Moovy Exclusive: Fem til fredag: Promiller på film

I anledning af premieren på "Druk" ser Moovy på fem mindeværdige promiller på film.

I Thomas Vinterbergs nyeste film, "Druk", kaster Mads Mikkelsens midtlivskrise-ramte gymnasielærer og hans kollegaer sig ud i at efterprøve tesen om, at en daglig alkoholpromille på 0,5 faktisk kan være nøglen til en bedre tilværelse. Således bevæbnet med alkometer og spiritus i alle afarter søger de at opnå et højere bevidsthedsniveau gennem alkoholens klarsyn og beruselsens tåger. I anledning af filmens premiere kommer her et bud på fem mindeværdige promiller på film, og selvfølgelig har vi alkometer-testet hver og en for at se, hvor de ligger på promille-skalaen.

Leaving Las Vegas

Nicolas Cage vandt fuldt fortjent en Oscar for sin rolle som fuldblodsalkoholikeren Ben Sanderson, der beslutter sig for at tage til Las Vegas for at drikke sig ihjel. Mike Figgis' rørende drama er på ingen måder nogen solskinshistorie og huskes især for Cages intense præstation, der sine steder er helt oppe på højde med de største Crazy Cage-øjeblikke. Men det mest imponerende ved filmen er nok alligevel, at der bag det deprimerede ydre og alle de Bourbon-inducerede fuldemandssnakke banker et blødende hjerte for den tragiske hovedperson – og i sidste ende en accept af hans beslutning om at tage sit eget liv.

4,0+ promille: Vi snakker her så meget og så konsekvent alkoholindtagelse, at det ville tage livet af en fuldvoksen elefant. Sundhedsstyrelsen anbefaler på det kraftigste, at man ikke følger Cages eksempel.

Tømmermænd i Vegas

Hele omdrejningspunktet for "Tømmermænd i Vegas" (og dens to efterfølgere) er, at hovedpersonerne vågner op efter en våd polterabend og ikke har nogen anelse om, hvad der er sket – undtagen at brudgommen er væk! Denne temmelig geniale præmis udvikler sig til et sandt detektiv-mysterie, i takt med at der åbenbarer sig flere bizarre ledetråde til, hvad der mon er foregået. Det inkluderer blandt andet en tiger på badeværelset og selveste Mike Tyson! Hvem sagde, at tømmermænd behøver at være røvsyge?

3,0 promille: Alle har ganske vist haft totalt blackout, men det skyldes ikke så meget mængder af alkohol, som at svoger Alan har givet dem en meget særlig drink, der får dem til at kage helt ud. At det så gentager sig i de to efterfølgende film er lettere foruroligende – måske er der alligevel en latent alkoholiker gemt i de tre venner?

Forspildte dage

Billy Wilder står bag et af de skarpeste studier af alkoholisme på film. I "Forspildte dage", eller "The Lost Weekend", møder vi Don Birnam, en dranker, der endelig har besluttet sig for at lægge flaskerne på hylden, men inderst inde ikke kan overholde kontrakten. Han smyger sig udenom brorens tilbud om en hyggelig weekend på landet og styrer i stedet direkte ned til den lokale bar. Ray Milland (endnu en Oscar-vinder for bedste fyldebøtte) leverer en pragtpræstation som indigneret og selvhadende alkoholiker, der ikke kan blive af med sin afhængighed. En enormt fremsynet film fra 1945, som også formår at nuancere dramaet med joviale og humoristiske øjeblikke – som Wilder altid har haft for vane.

3,2 promille: Hvis vi ikke passer på, så kan det ende frygtelig galt. Vi er på vej ud i et livsfarligt misbrug, som ikke bare er skadeligt for vores helbred, men også risikerer at ødelægge alle vores personlige relationer. Det er ikke for sent, men søg hjælp. Nu.

