Anmeldelse: WandaVision – Sæson 1 (Disney+)

Som fortælling med referencerne i orden er "WandaVision" mesterlig, men ellers lige ud ad landevejen som endnu en superheltefortælling i Marvels katalog.

De fleste kan kun drømme om den succes, Marvel har skabt. På godt et årti har de leveret 23 film, opnået kritikerros og skrabet milliarder af dollars ind på Iron Man, Captain America og The Avengers' eventyr. Med så godt som monopol på superheltegenren – og en klargørelse til såkaldte fjerde fase oven på Infinity-sagaens afslutning – er det tid til at tænke ud af boksen. Og her træder "WandaVision" ind på scenen som Marvels første projekt i et år. 

Og sikke en entré, da "WandaVision" er nok Marvels mest eksperimenterende værk til dato. Efter begivenhederne i "Avengers: Endgame" er Wanda Maximoff og Vision flyttet ind i forstadsbyen Westview. Men intet er, som det plejer. I de første afsnit er alt sort-hvidt, mens superhelteparret opfører sig, som var de med i en klassisk sitcom fra 1950'erne. Og frem går det til 1970'erne og andre årtier med referencer til alverdens komedieserier. Noget er tydeligvis galt, og inden længe prøver folk udefra også at komme i kontakt med tilværelsen i mystiske Westview.

Marvel har alle dage været glade for at placere små hints og easter eggs i deres film. Hvad end det var snævre referencer til obskure superhelte, ting i de originale tegneseriehæfter eller blot små spor til de næste film i serien. Og "WandaVision" er ingen undtagelse, bortset fra at alt er mere kryptisk. Miniserien bruger sin første halvdel på at sætte et røgslør op omkring sit mysterie. For døde Vision ikke under "Avengers: Infinity War" i kampen mod Thanos? Og hvorfor går naboerne pludselig i stå midt i snakken under middagsselskabet? Og hvem er det, der prøver at kontakte Wanda igennem radiosignaler og farverige motiver, som bryder det sort-hvide univers?

Spørgsmålene er i starten mange, men som årtierne for referencerammen rykker frem, bliver vi som seere også langt klogere på, hvad der i virkeligheden foregår bag facaden. Og det klæder serien, som ellers hurtigt går sitcom-træt i sine første par afsnit. Pludselig bliver Wanda og Vision langt mere menneskelige, og de bryder ud af de birolle-lænker, som filmene har holdt dem i indtil nu. Især Elizabeth Olsen slår sig an som et af Marvel-holdets største fremtrædende stjerner, når hun som Wanda tydeligt trækker i trådene i det alternative univers.

Hvis "WandaVision" alene skulle bedømmes som transmediel fortælling, var serien klart et mesterværk uden sidestykke. Her refereres til Marvels film og superhelte på kryds og tværs med easter eggs, små og store hints, mens der åbnes op for kommende film, hvor multiverses og gamle kendinge vender tilbage. Endnu vigtigere står værket som sit eget unikke projekt, der samtidig refererer og tipper hatten til godt 70 års tv-historie. Simpelthen mageløst. Som endnu et kapitel i MCU er historien om Wanda og Visions nye tilværelse dog noget mere ud ad landevejen. Nok er der masser af twists og overraskelser på vejen, men ved sidste afsnit står "WandaVision" mærkeligt nok som et forholdsvist standard-indslag i Marvel-føljetonen.

At "WandaVision" med sin store popularitet fik Disney+ til at crashe i USA vidner måske om seriens store kvaliteter. Eller så er det snarere, fordi der har været et års superheltetørke, som nu endelig bliver indfriet med bare et eller andet midt i en tør coronatid. "WandaVision" repræsenterer en ny stil og et formbrud, vi aldrig før har set hos Marvel, og som eksperiment skal serien i den grad roses. Men på samme tid føles smagen lidt for velkendt i en superheltefortælling, som er ret meget ud ad landevejen – ligegyldigt hvor mange drejninger den laver.

Anmeldelsen er baseret på hele serien, som kan ses på Disney+.