Velskrevet artikel. Får helt lyst til at gense alle Refns film... Det er også længe siden jeg sidst har set dem. Mangler dog Fear X, men jeg er åbenbart ikke rigtig gået glip af noget :-)
Moovy Exclusive: Nicolas Winding Refn – dansk films rebelske ener, del 1
Danske Nicolas Winding Refn – eller Jang, som han selv foretrækker at kaldes – er en af landets mest interessante filminstruktører. Siden gennembruddet med den fandenivoldske debutfilm "Pusher" i 1996 har han sammen med Lars von Trier positioneret sig som dansk films mest uregerlige ener af nærmest mytologisk karat. For hver film har den nu 45-årige auteur afsøgt filmsprogets forskellige virkemidler i takt med at have udviklet og forædlet sin helt egen særegne stil. Selvom det ikke er alle hans film, der er lige vellykkede, fornægter den visionære kompromisløshed sig aldrig. Det samme gælder formentlig også Refns tiende film, "The Neon Demon". En horrorfilm om besættende skønhed, der med Elle Fanning i hovedrollen markerer instruktørens første film med en kvindelig protagonist.
I anledning af den nye film tager vi en retrospektiv tur gennem Nicolas Winding Refns filmografi med henblik på at afdække de tilbagevendende temaer og motiver. I Refns mandsdominerede universer har vi typisk at gøre med samfundets utilpassede eksistenser. Mennesker, som under overfladens maskuline fernis tynges af en indre kamp, der i særlig grad knytter an til ensomhed, lavt selvværd og uforløste følelser.
Pusher (1996)
Debutfilmen "Pusher", som Nicolas Winding Refn uhørt valgte at droppe ud af Filmskolen for at lave, foregreb nogle af de træk, som vi få år senere skulle forbinde med Lars von Triers dogmebevægelse. Med en for tiden uvant anarkistisk stil bibragt af energisk spontanitet og naturalistisk skuespil forstod den dengang kun 24-årige instruktør at puste nyt liv i dansk film. Til forskel fra dogme er "Pusher" imidlertid stærkt inspireret af amerikansk film, og undervejs synes den rå skildring af Københavns kriminelle underverden da også at skæve til især Martin Scorseses "Mean Streets".
Hen over en uge inviteres vi ind i den gældsramte Franks (Kim Bodnia) lånte liv som narkopusher på Vesterbro. Allerede her fra første film hamrer Refn et for eftertiden tilbagevendende tema fast: manden som antihelt, der bag sin hårde attitude og voldelige adfærd er ude af stand til at skabe meningsfulde forhold til sine nærmeste. I dette tilfælde kæresten, den selvudnævnte "champagnepige" Vic (Laura Drasbæk), for hvem Frank ikke evner at gøre fysiske tilnærmelser. Igennem en gribende tragedie bliver den maskuline arketype således vendt på vrangen, idet Refn udforsker vores forestillinger om de mandetyper, der portrætteres.
Bleeder (1999)
"Pusher" blev en kommerciel succes og sikrede Refn finansiering til opfølgeren "Bleeder". En misantropisk generationsskildring af formålsløse storbymennesker og deres desperate længsel efter forløsning. Vi møder den rastløse Leo (Kim Bodnia), hvis kæreste kaster benzin på bålet, da hun afslører sin graviditet. Leo frygter ansvaret og den borgerlige tilværelse i parrets klaustrofobiske toværelseslejlighed, og gennem destruktive vredesudbrud får han afløb for sine indestængte frustrationer. Ligesom i "Pusher" har vi at gøre med en mand, hvis maskulinitet bliver antastet af følelsen af ikke at slå til.
Ved første øjekast ligner "Bleeder" klassisk, dansk socialrealisme, men efterhånden laver Refn nogle stilistiske valg, som synes at dekonstruere universets etablerede troværdighed. Både visuelt og narrativt bevæger filmen sig så at sige i en mere cinematisk retning. Sammen med vennerne Lenny (Mads Mikkelsen) og Kitjo (Zlatko Burić) søger Leo tilflugt i film. I takt med at "Bleeder" bliver gradvist mere stilforvirret, synes den at reflektere deres videoaftener med obskure B-film. Den groteske makaberhed og de voldsomt utroværdige handlinger i disse film smitter således af på det socialrealistiske univers for på den måde at blive en art spejling af karakterernes virkelighedsflugt i filmens verden. Modsat Leo formår filmnørden Lenny – Refns tydeligste selvportræt – imidlertid at se virkeligheden i øjnene. I mødet med grillbarens søde pige, Lea (Refns hustru, Liv Corfixen), bryder han ud af denne filmforblændende isolation, der har været substitut for selve livet.
