Trailer: Masser af mystik og action i første trailer til Disneys "Raya og den sidste drage"

Vi fornemmer klare Indiana Jones-vibes, idet Disneys nye slagkraftige heltinde begiver sig ud på et episk eventyr i jagten på den sidste drage.

Disney har lanceret den første flotte trailer til studiets næste animationsfilm, "Raya og den sidste drage", og den kan ses herunder.

I filmen møder vi krigerinden Raya, der i bedste Indiana Jones-stil må kæmpe sig forbi et væld af skumle tempelfælder. Inden hun kan nå sit endelige mål, må hun endda stå over for en maskeret og faretruende kriger. Raya er desuden i selskab med sit sidekick, Tuk Tuk – et bæltedyr, som tilfældigvis er en snedig navigatør.

Handlingen finder sted i fantasy-riget Kumandra, hvor vores heltinde kommer på sit livs eventyr i sin søgen efter den sidste drage, som kan bringe fred og harmoni tilbage til landet. Kumandra trues nemlig af en ældgammel og frygtelig fjende: de såkaldte Druun-monstre.

Der skulle dermed være garanti for masser af action, østerlandsk mystik og smukke scenerier, når "Raya og den sidste drage" efter planen rammer de danske biografer den 11. februar 2021.

Kommentarer

Masser af mystik og action i første trailer til Disneys "Raya og den sidste drage"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen