Anmeldelse: Mulan (Disney+)

Når et remake erstatter elskværdige øjeblikke og stærke budskaber med ingenting, kan denne nyfortolkning af "Mulan" ikke anbefales.

Sidste måned kom "Lady og Vagabonden", og nu er det tid til årets allersidste Disney-remake. Seneste skud på stammen er "Mulan", baseret på det kinesiske sagn af samme navn og til dels et remake af Disneys egen tegnefilm fra 1998. Vejen har været lang for filmen, der oprindeligt skulle være udkommet i biografen tilbage i marts. Men grundet COVID-19 har Disney valgt at udgive deres seneste værk direkte på streamingtjenesten Disney+. Hvilket nok er for det bedste, da denne nyfortolkning er en degraderende oplevelse i forhold til den oprindelige tegnefilm.

Vi befinder os i det kejserlige Kina, hvor den unge kvinde Mulan (Yifei Liu) fra en tidlig alder viser tegn til at kunne blive en mægtig soldat. Men da dette ikke passer ind i Mulans mandsdominerede samfund, flygter hun for at tilslutte sig militærets krig mod Rouran-krigerne. Dels for at tjene sit land, men også fordi den unge aspirant vil følge i sin fars fodspor og gøre ham stolt ved at blive en eksemplarisk soldat. Hun må dog holde sit køn hemmeligt, da det kun er mænd, der kan anses som værende gode krigere.

Præmissen er den samme som i tegnefilmen. Dog mangler humoren, sangene og fantasi-elementerne, da live action-udgaven er gået en mere realistisk vej. Det kan mærkes, at Disney har respekt for det kinesiske sagn og Mulan som karakter. Men det, Mickey Mouse og kompagni har fundet på i denne nye udgave, er en ringe erstatning for de førnævnte manglende elementer. Karaktererne er kedelige, actionsekvenserne er svage rip-offs af Ang Lees wuxia-drøm "Tiger på spring, drage i skjul", og de sjældne forsøg på humor falder fuldstændig igennem.

Værst går det udover hovedpersonen. I tegnefilmen trænede Mulan hårdt for at vise, at hun var lige så hårdfør som mændene. Netop en anerkendelse af female empowerment, hvor køn ikke udelukker den pågældende persons evner og potentiale for udvikling. Men i 2020 er Mulan blevet en regulær "Mary Sue"-karakter. Allerede fra barnsben er hun nærmest en superhelt, hvor hun i sine voksne år må skjule sine evner for ikke at vække mistanke. Og hvor hun bevidst begår fejl, når hun skal afprøves på lige fod med sine medsoldater. Beskeden er sympatisk: Du må ikke skjule, hvem du er. Men når vores hovedperson mestrer alle evner fra starten, er det svært at finde den videre udvikling interessant, da Mulan aldrig oplever personlig udvikling. For slet ikke at tale om, hvordan filmen misforstår konceptet ved det kinesiske begreb "chi".

Generelt føles det som en film, hvis udvikling er blevet nøje gennemgået af Disneys marketingeksperter. "Mulan" er en flot film, og Harry Gregson-Williams' musik er fremragende. Til tider kommer følelsen af en storslået film med flotte effekter og storslåede kampscener. Den bliver dog desværre saboteret af mangel på logik. I det ene øjeblik befinder Mulan sig i krydsilden, hvor hun i det næste søger skjul bag en kæmpe sten, uden at det ses, hvordan hun kom fra A til C.

"Mulan" er ikke lige så forfærdelig som et af Disneys seneste forsøg på en live action-film, den gennemført rædderlige "Artemis Fowl". Men tæt på. Sammenlignet med tegnefilmen er det positive budskab om female empowerment fuldstændig kvalt. Disney taler ned til publikum, mens de humoristiske og magiske øjeblikke fra 1998 erstattes med ingenting. Et remake skal ikke være hundrede procent identisk med kildematerialet, som sidste års "Løvernes konge" beviste. Det er tilladt at fortolke anderledes. Men når en nyfortolkning erstatter elskværdige øjeblikke og stærke budskaber med ingenting – formentlig fordi Mickey Mouses marketingafdeling mente noget andet – kan "Mulan" anno 2020 ikke anbefales.