Fear X (2003)
Efter "Bleeder" var tiden inde til at forlade andedammen og søge nye horisonter. Nicolas Winding Refn tog kontakt til den berømte amerikanske forfatter Hubert Selby Jr., der bl.a. står bag bogen "Requiem for a Dream", og fik ham hevet ind som medforfatter på sin første engelsksprogede film, "Fear X". En internationalt finansieret artfilm med et langt mere eksperimenterende udtryk end tidligere.
Ligesom i mange af Refns andre film hjemsøges hovedkarakteren af en lammende følelse af ensomhed, hvilket må siges at være det altoverskyggende tema i denne mareridtsagtige, psykologiske noir-thriller. Vi følger Harry (John Turturro), en sikkerhedsvagt i et indkøbscenter i Wisconsin, der vier al sin tid på at opspore sin kones morder. Harrys tiltagende besættelse, der fører ham magnetisk ud på sammenbruddets rand, udtrykkes ekspressivt i underbevidsthedens mørke korridorer badet i Refns blodrøde signaturfarve. Det er tydeligt at mærke, at danskeren for første gang er på usikker grund i sit søgte forsøg på at gå David Lynch og Stanley Kubrick i bedene. Bevares, den har da bestemt sine kvaliteter, men man kommer ikke udenom, at den savner forbilledernes uprætentiøse finesse. I sidste ende blev "Fear X" da også en kommerciel fiasko, som satte en midlertidig stopper for Refns kunstneriske virke.
Pusher II (2004)
"Fear X" betød, at Nicolas Winding Refn og producer Henrik Danstrup måtte gå nedenom og hjem med filmselskabet NWR. Med milliongæld til følge besluttede Refn sig derfor at lave en sikker satsning i form af to "Pusher"-opfølgere. Denne gang skulle omdrejningspunktet ikke være Kim Bodnias Frank, men drengerøven Tonny (Mads Mikkelsen), som blev kort introduceret i den første film. Otte år senere møder vi ham igen, netop løsladt efter 13 måneder bag tremmer. Herfra skildrer filmen, hvordan småforbryderen forsøger at vinde anerkendelse fra faren (Leif Sylvester), den berygtede gangsterboss "Smeden". Samtidig finder Tonny ud af, at han selv er blevet far, og alt imens moren kræver børnepenge, må den uduelige rod – ligesom Refn selv – forsøge at tilbagebetale sin gæld. Altså har vi atter at gøre med en mand, hvis liv på mange måder er retningsløst og uden mening.
Det fortærende mindreværd, der lurer lige bag det selvsikre ydre, er næsten altid en fast bestanddel af de karakterer, der befolker Refns universer. Her bliver det dog selve kernen af det psykologiske karakterstudie, som filmen skitserer. Fordi Refns film ofte gennemsyres af sortsynet kynisme, overser man let, hvor håbefulde flere af dem rent faktisk er. Det er "Pusher II" et godt eksempel på. Efter Tonny til sidst løsriver sig fra faren i mordet på ham, er det eneste han kan gøre at flygte. Instinktivt tager han sit barn med, og i filmens rørende afrunding synes Tonny omsider at finde den mening, han desperat hungrer efter.
Pusher 3 (2005)
Med "Pusher II" havde Refn skabt sin måske mest tilgængelige film hidtil. Noget anderledes forholder det sig, når snakken falder på trilogiens hårdtslående sidste kapitel. Det er instruktørens egen personlige favorit, hvilket ikke er så mærkeligt, da "Pusher 3" langt hen ad vejen er det mest kompromisløse værk af de tre. Her forfremmes den jugoslaviske gangsterboss Milo (Zlatko Burić) fra første og anden "Pusher"-film til hovedrolle. En mand, vi lærte at afsky, men som her viser sig at være et menneske af kød og blod. En destruktiv skæbne, der ligesom Frank og Tonny er fængslet i desperationens lænker; langsomt, men sikkert i retning mod sin egen menneskelige undergang.
I løbet af et døgn bliver vi vidne til Milos stadigt mere klaustrofobiske helvede, når han falder tilbage i stofmisbrug, parterer en østeuropæisk gangster og, nå ja, sørger for fiskefileter til datterens 25 års-fødselsdag. Betydningen af blodets bånd og familiens interne dynamikker fylder ofte i Refns film. Ikke mindst i "Pusher 3". Milo elsker sin datter grænseløst. Hun er er hans ømme punkt. Så meget desto mere tragisk er det derfor også, at hun indirekte er skyld i hans uundgåelige fald.
Læs 2. og sidste del af artikelserien, hvor vi ser nærmere på "Bronson", "Valhalla Rising", "Drive" og "Only God Forgives" – samt rangerer Nicolas Winding Refns film.
