man allerede ved om Rogers. Fordi faktisk er "A Beautiful Day in the Neighborhood" ikke engang Fred Rogers' film. Omdrejningspunktet er i stedet journalisten Lloyd Vogel, som er cirka lige så intetanende om Rogers som den gennemsnitlige dansker, og vi oplever Rogers gennem Lloyds øjne.

Lloyd er baseret på den ægte reporter Tom Junod, som efter eget udsagn fik ændret sit syn på verden takket være sit møde og efterfølgende venskab med Rogers. Den kyniske, knivskarpe Lloyd er kendt for sin kompromisløse graverjournalistik, der har sikret ham både priser og fjender. "Du er ligeglad med menneskeheden," siger nogen spydigt, men rammende til Lloyd. Så da journalisten i 1998 hyres til at skrive et portræt af Rogers, lugter han øjeblikkeligt blod. For Rogers kan vel ikke være "for real"? Der er vel en grisk opportunist gemt bag det urokkelige smil og den ukuelige optimisme? Ingen kan da for alvor være så pokkers glad og godmodig hele tiden? Vel?

Men jo... som Lloyd lærer gennem Rogers' klippefaste positivitet, så er Rogers den ægte vare. Den tidligere sognepræst er vitterligt opsat på at gøre Jorden til et bedre sted ved at gøre os klogere på verdens skyggesider – lige fra sygdom og skilsmisse til krig og sågar racisme – i et kulørt tv-show fyldt med dansemusik og dukker, der har frækheden til at slå fast, at du er perfekt, uanset hvad du døjer med i livet. Lloyd er til gengæld indbegrebet af nutidens kynisme og vemod, og det er decideret oplivende, rørende og livsbekræftende at se Rogers smadre Lloyds barrikader ved blot at være kærlig og lydhør, mens Lloyds ligefremhed samtidig får Rogers til at reflektere over tilværelsen.

Det mægtige manus klinger aldrig falsk, Marielle Hellers nænsomme instruktion lader os mærke hvert eneste strejf af følelse på egen krop, og så er skuespillet i særklasse – Matthew Rhys skaber små sprækker i Lloyds kølige facade, der lige nøjagtigt er så store og indbydende, at vi kravler ind i mandens hjerte. Og Hanks gengiver Rogers' nærmest guddommelige godhed uden nogensinde at virke utroværdig. Sammen er d'herrer et af nyere filmhistories mægtigste makkerpar. Chris Cooper er også superb som Lloyds alkoholiske far, hvis gamle ugerninger var med til at støbe Lloyds mørke livssyn – noget, som Rogers tydeligvis har ænset i Lloyds skriverier, og som driver tv-værten til at hele Lloyds psykiske sår.

Og selvom "A Beautiful Day in the Neighborhood" til en vis grad er et kammerspil, så fortjener dens kreative æstetik og fortællestil også stor ros. Alt fra Nate Hellers vidunderligt jazzede musik til den geniale brug af flashbacks, drømmesyn og nedbrydninger af den fjerde væg (hav lommekluden klar, når Hanks kigger direkte ind i kameraet og ind i din sjæl) er med til at gøre "A Beautiful Day in the Neighborhood" til en helt særlig perle, som man får lyst til at invitere hele nabolaget hjem for at se.

BILLEDE & LYD

Både billede- og lydmæssigt er "A Beautiful Day in the Neighborhood" en relativt nedtonet film. Visuelt er farverne en smule matte, men altid naturtro. Kontrasten er upåklagelig, detaljerigdommen er stor, og der optræder ingen utilsigtet støj. Det er værd at bemærke, at enkelte scener er i billedformatet 4:3 og har lettere uskarpe billeder, idet de med fuldt overlæg (og stor succes) stiler efter at ligne tv-produktioner fra 1990’erne. På diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor kommer alle replikker klokkeklart igennem, og subwooferen giver musikkens bastoner ekstra slagkraft, men lydbilledet er alt i alt en smule konservativt. Det havde været dejligt med lidt mere aktivitet i baghøjttalerne, når vi f.eks. befinder os i New Yorks hektiske byrum.

EKSTRAMATERIALE

Skiven indeholder hele 17 minutters forlængede/slettede scener, og selvom flere af dem er ganske udmærkede (inklusive en kort scene med Lloyd og Rogers' hustru, Joanne), så savner man ingen af dem i den endelige film, og flere af dem havde bremset historiens momentum. Her er også to minutters muntre fraklip med Tom Hanks, der strides med en usædvanligt trodsig lynlås.

Derudover er her fire korte, udmærkede dokumentarer, som tilsammen varer knap 40 minutter og stiller skarpt på bl.a. Tom Hanks' indsats foran kameraet, manuskriptet, kostumerne samt skabelsen af filmens imponerende dukker og kulisser. Jeg bliver til stadighed forbløffet, når jeg hører Matthew Rhys (Lloyd) tale engelsk med sin naturlige, walisiske dialekt. Slutteligt er her et kommentarspor med instruktøren Marielle Heller og fotografen Jody Lee Lipes, som ærlig talt er en kende kedeligt. Parret er altså langt bedre bag kameraet end bag mikrofonen.