Den film er lort med lort på.
Anmeldelse: Mulan (Disney+)
Når et remake erstatter elskværdige øjeblikke og stærke budskaber med ingenting, kan denne nyfortolkning af "Mulan" ikke anbefales.
Sidste måned kom "Lady og Vagabonden", og nu er det tid til årets allersidste Disney-remake. Seneste skud på stammen er "Mulan", baseret på det kinesiske sagn af samme navn og til dels et remake af Disneys egen tegnefilm fra 1998. Vejen har været lang for filmen, der oprindeligt skulle være udkommet i biografen tilbage i marts. Men grundet COVID-19 har Disney valgt at udgive deres seneste værk direkte på streamingtjenesten Disney+. Hvilket nok er for det bedste, da denne nyfortolkning er en degraderende oplevelse i forhold til den oprindelige tegnefilm.
Vi befinder os i det kejserlige Kina, hvor den unge kvinde Mulan (Yifei Liu) fra en tidlig alder viser tegn til at kunne blive en mægtig soldat. Men da dette ikke passer ind i Mulans mandsdominerede samfund, flygter hun for at tilslutte sig militærets krig mod Rouran-krigerne. Dels for at tjene sit land, men også fordi den unge aspirant vil følge i sin fars fodspor og gøre ham stolt ved at blive en eksemplarisk soldat. Hun må dog holde sit køn hemmeligt, da det kun er mænd, der kan anses som værende gode krigere.
Præmissen er den samme som i tegnefilmen. Dog mangler humoren, sangene og fantasi-elementerne, da live action-udgaven er gået en mere realistisk vej. Det kan mærkes, at Disney har respekt for det kinesiske sagn og Mulan som karakter. Men det, Mickey Mouse og kompagni har fundet på i denne nye udgave, er en ringe erstatning for de førnævnte manglende elementer. Karaktererne er kedelige, actionsekvenserne er svage rip-offs af Ang Lees wuxia-drøm "Tiger på spring, drage i skjul", og de sjældne forsøg på humor falder fuldstændig igennem.
Værst går det udover hovedpersonen. I tegnefilmen trænede Mulan hårdt for at vise, at hun var lige så hårdfør som mændene. Netop en anerkendelse af female empowerment, hvor køn ikke udelukker den pågældende persons evner og potentiale for udvikling. Men i 2020 er Mulan blevet en regulær "Mary Sue"-karakter. Allerede fra barnsben er hun nærmest en superhelt, hvor hun i sine voksne år må skjule sine evner for ikke at vække mistanke. Og hvor hun bevidst begår fejl, når hun skal afprøves på lige fod med sine medsoldater. Beskeden er sympatisk: Du må ikke skjule, hvem du er. Men når vores hovedperson mestrer alle evner fra starten, er det svært at finde den videre udvikling interessant, da Mulan aldrig oplever personlig udvikling. For slet ikke at tale om, hvordan filmen misforstår konceptet ved det kinesiske begreb "chi".
Generelt føles det som en film, hvis udvikling er blevet nøje gennemgået af Disneys marketingeksperter. "Mulan" er en flot film, og Harry Gregson-Williams' musik er fremragende. Til tider kommer følelsen af en storslået film med flotte effekter og storslåede kampscener. Den bliver dog desværre saboteret af mangel på logik. I det ene øjeblik befinder Mulan sig i krydsilden, hvor hun i det næste søger skjul bag en kæmpe sten, uden at det ses, hvordan hun kom fra A til C.
"Mulan" er ikke lige så forfærdelig som et af Disneys seneste forsøg på en live action-film, den gennemført rædderlige "Artemis Fowl". Men tæt på. Sammenlignet med tegnefilmen er det positive budskab om female empowerment fuldstændig kvalt. Disney taler ned til publikum, mens de humoristiske og magiske øjeblikke fra 1998 erstattes med ingenting. Et remake skal ikke være hundrede procent identisk med kildematerialet, som sidste års "Løvernes konge" beviste. Det er tilladt at fortolke anderledes. Men når en nyfortolkning erstatter elskværdige øjeblikke og stærke budskaber med ingenting – formentlig fordi Mickey Mouses marketingafdeling mente noget andet – kan "Mulan" anno 2020 ikke anbefales.
