Inspireret af en del snak på Reddit, hvor jeg ofte er stødt ind i en del hardcore 4K purists, som nærmest blankt afviser dårligere formater, kom jeg til at tænke på hvornår det er "godt nok". Altså, forstået på den måde, at man sagtens man måle og veje sig frem til hvad der er den optimale måde at se film på, men i sidste ende, er der jo en stærkt personlig og subjektiv vurdering, hvor sådan noget som nostalgi også spiller ind.
En stor del af oplevelsen er jo også, at vi nok allesammen har forskelligt udstyr, som vi ser film på og det er mit indtryk, at rigtig mange bruger Xbox One S eller X til UHD BD-film og det er mit indtryk, at de to konsoller, samt måske også PS4/Pro håndterer DVD-afspilning virkelig dårligt. Samtidig er det også værd at nævne, at 4K jo ikke "bare" er 4K, fordi skal man opnå den bedst mulige kvalitet, stiller det en del krav til udstyret, så HDR bliver håndteret rigtigt. Almindelig Blu-ray ligger i et lille smørhul, fordi næsten uanset hvilken afspiller og HD+ TV man bruger, ser det faktisk fornuftigt ud.
Siden 1990, hvor jeg selv startede med at samle på film, har kvaliteten af mit setup varieret ret meget - en high-end S-VHS video, et godt TV og en Pro-Logic surroundreceiver i starten af 90'erne, over et halvfesent 20" TV som jeg fik foræret mens jeg var studerende, hvor SCART-stikket blev løst med tiden, en kærlighedsaffære med "kun" stereo og nu et 5.0 surround setup. Det består af en nyindkøbt Denon receiver, to Blu-ray-afspillere, en LaserDisc-afspiller og et 55" QLED TV fra Samsung. Højttalerne er alle Dali, en kombination af to serier der ikke produceres mere: Ikon og Concept. Det kan være at jeg udskifter baghøjttalerne og tilføjer nogle ekstra højttalere til Atmos en dag. Jeg har også været over mere skøre formater, som SVCD og VCD, som dog kan afspilles af standard DVD-afspillere.
Jeg er stadig i tvivl om hvorvidt jeg nogensinde opgraderer til UHD Blu-ray, men der er afgjort kommet flere interessante titler på det seneste og da begge mine BD-afspillere er pænt gamle, skal en eller begge nok udskiftes indenfor en overskuelig fremtid, hvor det ville give mening at købe en afspiller, som man nappe det hele.
så må jeg vist hellere tale lidt om mine "triggers" og hvor mine egne grænser går. :)
Da min ene afspiller har samme hardware som de nye døde OPPO-afspillere, er den virkelig god til opskalering af DVD, så jeg har som udgangspunkt intet problem med at se DVD. Specifikt på DVD kan de gammeldags "enhancements" til CRT-TV dog virkelig irritere mig, til en grad hvor jeg stopper filmen, eksempelvis edge enhancement. Er du aldrig stødt på det, er det vistnok et filter, som skal gøre billedet skarpere på CRT, men ofte giver en "aura" omkring tekst og personer bl.a. - det er ikke altid tydeligt på CRT, men ekstremt tydeligt på moderne tv. Støder man ind i gamle Superbit-udgivelser, kan man rigtigt se det.
Hvad der virkelig betyder noget for mig, uanset format, er om filmen er i det rigtige billedformat. Jeg gik så langt, at jeg købte den japanske udgave af Equilibrium på Blu-ray, fordi da den kom ud, var der ingen andre BD-udgivelser, som var i det rigtige billedeformat.
På DVD specifikt, er jeg også svært utilfreds med non-anamorphic widescreen, en efterladenskab fra de tidlige DVD-dage. Af en eller anden grund, støder jeg stadig på nogle af den slags udgivelser.
Lyd er også en stor faktor for mig. Det er sjældent at det sker, men jeg har droppet film med dårlig lyd på. Omvendt går jeg også op i at se film med det originale lydspor, hvis det er til rådighed, hvilket nu og da vil betyde et mono-lydspor, frem for et opkonverteret surroundlydspor på ældre film.
Når folk påstår at DVD skulle være umuligt at udholde på et moderne tv, ser jeg lidt som noget pjat. Udover at jeg jævnligt ser DVD på mit eget 4K-TV, afspiller vi fra tid til anden DVD i Husets Biograf, hvilket også sagtens kan se fint ud. Givet, er det en dårlig DVD, vil det se dårligt ud, men det er jo ikke anderledes med Blu-ray. Dertil kommer selvfølgelig, at der jo er mange film, som slet ikke er udkommet på Blu-ray eller UHD Blu-ray og sikkert aldrig kommer det.
Der hvor kæden så hopper lidt af, er at jeg ikke har noget problem med at se film på LaserDisc. Er der et bedre format, vil jeg selvfølgelig vælge det, da LD jo er dårligere billedkvalitet end DVD. Det er ikke et praktisk format, nu og da er afspilleren støjende og man skal vende skiven undervejs. Måske er det de upraktiske og manuelle aspekter ved formatet, der på sin vis minder mig om at afspille film på 35mm. eller 16mm., som tiltaler mig. Lidt som dem der sætter pris på at lave kaffe på gammeldags vis, eller at man lytter til vinyl i stedet for streaming. LD vil dog aldrig blive en erstatning for de andre formater, men jeg vil dog nok tilføje titler som jeg ikke ejer i forvejen og som "føles bedre" at eje på LD.
Som udgangspunkt foretrækker jeg naturligvis så høj kvalitet som overhovedet muligt, hvilket også er derfor jeg endnu ikke har afskrevet UHD BD, men når jeg køber film, kan jeg godt overveje om tykke og halvgamle Steven Seagal er markant bedre på Blu-ray end på DVD. Og ofte er svaret nej, fordi hans film kan findes for 5-10 kr. på DVD, mens man typisk skal over de 50 kr. for Blu-ray og så er der jo pludselig råd til 5 film med ham, i stedet for kun én!
Så, hvor er "grænsen" for jer? Er der noget der virkelig slukker jer, når det kommer til præsentationen af en film?
Og hvilket udstyr ser I jeres film på?
