Helt enig i at Buck’s manglende evne til visuelt at imitere en ægte levende hund, fuldstændig tager fokus fra alt andet. Jeg synes så også det er irriterende at den skal gøres så menneskelig udi følelser og tanker. Jeg er med på at en sådan hund i en sådan film skal være virkelighedens hunde overlegen. Men de behøver jo ikke gøre den til Pluto.
Anmeldelse: The Call of the Wild (Blu-ray)
Filmens største højdepunkt er ikke overraskende Harrison Ford, der selv på autopilot fremstår karismatisk og giver filmen lidt tiltrængt charme.
Romanen "Når naturen kalder" fra 1903 af Jack London er blevet filmatiseret en del gange efterhånden. Hvad der retfærdiggør endnu en filmisk fortolkning må være filmteknologien. Det absolut mest bemærkelsesværdige ved "The Call of the Wild" anno 2020 er hovedrollen – en 100% computeranimeret sanktbernhardshund. Der er ingen tvivl om, at Hollywood er nået langt med den slags teknologi. Når det kommer til mennesker og nulevende dyr, har de endnu ikke opnået et fuldstændigt troværdigt resultat. Havde man blandet ægte hund og animatronics ind i ligningen, havde det måske været nemmere at koncentrere sig om den klassiske fortælling. I stedet brydes illusionen, hver gang hovedrollen stikker sit uoverbevisende hundehoved frem.
Buck, en lettere kluntet, men godhjertet hund, bliver en dag stjålet fra sine rige ejere i de varme sydstater og solgt til at levere post i det iskolde Alaska. Selvom Buck er lærenem, er han også selvstændig, og snart står køteren til at lede slædehundene på sin postrute. Så møder han den ældre herre John Thornton (Harrison Ford). Sammen indleder de et venskab og tager på et sentimentalt eventyr sammen for Johns afdøde søns skyld. Den griske guldgraver Hal (Dan Stevens) er dog lige i hælene på dem, da han er overbevist om, at de er på sporet af en stor skat.
"The Call of the Wild" kører i allerhøjeste gear fra start til slut. Dette er Chris Sanders' ("Sådan træner du din drage") live action-debut. Instruktøren virker fast besluttet på at have så mange detaljer fra bogen – samt nye tilføjelser – klemt sammen på 100 minutter. Grundet det litterære ophav er der gode takter undervejs i selve historiefortællingen, men Sanders gaber over for meget og taber hurtigt tråden. Største højdepunkt er ikke overraskende Harrison Ford, der selv på autopilot fremstår karismatisk og tilføjer filmen tiltrængt charme. Han dukker dog kun sporadisk op i filmens første halvdel, så det er nemt at springe fra, inden hans karakter får mere plads. Et andet højdepunkt er Dan Stevens, der med sin karikerede skurkerolle lader til at have det sjovt, men også han er kun kort med.
Dette er Bucks film. Hver en scene er bygget op omkring en hund, der på grund af effekterne er virkelig svær at vænne sig til og acceptere. Pudsigt nok er de andre computeranimerede hunde i filmen mere troværdige end den konstant malplacerede Buck. Dette er ikke kun filmens største hæmsko, men også årsagen til, at det hele falder fra hinanden fra første sekund. Endnu værre er det, når Buck skal interagere med mennesker, der lader til at stirre enten ud i tom luft eller lige ved siden af CGI-hundens døde øjne. Buck udfører ofte hæsblæsende stunts, hvilket muligvis er en anden årsag til, at man har holdt sig udelukkende til computeranimation. Flere af disse stunts kunne dog med fordel have været skrottet for et mere dvælende tempo og naturligvis en ægte hund i hovedrollen.
Romanen er lige dele hyggelig og spændende. John Thorntons savlende mundharmonika-duet med Buck er det tætteste på hygge i denne version, mens det tætteste på spænding er Bucks kapløb med tiden på postruten. Resten eksekveres uden dramatik og charme og føles derfor som en række enkeltstående sekvenser uden den nødvendige opbygning eller store sammenhæng. Når det store tårevædede klimaks sender sit publikum mod rulleteksterne, sker det uden emotionel slagkraft. I det mindste kan man fornøje sig med det danske lydspor – Harrison Ford med dansk stemme og spøjs accent er underholdende af alle de forkerte grunde.
Billede & Lyd
På trods af de mislykkede effekter er udgivelsens billedkvalitet helt i top. Billedet står konstant knivskarpt og detaljerigt, og med en mere erfaren instruktør og kameramand havde naturscenerne alene gjort filmen værd at se. Billedet fremstår dog meget lyst, hvilket kan udgøre et lille problem for sarte øjne. Udgivelsens DTS-HD MA 7.1-lydspor er også imponerende skruet sammen. Selvom detaljerne i lydbilledet virker en anelse sparsomme, er udgivelsens sammensætning af dialog, effekter og musik justeret til perfektion – især i filmens spændingsscener nær slutningen.
Ekstramateriale
Endnu bedre end filmen er udgivelsens tre-delte featurette, der meget passende har fået navnet "It's All About Buck". På 25 minutters tid kommer vi under huden (bogstavelig talt) på hunden og møder Terry Notary, der med et motion capture suit har spillet Buck. Produktionen må mildest talt have været bizar, men det er underholdende og informativt at være vidne til. Udgivelsens anden featurette med en spilletid på ca. otte minutter går overfladisk bag om filmens ægte og virtuelle lokationer og kan med fordel springes over.