Mulan (Disney+)

Kommentarer

Mulan (Disney+)

  • 0

    Den film er lort med lort på.

    MovieMaster 4-12-20 10:57

  • ★★★★1

    Jeg og min familie havde det rigtig hyggeligt med den. Men vi sad så heller ikke og sammenlignede den med animationsfilmen. Den bør ses helt isoleret.

    S. Rico 4-12-20 11:00

  • ★★★★★★1

    Jeg og min familie havde det rigtig hyggeligt med den. Men vi sad så heller ikke og sammenlignede den med animationsfilmen. Den bør ses helt isoleret.

    Jeg overvejer også at se den. Det er heldigvis nogle år siden jeg har set originalen - så en sammenligning ligger ikke lige for.

    Jeg har dog ikke de store forventninger - Disney har trukket sjælen ud af det meste de har kopieret fra arven.

    Wayne 4-12-20 11:45

  • ★★★★1

    Jeg overvejer også at se den. Det er heldigvis nogle år siden jeg har set originalen - så en sammenligning ligger ikke lige for.

    Jeg har dog ikke de store forventninger - Disney har trukket sjælen ud af det meste de har kopieret fra arven.

    Ja, enig. Men målgruppen er nok heller ikke primært folk i vores alder. Rent økonomisk giver det god mening, det de gør.

    Ud af de mange nye versioner, så har der været ret få, som var værd at se. Jeg kunne godt lide Beauty & The Beast og Maleficent. Men resten har været skuffelser. Dog er sangnumrene i den nye Aladdin ganske gode. Man bør i hvert fald tjekke "Prince Ali" nummeret ud, hvor Aladdin ankommer til slottet under stor circus. Der er smæk på lyd og farver.

    S. Rico 4-12-20 12:42

  • ★★★★★★1

    Rent økonomisk giver det god mening, det de gør.

    Ja, desværre -  kan huske da jeg var barn - der kunne biograferne lave repriser på disneyfilm, ret ofte - og tjene gode penge.

    Det satte video en effektiv stopper for - og nu kan biograferne, stort set, kun tjene penge på nyt som kun kan ses hos dem.

    Beauty & The Beast og Maleficent

    Beauty & The Beast - enig det er vel nærmest 1:1 med originalen. Malificent er et andet take - og ret godt lavet, enig.

    Wayne 4-12-20 12:55

  • ★★★★★★0

    Det er et sjovt disconnect mellem en del af segmentet, som ser disse og det større publikum. De fleste af live-action udgaverne fra Disney lader til at få helt ok anmeldelser, de hiver tonsvis af penge ind og det er generelt godt til ok modtaget på IMDb, men skal man vurdere dem på steder som Moovy, så er størstedelen superelendige.

    Jeg har ikke selv set nogle af dem og der er en del af originalerne, jeg heller ikke har set, men det er ret spøjst.

    Zero Cool 4-12-20 13:05

  • 0

    Det er et sjovt disconnect mellem en del af segmentet, som ser disse og det større publikum. De fleste af live-action udgaverne fra Disney lader til at få helt ok anmeldelser, de hiver tonsvis af penge ind og det er generelt godt til ok modtaget på IMDb, men skal man vurdere dem på steder som Moovy, så er størstedelen superelendige.

    Jeg har ikke selv set nogle af dem og der er en del af originalerne, jeg heller ikke har set, men det er ret spøjst.

    Det ville jo hellere ikke være sjovt, hvis vi alle havde den samme mening. Generelt er de nye LIVE-ACTION i bund og grund bare en pengemaskine, ikke andet. Sorry to say.

    MovieMaster 4-12-20 14:04

  • ★★★★★★0

    Generelt er de nye LIVE-ACTION i bund og grund bare en pengemaskine, ikke andet. Sorry to say.

    Alle blockbustere er pengemaskiner, det er helt formålet med dem, især de såkaldte tent-pole film.

    Zero Cool 4-12-20 15:17

  • ★★0

    Jeg så remaket af Peter og Dragen, jeg kan ikke rigtigt huske originalen. Men den er yderst vellykket, måske endda bedre end Skønheden & Udyret

    HelmerJ14-12-20 09:26

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen