Forum - Forum-tråd: Brugeranmeldelse: Dune (1984)

Brugeranmeldelse: Dune (1984)

  • 2

    (Disclaimer: Jeg ved ikke om det er sådan her, I plejer at gøre det her på sitet, men here goes)

    Mens vi venter (desværre længe endnu) på Denis Villeneuves udgave af Frank Herberts navnkundige sci-fi roman, "Dune" ("Klit" på dansk) er det værd at se tilbage på tidligere forsøg på at bringe historien om ørkenplaneten Arrakis, med øgenavnet Dune, til det hvide lærred. Navnlig David Lynchs mislykkede, men langt fra uinteressante filmatisering fra 1984.

    Scenen var ellers sat til en blockbuster. Kildemateriale fra en gigantisk bestseller, en ung fremadstormende instruktør og et publikum der hungrede efter sci-fi og adventure i kølvandet på f.eks. "Star Wars" trilogien og "Alien". Ved udgivelsen blev filmen dog sablet ned af kritikerne og havde ikke engang held med at tjene sit, i tidens valuta, enorme budget på 40 mio. dollars ind.

    Hvad gik der galt? Det første man må påpege er, at en filmatisering af Herberts bog ikke har været nogen nem opgave fra starten med kildematerialets kringlede univers, omfattende længde og store persongalleri. Derudover gør bogen også mere end almindeligt meget brug af interne monologer til at vise karakterernes tanker og følelser, og dette er vanskeligt at gengive på elegant vis i filmmediet.

    Det er også med netop disse udfordringer at manuskriptet har store problemer. Ekspositionen om ”Dune” universets intergalaktiske feudalsamfund er som regel udført i lange, knastørre monologer, der sætter publikums tålmodighed og opmærksomhed på en hård prøve, og hvor filmens første time hovedsaligt er dedikeret til at etablere universet, spurter den sidste halvdel gennem historien og taber mage plottråde på gulvet. F.eks. erklærer den unge helt Paul Atreides (Kyle Maclachlan) og ørkenkrigeren Chani (Sean Young) udødelig kærlighed efter man knap nok har set dem have en samtale, og rådgiveren Thufir Hawat forsvinder sporløst fra handlingen, selv efter han tilsyneladende har fået et subplot etableret. Således er fortællingen visse steder dræbende langsommelig og andre steder kaotisk og forhastet. Bogens interne monologer er også udført ret klodset med voice-overs, der alt for ofte siger ting der er rigeligt åbenlyse, og skuespillerne har ofte svært ved ikke få det til at lyde håbløst melodramatisk.

    Apropos, er skuespillet generelt en blandet landhandel. Adskillige garvede og professionelle folk som Jürgen Prochnow, Max von Sydow og Patrick Stewart leverer varen, men på den anden side har man en uerfaren Kyle Maclachlan, en flad Sean Young og en overspillende Sting. Ligeledes er det heller ikke alle effekterne der er lige gode, så det er altså ikke kun pga. den forfejlede gengivelse af bogens handling at filmen kommer til kort.

    Når Lynch vælger at afvige fra bogen, vil det også kun forvirre og endda frastøde fans af forlægget. Deriblandt kan man nævne slutscenen, der ikke har nogen som helst præcedens i bogen, og ændringen af Baron Vladimir Harkonnen fra en behersket og beregnende skurk til en grinende, gakket karikatur med bizarre ulækre vaner.

    Visuelt set har filmen dog en masse at byde på. Som sagt er det ikke alle effekterne der fungerer, men dem der gør er ganske imponerende. Det bedste eksempel er de enorme sandorme på Arrakis. Kulisserne er også overdådige, og blandingen af futuristiske og nærmest victorianske kostumer fungerer bedre end man skulle tro. Oven i dette har popgruppen TOTO leveret et lækkert score med en velskruet blanding af grandios orkestermusik, synthesizer og el-guitar, og med dette stærke audiovisuelle udtryk bliver man ekstra ærgerlig over at handlingen ikke er bedre fortalt.

    2/6

    FilthyLuca 1-11-20 20:32

  • ★★★★★★1

    8/10 - satme en nice film.

    Og vi plejer bare at smide en anmeldelse her: www.moovy.dk/forum/bland-selv/What-we-saw

    Zero Cool 1-11-20 21:06

  • 1

    8/10 - satme en nice film.

