Trailer: Ny trailer til sci-fi-serien "Raised by Wolves" med danske Amanda Collin

Selveste Ridley Scott har instrueret to afsnit af den kommende HBO Max-serie.

En af den danske filmindustris største, nye stjerner er Amanda Collin, som fik sit store gennembrud i Christian Tafdrups "En frygtelig kvinde" og senest medvirkede i bestseller-filmatiseringen "Undtagelsen".

Og allerede nu brager Collin igennem på den internationale scene. Hun tropper nemlig snart op i den amerikanske sci-fi-satsning "Raised by Wolves". Travis Fimmel ("Warcraft: The Beginning"), som spillede Ragnar Lothbrok i "Vikings", medvirker også.

Serien handler om to androider, der skal opfostre en flok menneskebørn på en fjern planet. Én af disse androider, Mother, har 34-årige Collin fået æren af at spille. Forskelligartede religiøse overbevisninger viser sig dog at føre til gnidninger i den voksende koloni. De to androider finder derfor hurtigt ud af, at mennesker ikke er lige til at kontrollere.

Selveste Sir Ridley Scott ("Alien: Covenant") har instrueret to afsnit af "Raised by Wolves", der kan ses på HBO Max fra 3. september. Det er endnu ikke oplyst, hvornår serien lander på HBO Nordic, men mon ikke den rammer den nordiske streamningtjeneste kort tid efter.

Kommentarer

Ny trailer til sci-fi-serien "Raised by Wolves" med danske Amanda Collin

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen