Afsat "Doctor Strange"-instruktør: Jeg gad ikke lave en andens film

Scott Derrickson overlod instruktørstolen på "Doctor Strange"-fortsættelsen til Sam Raimi tidligere i år. Nu har Derrickson gjort os klogere på hvorfor.

Helt tilbage i januar mistede "Doctor Strange in the Multiverse of Madness" sin instruktør, Scott Derrickson ("Sinister"), som ellers med stor succes havde lavet den første film om Marvel-helten Doctor Strange, som indtjente knap 680 mio. dollars på verdensplan.

Den officielle forklaring var, at der havde været "kreative uoverensstemmelser" mellem Derrickson og Marvel-produceren Kevin Feige, som er hovedarkitekten bag Marvels succesfulde filmunivers: det såkaldte MCU.

Derrickson var efter sigende opsat på at lave den første grumme gyserfilm inden for MCU-franchisen, og Derrickson er da også en erfaren gyserinstruktør med bl.a. "The Exorcism of Emily Rose" og "Sinister" på CV'et. Sidstnævnte film lavede vi endda en række temaartikler om for nylig her på Moovy, efter at et britisk studie havde slået fast, at den var "den mest uhyggelige film nogensinde".

Læs også: "Sinister"-instruktør laver ny gyser for Blumhouse

Sam Raimi ("Spider-Man", "Evil Dead II") skal i stedet lave "Doctor Strange in the Multiverse of Madness", mens Derrickson stadig er tilknyttet projektet i rollen som executive producer.

Og måske har Derrickson derfor ikke talt højt om, nøjagtigt hvorfor han valgte at forlade "Doctor Strange"-fortsættelsen – altså indtil nu. For den erfarne filmmager har netop skrevet på Twitter:

"Jeg har truffet nogle svære, kreative beslutninger i år. Men efter 'The Day the Earth Stood Still' (2008) sværgede jeg, at jeg aldrig igen ville lave en anden persons film, og det holder jeg fast i."

Derricksons "The Day the Earth Stood Still" skuffede finansielt og blev nedsablet af de fleste kritikere, og i Moovy TV's interview med Derrickson antydede han også, at han ikke havde nydt at arbejde bag kameraet på netop det sci-fi-projekt.

Og det lader altså til, at Derrickson føler, at han ikke fik nok kreativ kontrol på den film, og at det samme gjorde sig gældende på "Doctor Strange in the Multiverse of Madness" – endda i en sådan grad, at han ikke længere følte, at det var hans egen film, han arbejdede på.

Derrickson arbejder netop nu på bl.a. en ny Blumhouse-gyser samt den længede ventede fortsættelse til fantasy-klassikeren "Labyrinth".

Herunder kan du i øvrigt se Moovy TV-udsendelsen om Derrickson, hvor han bl.a. diskuterer sit forhold til gysergenren og sine favoritgysere:

Kommentarer

Afsat "Doctor Strange"-instruktør: Jeg gad ikke lave en andens film

  • ★★★★★1

    Marvel selv (Feige) mener nok ikke at de har fået den succes de har haft ved at lade folk lave "deres egne film". 

    Lars!26-12-20 21:53

  • 0

    Drop MCU fremover og giv os i stedet den ene særprægede instruktør-superheltefilm efter den anden, i stedet for det skabelonshelvde, som det er ved at blive til. 1, 2 og 3. akt står som skrevet i granit. Det var fint én gang med en masse film, som kulminerede i 'Endgame'. 

    ZimaBlue27-12-20 13:56

  • ★★★★★★2

    Drop MCU fremover og giv os i stedet den ene særprægede instruktør-superheltefilm efter den anden, i stedet for det skabelonshelvde, som det er ved at blive til. 1, 2 og 3. akt står som skrevet i granit. Det var fint én gang med en masse film, som kulminerede i 'Endgame'. 

    Jeg foretrækker at Feige har styr på tropperne - med en rimelig frihed til den enkelte instruktør. 

    Wayne27-12-20 14:07

  • ★★★★★★0

    MCU er jo lidt ligesom komfort-food, hvis det bestod af McDonalds-mad: ingen overraskelser, samme opskrift, tryghed i at vide hvad man får, og et måltid der er hurtigt glemt igen. Og de beviser her, at sådan skal det altid være. 

    Der er nogle fine film imellem, men fælles er, at det er meget formularisk og ikke specielt interessant.

    Guldager27-12-20 15:59

  • 1

    Tjaa, man skal vel ikke se længere end til SW universet for at se hvordan det kan gå hvis der gives frie rammer uden en overordnet plan.

    Dominar Rygel XVI28-12-20 00:05

  • ★★★★★★0

    Tjaa, man skal vel ikke se længere end til SW universet for at se hvordan det kan gå hvis der gives frie rammer uden en overordnet plan.

    Spot on :-)

    Wayne28-12-20 07:05

  • 0

    Tjaa, man skal vel ikke se længere end til SW universet for at se hvordan det kan gå hvis der gives frie rammer uden en overordnet plan.

    Det var da tre mesterværker, men det er alt hvad Marvel laver nu også.

    Bobby Long28-12-20 19:33

  • ★★★★★★0

    Jeg har nu ikke noget problem med, at MCU kører som de gør, da det er ret meget i tråd med forlægget. Den måde man vælger at gøre det på, udelukker dog ikke at man også laver enkeltstående historier, som står udenfor MCU, eller foregår i en alternativ virkelighed, hvilket bl.a. den kommende Dr. Strange og WandaVision lader til at åbne op for.

    Det kan jo reelt være årsagen til at man gør det, så man kan give "What if"-projekter til enkelte instruktører og bruge disse til at eksperimentere med figurerne.

    Zero Cool28-12-20 19:41

  • 0

    Pointen om, at man ved hvad man får er hovedet på sømmet og det tror jeg passer rigtige mange mennesker ganske fint inkl. jeg selv.

    Mine forventninger til Marvel film er god underholdning, humor og action - nogle film er under niveau andre over men aldrig decideret dårlige - det er altså også en kvalitet i sig selv.

    Dominar Rygel XVI30-12-20 13:25

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen