Filmstriben får flere dokumentarer og kortfilm

Bibliotekernes filmtjeneste får en række gratis danske streaming-titler her til foråret.

Nu får alle landets biblioteksbrugere mulighed for at streame mange flere danske dokumentarer og kortfilm hjemme i sofaen. Bibliotekernes streamingtjeneste, Filmstriben, kan fra den 2. marts 2021 præsentere knap 400 danske dokumentarer og korte fiktionsfilm til unge og voksne. Nye film vil løbende komme til.

Filmene er produceret med støtte fra Filminstituttet i løbet af de seneste tolv år. Mange af filmene har hidtil været svære at få adgang til for publikum, og derfor har Filminstituttet nu valgt at gå sammen med DBC DIGITAL for at stille filmene til rådighed på Filmstriben.

Samarbejdet sikrer også, at alle nye kortfilm og dokumentarfilm, der er støttet af Filminstituttet, løbende udkommer på Filmstriben.

Filminstituttets direktør, Claus Ladegaard, udtaler: "Vi ønsker at sikre, at alle danskere har mulighed for at se flere danske dokumentarfilm og kortfilm. Derfor har vi taget initiativet til at samarbejde med DBC DIGITAL om at formidle filmene via Filmstriben. Filmene udgør en væsentlig del af vores filmkultur og har en stor betydning for vores kulturelle identitet både for den enkelte og for den danske selvforståelse."

SE OGSÅ: "HJERTELANDET"-INTERVIEW MED JANUS METZ

På Filmstriben præsenteres filmene i temaer som "Sammen og hver for sig", "Forfatterne har ordet", "Når musikken spiller", "Midt i en krigszone" og "I livets efterår". I temaerne finder man gribende kærlighedsfilm som "Dem vi var" og "Cirkusdynastiet", forfatterportrætter af Michael Strunge og Halfdan Rasmussen samt portrætter af så forskellige musikere som rapperen Prelle og Tommy Seebach.

Mange af filmene tager personlige temaer op, såsom i "Jeg hader ADHD" og fiktionsfilmen "Uro" med Alba August i hovedrollen, mens "Til døden os skiller" er én af flere film om at blive ældre.

En hel del af filmene beskæftiger sig med store, internationale udfordringer som terrorisme, krig, migration og miljøet, såsom i filmene "Krigerne fra Nord", "En minister krydser sit spor", "Et hjem i verden" og "Pels". Også Sine Plambech og Janus Metz' prisbelønnede "Hjertelandet", som Moovy gav topkarakter, kan nu ses på Filmstriben.

Se nyeste trailer fra Filmstriber herunder:

Kommentarer

Filmstriben får flere dokumentarer og kortfilm

  • 0

    Jeg dorstår ikke Filmstriben???
    Hver gang jeg klikker på en film, jeg gerne vil se, så får jeg beskeden, at 'Denne film kan kun ses på biblioteket'?!?
    Så, nu har jeg droppet det...

    Pistolprinsen 1-03-21 21:26

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen