"Wonder Woman 1984" udkommer også tidligt på VOD i Europa

Detaljerne er endnu ikke helt på plads, men det forlyder, at superheltefilmen kan lande på VOD-markedet i Storbritannien allerede efter en måned i biograferne.

I november blev det offentliggjort, at superheltefortsættelsen "Wonder Woman 1984" på amerikansk grund ville ramme streamingtjenesten HBO Max samtidig med filmens biografpremiere.

På daværende tidspunkt slap der dog ikke noget ud omkring, hvorvidt vi i Europa kunne forvente en lignende strategi. Men det er der nu nyt om.

Variety kan nemlig afsløre, at "Wonder Woman 1984" får biografpremiere i Storbritannien 16. december – dagen før den danske premiere – og derefter kan spille i biograferne en måned, før den sandsynligvis vil blive udgivet som video-on-demand gennem britiske Sky.

Læs også: "Godzilla vs. Kong" udkommer muligvis direkte på streaming

Efter sigende er aftalen endnu ikke fuldkommen færdiggjort, og det er dermed heller ikke endeligt bekræftet, hvilken dato filmen lander på streaming. Men alt tyder altså på, at briterne kan se frem til at nyde det næste eventyr med Gal Gadots superheltinde i deres eget hjem allerede fra januar. 

Sky råder blandt andet over filmtjenesten Sky Cinema, som netop kan være et af de steder, filmen udgives tidligt næste år.

Indhold fra Sky Cinema er også tilgængeligt på VOD-tjenesten Now TV, der udbydes i Storbritannien, Irland, Tyskland, Østrig og Italien, men det vides endnu ikke, om filmen vil blive udsendt her i samme anledning.

Kommentarer

"Wonder Woman 1984" udkommer også tidligt på VOD i Europa

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen