Anmeldelse: Druk

Selvom seneste udspil fra én af vores allerstørste instruktører nok er det mest folke- og spiselige til dato, ender "Druk" ikke på hylden over Vinterbergs mest delikate film.

Alkoholkulturen i Danmark er ofte under beskydning. Ikke alene blandt studerende, som overskrifterne for øjeblikket dikterer, men også som en normaliseret del af vores omgang med andre mennesker. Og vi skal ikke mere end et par årtier tilbage, da det var gængs at nappe en bajer til frokost. Alkohol er en så integreret del af vores sociale sfære, at det vækker undren, hvis ikke man får kold fra kassen til festen. Men er det så forfærdeligt? Hvad med de positive egenskaber, som alkohol fordrer – uden at det (nødvendigvis) skal ende i druk?

Netop en undersøgelse af alkoholens indvirkning på mennesket beslutter fire gymnasielærere og venner sig at kaste sig ud i. Ifølge en teori fra den norske psykolog Finn Skårderud er mennesket nemlig født med en halv promille for lidt. Teorien lyder, at alkohol i blodet åbner sindet for omverdenen og får kreativiteten til at stige. For de fire venner, som af forskellige årsager ikke just lever en spændende tilværelse længere, er resultatet påfaldende opsigtsvækkende. Både undervisningen og livet på hjemmefronten løfter sig, og vennerne begynder for alvor at mærke livet igen.

Præmissen om alkoholmisbrug som iboende identitet er at stikke kniven dybt ind i den danske selvopfattelse og vanetænkning. I bedste Thomas Vinterberg-stil synliggøres konsekvenserne i "Druk", jo mere eksperimentet skrider frem – men kun i tågede omrids. Flakkende ændres fokus fra et interessant afsæt om alkoholens skyggesider og løsslupne væsen til et tydeligvis dybt personligt drama om livskrise i kernefamilien.

Fire dage inde i optagelserne døde Thomas Vinterbergs 19-årige datter. En større krise kan man som far vel ikke opleve, og det har sat sine tydelige spor på "Druk". Dramaet handler for så vidt ikke så meget om Skårderuds teorier som om en familiefar i opløsning. Kendetegnende ved de bedste film fra den danske mesterinstruktør har siden "Festen" været belysning af tabuer. Intelligente prik i det, som vi ikke taler om – eller netop det, som vi taler meget om på en bestemt måde. "Druk" skriver sig skam også ind i dansk film som klassisk Vinterbergsk, hvor alkohol pludseligt giver den nødvendige kulør på tilværelsen for fire røvkedelige satte mænd, for senere at bøtten vendes til det tragiske. Modsat tidligere værker søges nu i en anden, mere livsbekræftende og rørende retning. Som når man er ude på den anden side af et traume og igen kan smile til verden eller ved mindet om det, der nu er borte.

Få instruktører er så dygtige som Vinterberg til sønderrivende persondramaer, når først fokus er på plads. Ægteskabsdramaet mellem Mads Mikkelsen og Maria Bonnevie er en undertrykt magtdemonstration, der slår Sambuca-gnister, mens det er sjovt at se d'herrer Thomas Bo Larsen, Lars Ranthe og Magnus Millang påvirkede. "Druk" vælter dog allerede fra start ned mellem flere stole. Fortumlet ledes efter den røde tråd mellem præmis, ovenstående tema og den menneskelige fortælling. Symptombehandling druknes i en fest med efterfølgende moralske tømmermænd frem for det skarpe indblik i motivation og mekanismer bag menneskets natur, vi ellers har set i "Submarino" og "Jagten". Potentialet i, hvad alkoholkulturen gør ved individ og samfund, udtømmes ikke, mens dramaet forbliver et eftertænksomt æselspark til følelserne.

Selvom seneste udspil fra én af vores allerstørste instruktører nok er det mest folkelige og spiselige til dato, ender "Druk" ikke blandt Thomas Vinterbergs bedste film. Det kyniske er udskiftet med en nærmest berusende livskraft – uden at svælge i billigt sprøjt. At filmen dybest set handler om alt andet end alkohol er en sælsom drejning, men måske er det netop Vinterbergs pointe: At livets overskrifter sjældent harmonerer med indholdet.