Skal man adskille kunstværket fra kunstneren?
Videreført fra 70'er-tråden.
Jeg synes, det er et ret interessant spørgsmål. Det meget korte svar er: "det bestemmer folk selv" - men det er der ikke meget debat i :)
Her er mine tanker: om et kunstværk er godt eller ej, det er helt uafhængigt af, hvem der har lavet den. De kendte kunstnere såsom den pædofile Leonardo da Vinci har helt sikkert lavet en masse rigtig dårligt - vi ser kun det, der har modstået tidens tand. Antisemitten Richard Wagner har med sikkerhed også haft nogle kompositioner, som ikke er noget ved. Men deres kendte værker er gode - ikke fordi de har lavet dem, men simpelthen fordi, de er gode i sig selv. Det kan man ikke tage fra noget som helst kunstværk. Så nej, man kan ikke sige, at kunstværket er dårligt, fordi eksempelvis en morder eller nazist har lavet det.
Men - for mig er det ikke sagens kerne. Ved at idolisere personerne, så giver man dem også legitimitet. Desuden støtter man dem økonomisk. Så skal man se en Roman Polanski-film velvidende, at han har en dom over sig? Skal man være fan af O.J. Simpson? Her er der en tendens til, at hvis man først er fan af en given person, så vil man gå langt for at forsvare dem eller sige: "men man skal adskille deres musik fra deres person". Problemet er bare, at den person hele tiden bliver fremhævet og få medietid. Forestil jer hvordan ofrene til en kendt persons ugerninger må have det, når de ser vedkommende i medierne. Idol-dyrkelsen er problematisk - kunstværket i sig selv er ikke.
Hvis man twister den lidt: vil man handle i en butik velvidende, at ejeren er nazist/pædofil/morder osv.? Der vil de fleste nok sige nej. Men vil man handle der, hvis det var den eneste butik, der havde ens favorit-vare? Så vil nogen nok se igennem fingrene med det for at få deres favorit-ting. På samme måde kan man heller ikke få Burzums musik uden at støtte Burzum (en norsk nationalsocialistisk musiker dømt for mord og våbenbesiddelse med henblik på terror). Eller det kan man - man kan hente det ulovligt, hvilket mange gør.
Min pointe er lidt uklar - men det er noget med, at kunst er godt eller skidt i sig selv, ikke fordi bestemte personer står bag - men der er ingen grund til hylde kunstnere, der af den ene eller anden grund har en tvivlsom moral.
Som udgangspunkt vil jeg mene at man bør adskille kunsten fra kunstneren, men der er selvfølgelig grænser - også for det.
Mit eksempel med Cosby & Co. - hvor jeg selv, uge efter uge var godt underholdt af den livskloge, humane og meget rummende familiefar Dr. Huxtable - vil jeg ganske enkelt ikke kunne se igen, på samme måde - efter at han blev dømt for at bedøve og voldtage et antal kvinder.
Til gengæld kan jeg sagtens gense Chinatown, uden at tænke på at Polanski har indrømmet voldtægt af en 13 årig pige. Det kunne også være fordi at da jeg så filmen første gang, der anede jeg intet om den sag - jeg har dog siden set de fleste andre film, han har instrueret, fordi han er så dygtig som han er. Modsat Bill Cosby virker han heller ikke som en manisk serieforbryder - og han har jo selv oplevet stor smerte i sit liv, med drabet af hans højgravide kone - Sharon Tate (ikke at det frikender ham, på nogen måde).
Michael Jackson blev også nævnt på et tidspunkt - og ja, det er jo nærmest umuligt ikke at blive påvirket af historien. Men skal man straffe en ung Jackson, for de gerninger han lavede (og måske ikke lavede) på et senere tidspunkt?
Som dreng - og medlem af Jackson Five - var han måske snarere et offer? og der er ikke meget der indikerer overgreb i de første år af hans voksne karriere.
Det er et interessant emne - og det er svært at komme med et entydigt svar på hvad der er helt rigtigt - eller helt forkert. Det vil nok være individuelt bundet af summen af mange forskellige ting.
Selvom de fleste tager stor afstand til Britta Nielsen og hendes svindel gennem flere årtier - så ville mange sikkert gerne læse hendes bog, hvis hun udgave en med titlen; Derfor gjorde jeg det - sådan snød jeg det danske samfund.
Eller hvis Peter Madsen udgav bogen - Beretninger fra en U-båds sejlads
