Moovy Exclusive: "Sinister"-tema: Bag om "Sinister" – Mord, gys og nysgerrighedens pris

I "Sinister" er true crime-forfatteren Ellison Oswalt et spændende eksempel på menneskets morbide nysgerrighed – et karaktertræk, der i dens ekstreme grad koster ham dyrt.

Har du nogensinde set en voldelig video, der virkelig satte sig fast i bevidstheden? Vendt hovedet, når du er kørt forbi et trafikuheld? Lyttet til et særdeles kuldegysfremkaldende afsnit af en true crime-podcast? Mennesket er tiltrukket af fortællinger om grusomheder og udstyret med en morbid nysgerrighed omkring døden. Kig blot på ekstremt populære podcasts som "Danske Drabssager", "True Story" og "Mørkeland". Scott Derricksons "Sinister" fra 2012 er et fiktivt pragteksemplar på dette. Heri opsluges hovedpersonen Ellison Oswalt af en bunke hjemmevideoer, som viser mordene på fem familier. Besnæret af disse brutale videoer bliver Ellison endda så nysgerrig, så besat, at han må opklare mysteriet.

Ikke kun foran skærmen har væmmelige videoer sat sit præg. Manusforfatteren til "Sinister", C. Robert Cargill, drog nemlig i 2002 i biografen for at se Gore Verbinskis version af "The Ring". Han returnerede til sin hybel rystet af den oprivende oplevelse, det var at se et mystisk VHS-bånd. I et forsøg på at flygte mod drømmeverden tog Robert Cargill en lur, men drømmeverdenen blev skiftet ud med et mareridt. Heri bevægede han sig mod loftet, hvor en projektor afspillede Super 8-film, og den igangværende rulle viste en hel familie blive hængt fra et træ. Ti år senere og efter gode pitches til instruktøren Scott Derrickson og Blumhouse var spillefilmen "Sinister" klar til at være medstifter af en ny gyserbølge. I den dur føles filmens tilblivelse samt eftermæle som et evighedshjul af menneskets nyfigenhed – vores fascination af det grufulde.

I "Sinister" spiller elskværdige Ethan Hawke den afdankede forfatter Ellison Oswalt. Han afdækker virkelige kriminalsager, som politiet muligvis tager fejl omkring. Og det gør ikke just forfatteren populær. Netop besættelsen af true crime gør, at han, konen og de to børn flytter til et hus, hvor en familie på fire tidligere blev hængt fra træet i baghaven. Et element, Ellison skjuler for sin familie. På loftet opdager Ellison under indflytningen en bunke hjemmevideoer, der viser sig at være snuff-videoer – umiddelbart fra en seriemorder. I sit forsøg på at løse mysteriet forsvinder den fallerede forfatter ind i sit ustabile sind. Hans morbide nysgerrighed suger ham ned i et mørkt hul, og hans besættelse af berømmelse forsegler det.

Ellers velmenende Ellison vil nemlig gerne være berømt igen. Pengene fra en bestseller ville da heller ikke gøre skade, men han kigger ofte håbefuldt tilbage på sit storhit "Kentucky Blood". Faktisk vælger Ellison i et skelsættende øjeblik ikke at rapportere snuff-filmene til politiet, fordi berømmelsens skær fra debutbogen blænder ham. Dette kan snildt gøres ene mand, dog med lidt hjælp fra en politimand, som ønsker et tak i den færdige bog. Whisky-flaskerne begynder at flyde, dag og nat smelter sammen, og pludselig begynder Ellison at ane, at grusomhederne er skabt af noget umenneskeligt. Han er et mord fra at være den nye Jack Torrance.

For Ellison er det uforeneligt at være farmand og forfatter. Børnene lider under hans nysgerrighed og besættelse af true crime. Ethan Hawkes suveræne skuespil vidner fra begyndelsen til enden om en herre, der går fra medmenneskelig til selvisk og tilbage til det empatiske. I takt med, at han opsluges af mordmysteriet, begynder Ellison at blive mere egocentrisk og selvcentreret. Selv i en scene, hvor familien nyder morgenmaden, kan det berygtede træ ses i baggrunden gennem vinduet, som om mordmysteriet ulmer evindeligt i baghovedet.

Men efter selvtægtsdetektiven opdager, at mysteriet er af mere overnaturlig natur, stikker "Sinister" lidt af. Ekspositionstung baggrundshistorie til Bughuul, en hedensk gudefigur, kontrasteres med stereotype spøgelsesbørn. De besnærende, virkelighedstro filmruller forsvinder lidt hen i en overnaturlig forklaring. Det siges, at Bughuul lever i billederne og får sin styrke ved at lokke børn ind i sin lille, besynderlige filmdimension. Om han så blot er en legemliggørelse af vores morbide nysgerrighed er lidt sværere at fastslå. I hvert fald mister "Sinister" lidt af den effektive true crime-uhygge i de pludseligt paranormale plotlinjer.

Dog indhenter filmen noget af det tabte ved den kyniske slutning. Ellison og familien straffes for farens nådesløse nysgerrighed, hvor familieværdier afkastes frem for selvisk berømmelse, selvom han ombestemte sig mod slutningen. Et fremtidigt studie fra evolutionspsykologiens verden skal vise, om folk med morbid nysgerrighed har bedre psykologisk modstandskraft. Altså, om de bliver mindre påvirkede af gysergenrens grufuldheder end folk med mindre morbid nysgerrighed. Tages Ellison Oswalt og "Sinister" som et eksempel på dette, kan prisen for lidt for meget nysgerrighed være livet selv.

Artiklen præsenteres i samarbejde med podcasten Gysergutterne, som du kan høre snakke om "Sinister" og meget mere her.