Christopher Nolan vil lave videospil baseret på sine film

Et "Inception"-videospil var endda på tegnebrættet for få år siden.

Filmmageren Christopher Nolan ("Tenet", "Dunkirk") har altid været glad for at lave visuelt og auditivt dragende film, som suger tilskueren helt ind i filmens univers. Men Nolan vil åbenbart også gerne give sine fans mulighed for at udforske hans universer på en ret direkte facon.

Under et interview med The Game Awards-værten Geoff Keighley afslørede Nolan for nylig, at han er interesseret i at lave videospil baseret på sine film:

"Det er kompliceret og tager lang tid at lave film," konstaterede Nolan og fortsatte: "Det er endnu mere kompliceret og tager endnu længere tid at lave videospil."

Læs også: Christopher Nolan: Andre instruktører har brokket sig over lyden i mine film

Nolan er tydeligvis klar over, at selvom der findes mange dårlige film, som er baseret på videospil, så er der også mange eksempler på det omvendte scenarie:

"Sådan som videospil-industrien fungerer... det er virkelig hårdt. Man skal ikke bare lave et autoriseret spil, som er forbundet til en film og bare udnytter filmens brand. Det skal være noget, der er stærkt i sig selv. Det er ikke en opgave, jeg ville tage let på, men det er helt afgjort noget, jeg er interesseret i at kaste mig ud i."

Nolan afslørede i øvrigt, at et "Inception"-videospil i sin tid var i støbeskeen, og at han havde arbejdet en del på det, før han besluttede sig for at trække stikket på projektet. Desuden fik traileren til Nolans nyeste film, sci-fi-thrilleren "Tenet", verdenspremiere i videospillet "Fortnite" sidste år.

Netop "Tenet" har skuffet ved billetlugerne under coronakrisen, mens videospilsindustrien har oplevet et gigantisk og forventligt boom, idet mange verdensborgere er nødsaget til at blive hjemme og underholde sig selv foran flimmerkassen. Således giver det også god mening, at Nolan er interesseret i at træde ind i videospillenes profitable arena.

Hvad tænker I? Et adventure-spil baseret på "Memento", hvor man optrevler ledetråde om ens fortid? Et beat 'em up baseret på Nolans Batman-trilogi, hvor nattens ridder og Bane tørner sammen og udveksler knytnæver? En flysimulator baseret på "Dunkirk"? Mulighederne synes uendelige!

Kommentarer

Christopher Nolan vil lave videospil baseret på sine film

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen