Anmeldelse: Tenet

"Tenet" beviser, at Christopher Nolan bør lade visse tankeeksperimenter forblive på papiret.

Selvom Christopher Nolan har gået på vandet i to årtier, må det ikke være nemt at være verdens nok største filmskaber midt i en pandemi. Der er nemlig mere end det gode omdømme på spil med mesterinstruktørens 11. og hidtil dyreste spillefilm. Højere budget betyder krav om højere indtjening, hvor en milliard dollars anses som succeskriteriet for "Tenet". Adskillige udsættelser senere og en noget unfair fremstilling som den profet, der skal vende krisen for filmbranchen. Ham, der globalt skal kløve havet mellem publikum og biograferne, der vel at mærke netop nu står overfor konkurs-katastrofer af bibelske dimensioner. Og hvem ellers end Nolan? Miraklernes tid er ikke forbi – det virker dog urealistisk i en corona-tid. Især da den ellers træfsikre brite noget uvant er tættere på makværk end mesterværk med sit seneste udspil.

Vores lejesoldat-helt, Protagonisten (John David Washington), kastes ud i, hvad der først fremstår som en klassisk James Bond-mission, hvor et særligt objekt skal findes for at redde verden. Dette objekt viser sig at være en McGuffin, der i sig selv er komplet ligegyldigt for historien, men leder hen til det egentlige mål eller omridset af det – via det mystiske palindrom "tenet" – der igen fører til en slags algoritme, der kan vende og spejle tid, naturlove, antagonister og lovmæssigheder i det hele taget på hovedet. Så er der hverken afsløret for meget eller for lidt.

Spændende kan det lyde, og vi bevæger os også i vanligt Nolan-land. Dog denne gang grænsende til ufrivillig komik og selvparodi uden så meget som ét nanosekunds selvironisk glimt i øjenkrogen. Med "Tenet" sammenfatter og perspektiverer Christopher Nolan sit eget bagkatalog af temaer, persongalleri, selv dialogarbejde i en nok så æstetisk flot, substansløs og ofte langtrukken pærevælling. Ikke at misforstå som værende plotløs, men som blottet for skarpsindighed – andet end som formeksperiment, gjort forvirrende for at fremstå skarpsindig. Om det er et udtryk for opgør med sit værk, som Sergio Leone gjorde med "Once Upon a Time in the West" eller Lars von Trier med "The House That Jack Built", storhedsvanvid eller mangel på kvalificeret kritik af Nolans eget manuskript, er ikke helt til at gennemskue. Selv ikke efter gensyn.

Netop de åbne narrative rum og symboler for at skabe sin egen filmiske oplevelse, ud fra filmens flygtige rammer, synes som tankeeksperiment at være en mindre genistreg. Paradokser, tidsbegreber, leg med narrative strukturer og utroværdige fortællere har siden indie-debutfilmen "Following" været Chris Nolans varemærke på godt og ondt. Men "Tenet" jager sin egen hale. Fra en ellers eksplosiv start, hvor en dirigent symbolsk skydes foran sit orkester, før den første tone lægges an, kastes vi frem og tilbage i tid og rum, hvor både indre logik og mangel på samme henkastet ophæves. Eller nå nej, narrativet har jo opløst sig selv. Så er alt tilladt. Selv det, der ikke giver mening eller modsiger sig selv. Såsom at spendere 150 minutter i et Nolan'sk meta-egotrip, hvor illusionen om at finde de vises sten et sted sammen med den usynlige nål i høstakken giver "Kejserens nye klæder" fornyet kraft.

Umuligt er det at komme udenom, at "Tenet" alligevel er underholdende og fascinerende. Ingen tænker som Christopher Nolan ud af boksen med kreativ "Inception"-tidsaction. En håndfuld actionsekvenser er bærende elementer for fortællingen, mens andre føles som fikse gimmicks uden den eminente timing eller dybere betydning, som ellers har kendetegnet flere af instruktørens andre film. Værst er dog persongalleriet. Selvom Washington er charmerende, reduceres han og skuespillere som Robert Pattinson og Kenneth Branagh til klichéer, man intet føler for, ikke rigtigt føler, som har de noget på spil, eller for så vidt er andet end formålsløse brikker i et parti lynskak uden fastlagte regler. Manglen på følelsesmæssigt engagement er en velkendt Nolan-kritik, der ofte er blevet anklaget for at gøre karaktererne for mekaniske i bestræbelserne på cerebrale overforklaringer. Paradokset med "Tenet" er imidlertid, at den både er mekanisk og mangler menneskelig dimension, samtidig med at den nægter at følge nogen form for logik, drukner i forvirrende søforklaringer og dermed undergraver sit eget projekt. Hvis der altså nogensinde har været et projekt.

Skal "Tenet" sikre biografernes fremtid, går vi en usikker tid i møde. Ellers ufejlbarlige Christopher Nolan leverer sin nok svageste film, der igen udforsker tid, men denne gang falder igennem som forvrøvlet, forglemmelig og for lang.