    Og vi plejer bare at smide en anmeldelse her: www.moovy.dk/forum/bland-selv/What-we-saw

    Tak for henvisningen. Vil prøve at poste min anmeldelse der i stedet.

    FilthyLuca 1-11-20 21:30

  • ★★★★★★1

    (Disclaimer: Jeg ved ikke om det er sådan her, I plejer at gøre det her på sitet, men here goes)

    Mens vi venter (desværre længe endnu) på Denis Villeneuves udgave af Frank Herberts navnkundige sci-fi roman, "Dune" ("Klit" på dansk) er det værd at se tilbage på tidligere forsøg på at bringe historien om ørkenplaneten Arrakis, med øgenavnet Dune, til det hvide lærred. Navnlig David Lynchs mislykkede, men langt fra uinteressante filmatisering fra 1984.

    Scenen var ellers sat til en blockbuster. Kildemateriale fra en gigantisk bestseller, en ung fremadstormende instruktør og et publikum der hungrede efter sci-fi og adventure i kølvandet på f.eks. "Star Wars" trilogien og "Alien". Ved udgivelsen blev filmen dog sablet ned af kritikerne og havde ikke engang held med at tjene sit, i tidens valuta, enorme budget på 40 mio. dollars ind.

    Hvad gik der galt? Det første man må påpege er, at en filmatisering af Herberts bog ikke har været nogen nem opgave fra starten med kildematerialets kringlede univers, omfattende længde og store persongalleri. Derudover gør bogen også mere end almindeligt meget brug af interne monologer til at vise karakterernes tanker og følelser, og dette er vanskeligt at gengive på elegant vis i filmmediet.

    Det er også med netop disse udfordringer at manuskriptet har store problemer. Ekspositionen om ”Dune” universets intergalaktiske feudalsamfund er som regel udført i lange, knastørre monologer, der sætter publikums tålmodighed og opmærksomhed på en hård prøve, og hvor filmens første time hovedsaligt er dedikeret til at etablere universet, spurter den sidste halvdel gennem historien og taber mage plottråde på gulvet. F.eks. erklærer den unge helt Paul Atreides (Kyle Maclachlan) og ørkenkrigeren Chani (Sean Young) udødelig kærlighed efter man knap nok har set dem have en samtale, og rådgiveren Thufir Hawat forsvinder sporløst fra handlingen, selv efter han tilsyneladende har fået et subplot etableret. Således er fortællingen visse steder dræbende langsommelig og andre steder kaotisk og forhastet. Bogens interne monologer er også udført ret klodset med voice-overs, der alt for ofte siger ting der er rigeligt åbenlyse, og skuespillerne har ofte svært ved ikke få det til at lyde håbløst melodramatisk.

    Apropos, er skuespillet generelt en blandet landhandel. Adskillige garvede og professionelle folk som Jürgen Prochnow, Max von Sydow og Patrick Stewart leverer varen, men på den anden side har man en uerfaren Kyle Maclachlan, en flad Sean Young og en overspillende Sting. Ligeledes er det heller ikke alle effekterne der er lige gode, så det er altså ikke kun pga. den forfejlede gengivelse af bogens handling at filmen kommer til kort.

    Når Lynch vælger at afvige fra bogen, vil det også kun forvirre og endda frastøde fans af forlægget. Deriblandt kan man nævne slutscenen, der ikke har nogen som helst præcedens i bogen, og ændringen af Baron Vladimir Harkonnen fra en behersket og beregnende skurk til en grinende, gakket karikatur med bizarre ulækre vaner.

    Visuelt set har filmen dog en masse at byde på. Som sagt er det ikke alle effekterne der fungerer, men dem der gør er ganske imponerende. Det bedste eksempel er de enorme sandorme på Arrakis. Kulisserne er også overdådige, og blandingen af futuristiske og nærmest victorianske kostumer fungerer bedre end man skulle tro. Oven i dette har popgruppen TOTO leveret et lækkert score med en velskruet blanding af grandios orkestermusik, synthesizer og el-guitar, og med dette stærke audiovisuelle udtryk bliver man ekstra ærgerlig over at handlingen ikke er bedre fortalt.

    2/6

    Spændende læsning. Velkommen hos Moovy :-)

    Kan se du har været her lidt uden at deltage så meget. Håber det bliver til meget mere.

    Wayne 1-11-20 22:15

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen