Jeg hygger mig stadigvæk med mit lille fritidsprojekt med at undersøge, hvordan den tidligere horrorfilm blev modtaget og omtalt herhjemme, og hvordan den blev behandlet af censuren.
Jeg har været gennem det ældste materiale i Rigsarkivet. Desværre ligger der ikke så meget, for det fleste papirer er tilsyneladende gået tabt, da Statens Filmcensur brændte under besættelsen (de havde kontor i samme bygning som det store tyske filmselskab UFA, der blev sprængt i luften i en sabotageaktion under besættelsen).
Til gengæld har jeg fået adgang til en af særsamlingerne inde på filminstuttet. Den består af en scrapbog samt 30 håndskrevne notesbøger, hvor de forskellige censorer har skrevet handlingsreferater og bedømmelser på alle de film, de har set, siden censuren blev oprettet i 1913 til engang omkring 1928 - dvs. en pænt stor del af stumfilmstiden.
Det er ret sjovt at se, hvad de har censureret bort. Nu var det rimeligt begrænset med film, man direkte kunne kalde for "horror" på det tidspunkt (ordet begyndte først at blive anvendt som genrebetegnelse i løbet af 1930'erne i USA). Men derfor var der stadigvæk masser af ting, der var for meget for de stakkels danske censorers svage nerver. Fx forkortede de gerne slagsmål eller klippede dem helt ud, især hvis de indeholdt knivkampe eller kvælningsforsøg. Brugen af gift var også stærkt fy-fy.
De var heller ikke glade for alt for intime situationer. Jeg har fx fundet flere notater om, at de har klippet indstillinger ud, hvor damer sidder på skødet af mænd. Dansende kvinder kunne også være farligt for blodtrykket, og så klippede de helt ufatteligt mange kys ud af rigtigt mange film.
Så er der også de mere mærkelige sager, hvor de fx ændrede mellemteksterne i stumfilm, hvis de indeholdt bandeord. Eller de klippede en indstilling ud af en dreng der rakte tunge i Oliver Twist. Jeg kan ikke tænke på anden grund, end at de formentligt har syntes, at det kunne lære eller opfordre børn til at være uartige eller oprørske. But your guess is as good as mine.
I går fik jeg fat i en virkelig spændende sag: en kopi af en gammel pressebog fra 1910 fra en af de første reelle danskproducerede horrorfilm, Den skæbnesvangre opfindelse fra 1910, der var en dansk Dr. Jekyll og Mr. Hyde-filmatisering (eller "Jackel & Hyde" som handlingsreferatet fra Nordisk Films egne gamle arkiver kalder den). Desværre eksisterer filmen formentligt ikke længere, medmindre den ligger hos en privat samler et sted. Men der findes en håndfuld fantastiske fotos fra den, der viser, at det var en reel filmatisering og ikke en komisk parodi. Den danske Mr. Hyde (spillet af tyskeren Alwin Neuss) er bl.a. iført en ret fantastisk abe-make-up, som bestemt ikke behøver at skamme sig i forhold til de senere amerikanske indspilninger fra 20'erne og 30'erne.