The Walking Dead (sæson 10)
Game of Thrones sluttede som bekendt i 2019. Så da man pludselig havde mulighed for at se hele molevitten på én gang, overtalte jeg min ene datter til at se med fra starten af. Det var fedt. Men det gav også et tomrum, da vi havde slugt de 8 sæsoner. "Hvad skal vi nu hygge med?", spurgte hun.
Hmm, hvad med The Walking Dead - det er da rigtig familiehygge. Jeg havde godt nok allerede set de første 9 sæsoner, men jeg mente sagtens, at det kunne tåle et gensyn. Og det kan det bestemt. Og det ér faktisk super hyggeligt at se det sammen med sit barn.
Alle der har set The Walking Dead ved, at det ikke handler ret meget om zombier, men meget mere om alle de herlige karakterer, deres interne stridigheder - og ikke mindst om deres kampe mod de forskellige ondsindede grupper, som de møder på deres vej.
Sæson 1 er ret kort og introducerer os til virusudbruddet. Samtidig får vi samlet den første lille gruppe ledet af Rick og Shane - og med de to fanfavoritter Carol og Daryl.
I sæson 2 sættes tempoet betragteligt ned. Vi befinder os stort set kun på Hershels farm. Det er lidt kedeligt, men vi lærer til gengæld en masse om karakterene.
Sæson 3+4 er geniale. I 1½ sæson kæmper Rick & Co. fra deres fængselsbase mod den farverige skurk The Governor. Herefter spredes de for alle vinde, og vi følger dem enkeltvis på deres søgen efter et nyt tilholdssted via et jernbanespor.
Sæson 5 er også fremragende og meget alsidig. Her møder vi kannibaler på The Terminus. Der er hele hospitalshistorien med en meget tårevædet redningsaktion til sidst. Og gruppen ankommer til den beskyttede by Alexandria for første gang.
I sæson 6 sker der ting og sager i Alexandria mellem byens oprindelige beboere og Ricks gruppe. Og så starter den lange lange kamp mod den usynlige fjende The Saviors. Det er denne sæson, der slutter med den vanvittige cliffhanger, hvor vi lærer Negan og Lucille at kende på en meget kontant måde.
I hele sæson 7+8 fortsætter kampen mod The Saviors og Negan. Serien kan bære, at det trækkes i langdrag, fordi Negan er en af de mest karismatiske og geniale skurke nogensinde i tv-historien.
I sæson 9 begynder serien desværre at blive træt. Negan er gemt væk. Mange af de aller fedeste karakterer forsvinder - herunder både Rick, Maggie, Morgan og Jesus. Snøft! Der kommer selvfølgelig nye til, men de er slet ikke nær så interessante. Den nye trussel udgøres af The Whisperers.
Og så kommer vi langt om længe til sæson 10. The Whisperers er en frygtelig fjende. Og deres leder, Alpha, er stjernepsykopat og spilles genialt af Samantha Morton. Hun bliver dog lidt trættende at høre på i længden. Heldigvis kommer Negan på banen igen, og det tilfører sæsonen en tiltrængt energi. Han stjæler fuldstændig alle de scener, som han er med i.
Et andet lyspunkt er Ricks datter Judith, som nu er en halvstor pige. Hun er ultra charmerende og virklig badass sej. Hvis hun ender med at blive genforenet med sin far i den biograffilm, som efter sigende skal optages i år, så bliver det nødvendigt at tage en stor bunke kleenex med.
Desværre er der også en del halvkedelige subplots i sæson 10. Den første halvdel af sæsonen er generelt ikke særlig spændende. Heldigvis tages der revance i de "sidste" 3 afsnit, som er forrygende.
Grunden til at jeg sætter "sidste" i anførselstegn er, at der kommer 6 ekstra afsnit til foråret. Normalt er der 16 afsnit pr. sæson. Men intet er normalt i disse coronatider, så der kommer altså lige en række bonusafsnit i 2021. Det skal nok hjælpe på, at ventetiden til den 11. og sidste sæson ikke kommer til at føles alt for lang.
Sæson 10: 4/6 stjerner.
Hele serien: 6 baseball bats og 6 samuraisværd.