Sideways

Paul Giamatti spiller den selvudslettende pessimist Miles, der får tyllet både Syrah og Pinot Noir (he's not drinking any fucking Merlot!) til den helt store guldmedalje på sin vingårds-crawl gennem Californien sammen med vennen Jack (en hylende morsom Thomas Haden Church). For Miles handler det mest af alt om at nyde vinen og ikke om at drikke sig fuld, men der er knas på linjen mellem ham og ekskonen, så han ender med at søge tilflugt på bunden af flaskerne. En af de bedste scener i Alexander Paynes geniale komediedrama er, da Miles kommer til at ringe til ekskonen, mens han er fuld, selvom han har lovet ikke at drink and dial. En både sjov og rørende film om alkoholens fortræffeligheder og faldgruber.

1,3 promille: Vi er ikke ude i et alvorligt misbrug, men man burde alligevel overveje, om man ikke skulle holde lidt igen, så det ikke løber af sporet. Koncentrationsevnen kan være svækket, ligesom man kan opleve talebesvær. Ring ikke til ekskonen i denne tilstand.

Bænken

Allerede på Shakespeares tid var man klar over, at Danmark har en særlig alkoholkultur – selveste prins Hamlet nævner, at vi har ry for at være drukkenbolte. Per Flys "Bænken" dykker om noget ned i denne hang til druk hos danskerne. Her i form af drankerne nede på bænken. Jesper Christensens Kaj er indbegrebet af disse sørgelige eksistenser og en mand, der ikke kan klare dagen uden en konstant indtagelse af guldøl. Der er intet romantisk eller tiltrækkende ved alkoholen i denne film. Kaj er helt nede og skrabe bunden, men tanken om et barnebarn formår dog at tænde en lille gnist af håb i den aldrende drankers øjne.

4,0 promille: Et tydeligt og ekstremt farligt misbrug, der allerede viser klare tegn på, at kroppen er ved at blive nedbrudt. Her bør søges lægehjælp, eventuelt tvangsindlæggelse fra pårørende.

Hvem er bange for Virginia Woolf?

Nu er det jo ikke kun underklassen, der har hang til de våde varer. Den bedre middelklasse forstår også at drikke sig i hegnet. Men selvom en alkoholiker-tilværelse i de pænere kredse kan virke en anelse mere glamourøs, så skal man ikke lade sig narre – og det er Mike Nichols' "Hvem er bange for Virginia Woolf?" et glimrende eksempel på. Her nedbryder ægteparret Martha og George (en forrygende Elizabeth Taylor og ditto Richard Burton) hinanden og det unge nabopar i løbet af en aften fyldt med sprut, smøger og svidende stikpiller. I takt med at der hældes indenbords, bliver de to mere og mere modbydelige overfor hinanden, og hvis der er en morale at finde et sted inde i de berusede skænderier, så er det nok, at en høj promille ikke egner sig som parterapi.

1,0 promille: Koordinationsevnen er ikke, hvad den har været, og stemmen kan også blive lidt sløret, men vi er stadig nogenlunde ved vores fulde fem. I denne tilstand kommer der let et par sandheder på bordet, og man kan få sagt nogle ting, man senere fortryder. Det kan være sundt at få talt ud med partneren, men det gøres bedst i ædru tilstand.

Og snyderpromillen:

Cocktail

Tom Cruise giver den som tjekket bartender i den ultimative 80'er-film "Cocktail". Her bliver der jongleret med shakere og mikset farverige drinks til tonerne af "Hippy Hippy Shake" og "Kokomo" – og Cruise topper endda det hele af med at recitere en ode til alkoholen stående på bardisken. Men under filmens funklende neonlys og hvide tandpastasmil gemmer der sig en grum erkendelse – så godt som ingen i denne film er på noget tidspunkt fulde! Her kan man godt nok tale om en misvisende titel. "Cocktail"? Nok nærmere "Cock-tease".

0,1 promille: Denne film svarer til at indtage en Carlsberg Nordic Ale. Det smager lidt af rigtig alkohol, men gør dog ikke det store ved hverken motorikken eller bevidstheden. Hvilket er paradoksalt nok, da filmen er fyldt med shots, sprut og våde varer.